I’m alive! Ikke død, ikke idéforladt – blot travlt på jobbet og et stk. 37-årig dame fuldstændig basket, når hun rammer sofaen. SORRY!

Jeg vakler imellem to forskellige indlæg i dag. Et om sleazy mænd med alt for store egoer og et om mega-store unger. Mænd-børn-mænd-børn….??? Den ender på børn i dag. Så får I den med mændene senere. Spoiler alert: Der er en del at berette og undres over på det område.

Min ældste elsker langt fra lektier. Især læsning og skrivning, hvilket smerter hendes mors litterære og sproglige hjerte lidt. Det går fremad og selv om kæeligheden ikke har indfundet sig, så kan jeg mærke, at det går fremad. Hun kan godt – hun skal bare lære at tro på det selv.

Ærligt: Jeg føler mig ofte magtesløs, når jeg skal prøve at indgyde motivation i hende, når vi rammer matriklen kl. 16.00 og selv føler mig kørt over af en bulldozer. Mit hjerte siger mig, at hun på alle måder sikkert trænger til at ligge og stene på sofaen og slå hovedet fra for en stund. Men jeg ved også, at modstanden og uviljen stiger, som timerne går. What to do?

I dag glemte vi alt om lektiebogen på Forældreintra og fik lavet mere matematik og læsning, end der normalt kan klemmes ud af en grå februar-eftermiddag. Hvordan? Vi tog simpelthen ud og handle ind.

Inden vi gik, bad jeg hende skrive en post-it og sætte den på spejlet, så far og lillebror vidste, hvor vi var. Men vi skulle jo også have en huskeseddel med, og vi tag-teamede den og fik skrevet en huskeseddel. Afsted med gadedrengehop og tusind fortællinger fra dagen. Shit, jeg følte mig overskudsagtig og rig ved at gøre noget helt andet, end vi normalt har gjort. Med madplan handler vi normalt kun én gang om ugen.

I butikken ville hun gerne selv læse huskesedlen. Det var faktisk som om, hendes selvtillid voksede for hver ting, vi skulle finde. “Skal jeg ikke bare finde bananerne?”, spurgte hun. Selvfølgelig måtte hun det, og her blev der sneget en lille opgave ind: “Hvis de koster 3 kr., skal vi have 5 og hvis de koster 2 kr. skal vi have 6 stk.” Basalt set var det 100% ligegyldigt, men det ville kræve af hende, at hun læste sig frem til skiltet “Bananer” og skulle beuge hovedet til både mængde og pris. Hun kom stolt med favnen fuld af bananer. Åh, mors pige ❤

Vi læste skilte med navne på sjove frugter og grøntsager, og da vi ikke kunne få det hele i den ene butik, så gik turen videre til den næste. Her fik hun 6 kr. i forskellige mønter, så hun selv kunne finde lidt slik – selv om det ikke var slikdag – imens jeg fandt det sidste til menuen. Jeg manglede ikke rigtig noget, men det behøvede hun ikke at vide. Jeg ville bare gerne have hende til at læse og regne priser. Og til selv at gå op og betale med de forskellige mønter. Og hun klarede det bare så flot. Med halve og hele kroner og højt humør.

Først da vi kom ud af butikken spurgte jeg hende, om hun havde lagt mærke til, hvad det var, vi havde lavet den sidste lille time? Lektier faldt hende slet ikke ind – men da det gik op for hende, lyste hun op.

Det var 100% asfaltering, imens vi kørte. Jeg havde ikke planlagt det i detaljer, men shit, det virkede godt. Hun var glad, hun fik læst, hun fik regnet, hun fik skrevet. Og det hele virkede som en leg. Det var kvalitetstid og skole på én gang. I love it!

Det var jo på ingen måde raketvidenskab – faktisk har jeg jo minder om selv at gøre disse ting som lille. Her er det så lidt sørgeligt at tænke på, at det føles som om, der ikke er tid til det i hverdagen. Det er henlagt til weekenden (…dog melder mine flash-backs til barndommen ikke noget om, hvilken ugedag, vi gjorde sådanne ting. Måske følte min mor præcis det samme?)

Hjemme igen bagte vi boller til madpakkerne – og gæt hvad? Hun bad selv om at læse opskriften og selv stå for at time uret og tage bollerne ud. Pludselig gik det op for mig, at hun var høj nok til at nå at betjene røremaskinen, og at hun vidste, hvor alt var i køkkenet.

Jeg tror faktisk, de er de bedste boller, hun og jeg nogensinde havde spist. De var krydret med kærlighed, selvstændighed og en glæde over at lykkes og kunne selv ❤

Reklamer