Da jeg var lille var min mor meget glad for at optage mig på kassettebånd, når jeg sang. Det tænkte jeg ikke over, imens det stod på, men jeg kan huske, at jeg fik en underlig fornemmelse i maven, når vi ved sociale lejligheder skulle høre det afspillet. En følelse af, at jeg blev udstillet eller grint lidt af.

De mente det sikkert ikke ondt. Det er jo ikke anderledes, end når jeg i dag gentager noget sjovt, mine unger har sagt. Det var sikkert en blanding af stolthed og voksenhumor. Men jeg forstod det ikke. Og jeg fik lyst til at gemme båndene væk, så ingen kunne grine eller smile af dem igen.

Da jeg blev konfirmeret, var videokameraer hot og der blev filmet i ét væk. Du ved, før der blev redigeret i dem og hvor man optog endeløse sekvenser af den ene handling, for så at cutte direkte over i en endeløs, mega håndholdt sceance i alt for mørke eller alt for belyste rum. Hvis du er 30 eller under, kan det godt være, du ikke genkender det…
Every fu***ng lejlighed blev optaget og set igen og igen, når familien samledes til kaffe. Ih, hvor vi hyggede os.

Og så var der lejlighedssangene. Hvor mit liv blev sat på sang med alle tænkelige eller pinlige øjeblikke inkluderet. Ha ha ha, hvor vi grinede af det. Nogen gjorde i hvert fald. Jeg har altid haft det stramt med det. Faktisk vil jeg gå så vidt, at jeg vil sige, at jeg heller vil brække begge ankler, end at blive udsat for det. Vi kan godt kalde det at hade det. Det er ret tæt på sandheden.

Fornægter jeg min fortid? Er jeg pinlig over, hvem jeg var eller hvad jeg er rundet af? På nogen punkter ønsker jeg aktivt at glemme noget, men en stor del andet var bare ret normalt og i tidens trend. Men jeg brød mig ikke om det.

Jeg følte – og føler mig stadig udstillet i den slags situationer. Som om jeg kunne gå nøgen gennem byen som en anden Cersei Lannister og vise fortrin og fejl frem for alle. Som om nogen blotter mig mod min vilje. Jeg føler mig kompromittret.

Jeg har selv optaget mine børn, når de dansede til deres første møde med rockmusik eller imens de gynger sammen og skråler for deres lungers fulde kraft. Gør jeg det af ond vilje? Nix. Det gør jeg fordi jeg i det øjeblik fyldes af 100% lykke og ønsker at bibeholde øjeblikket for altid. Fange det øjeblik, hvor de var små og nuttede, for om lidt er de vokset fra mig. Mon min mor tænkte på samme måde? Ganske givet.

Vi genser videoerne indimellem – oftest på børnenes egne opfordringer. Og det handler om en balance. Det handler om at børnene selv synes, det er sjovt eller ønsket. Går jeg over deres grænser ved at vise en film med deres barneleg i haven, så skal jeg være in tune nok med dem og deres følelsesliv til ikke at give dem samme følelse. Jeg vil virkelig ikke ønske at få det til at føle på samme måde.

Måske de fortsat vil synes, det er sjovt. At de vil have det helt naturligt med det og ønske at se videoerne igen og igen. Måske de vil ønske at det er for my eyes only og at minderne er gemt i mit hjertes skatkammer. Måske de vile ønske, at se videoer af mig? I så fald skal de kontakte deres mormor og gøre det en dag, hvor de besøger hende alene. Sådan må det simpelthen blive.

Jeg tror, at en hver forælder vil ønske at gemme minderne om deres børn og de dyrebareste øjeblikke for altid. Gemme dem, elske dem, aldrig glemme dem. Min mor spurgte, om jeg ville have gamle VHS-bånd med min konfirmation eller en tur til Norge. Jeg takkede nej. For mig var svaret enkelt. For hende har det måske gjort ondt. Og det var egentlig ikke min mening. For for hende har det sikkert været dyrebare minder gemt igennem mange år. Men jeg forbinder den slags optagelser med noget, som gjorde ondt og gik over mine grænser. Også selv om det aldrig var ment sådan. Også selv om det, der er på filmene ikke er ondt, men minder om gode stunder.

Måske jeg er mærkelig. Måske er der en kortslutning på øverste etage. Men jeg får stadig tårer i øjnene, hvis nogen vil afspille et bånd med mig, 5-6 år gammel, der synger Per Syvspring eller Lille Peter Edderkop. Jeg ved ikke, om jeg bare skal tage imod de ting og lægge dem i en kasse på loftet. For ikke at såre andres følelser eller for ikke at skulle forholde mig til dem igen. Måske jeg skal følge følelsen i maven og sige nej, fordi jeg har det, som jeg har det med dem og sige det én gang for alle.

Det er ski*e svært. Det er mig, men jeg ønsker ikke at se det. Heller ikke selv om jeg godt kan se igennem intentionen med at optage og gemme. Selv om mit moderskab og moderen i mig ved, hvor meget disse minder fylder for den, der husker og aldrig ønsker at glemme.

Reklamer