Da jeg hentede den ældste i skole i dag, mærkede jeg er strejf af tvivl. Et strejf, men nok til at gøre indtryk. I skolegården var der helt sikkert gang i en “hvem-bestemmer”-situation mellem to grupper af 2. klasser, og det hele foregik ret vildt.

I fritteren var der brætspilsdag, men langt de færreste kunne koncentrere sig om det og løb rundt og var, hvad ærke-fynboer ville kalde “utidige”. For alle jer, som ikke kommer fra øen, så betyder det at man er lidt på kant med regler og god opførsel, prøver af og gør lidt, som det passer én selv og ikke nødvendigvis andre.

Og i garderoben havde nogen overtaget, og prøvede at styre dagsordenen, imens andre fuldstændig upåvirkede satte deres ting på plads og sørgede for deres egne ting.

Det er i sig selv ikke nogen mærkeligt på en mellemstor skole, tænker jeg. I mit hoved, prøvede jeg dog at placere min søn i de forskellige situationer. Hvordan ville han reagere i skolegården? Hvordan ville hav være i fritidsordningen? Hvordan ville han være i garderoben? Ville han lade sig påvirke af andre? Ville han (som sin søster) køre sit eget løb eller teame up med dem, der ikke har alt for meget hang til drama og konflikter? Ville han formå at sætte sine ting på plads eller stirre på de andre i garderoben? Og hvis han kom i fokus for andres afprøvende adfærd, ville han så gå eller blive ked af det?

Jeg har været i tvivl, om han skulle starte skole nu eller vente. Så blev jeg pludselig mere sikker i min sag. Men i dag kom tvivlen tilbage. Det er lige om lidt – og skolen er et stort spring. En ny arena, han skal lære at forstå og blive tryg ved.

Han er ikke sin søster, som er enormt regelret og lidt ligeglad med, hvad andre mener. Han er langt mere følsom og påvirkelig. Han er også kun lige blevet 5 år. Hun var knap 6 år, da hun startede i forårs-SFO.

Jeg ved godt, at der tages højde for, at det er små mennesker, som træder ind i en stor ny verden. At pædagoger og lærere har prøvet det før og ikke slipper dem fri blandt de store, før de har fundet sig til rette i deres nye dagligdag. At han ikke er den første, som er den yngste i klassen – det var jeg selv. Han er ikke den første, der er genert, ikke den første, der er følsom.

Men han er min søn. Den ene af mine dyrebareste to, og som jeg vil beskytte for alt i verden. Han er min lille, som startede så skrøbeligt. Det kan jeg ikke blive ved med at holde op foran ham som et spejl – det skal jeg helt lade være med, for han har modbevist alt, siden han blev født. Han er den sidste, jeg skal sende i skole. Den yngste, som jeg nu skal give lidt mere slip på.

Da jeg kom ned i børnehaven, mødte jeg en anden mor, og vi faldt i snak om, at vores drenge snart skulle i skole. Hun gøs lidt og sagde “Ja, min lille dreng. Jeg begynder at tvivle på, om han er klar”. Og han er ældre end min søn er. Så er jeg ikke alene om, at have min tvivl, selv om jeg ser et barn i trivsel og udvikling. Så er jeg bare helt almindelig. Jubiiii!

Shit altså. Jeg håber godt nok, han er klar. At alt det nye og alle de nye børn tager vel imod min dyrebare skat. At han tager godt imod dem. Jeg er glad for skolen men mega spændt på, hvem de nye børn og forældre er og hvordan deres tilgang til skole, fællesskab og opførsel er. Jeg håber, det bliver godt for min søn. Heldigvis har han også sin søster på skolen. Det er klart en fordel. For dem begge og for mig, vil jeg gerne tro ❤

 

Reklamer