Åh, det spidser til nu. Min yngstes sidste tid som børnehavebarn bliver tydeligere og tydeligere for ham og for os som forældre.

Han fik penge til en skoletaske i julegave og madkasser og drikkedunke i fødselsdagsgave. Han er til samlinger for alle børn i skoledistriktet, selv om han ikke skal på distriksskolen, og vi har været til en individuel opstartssamtale, så hans kommende førskole-lærer og børnehaveklasselærer kan få et indtryk af, hvem han er og hvad han særligt er optaget af.

I dag kom så en invitation til afslutning i børnehaven. Hvis det foregående ikke var virkeligt nok, så blev det det i hvert fald med den invitation. Vi har prøvet det før med den ældste, men det er anderledes denne gang. Det er sidste gang, vi skal det i børnehaven, og når de yngste børn traditionen tro “synger de store ud af børnehaven” med den lille Idas sang, så siger vi farvel til mere end 7 år i samme børnehus. Farvel til mennesker, vi har været enige og uenige med. Mennesker, vi deler både det gode og det svære med, og som var med, da vi ikke vidste, om yngsten overhovedet ville overleve sin sygdom. Dem som så mig før og efter. Dem som så mig stærk, sammenbrudt og genopbygget over tid. Dem, jeg har sat pris på og været dybt uenige med. Et sted, vi er kommet og hvor mine børn har virket til at være i gode hænder – og samtidig et sted, jeg indimellem har haft så svært ved at forstå politikken eller pædagogikken i, at jeg har overvejet at flytte dem til et andet sted.

Noget har dog holdt mig dér – og det betyder for mig, at mine børn overvejende har haft trivsel i huset og at personalet og vi har fundet middelveje og søgt forståelse. Det sætter jeg pris på.

Men om præcis 50 dage er det slut. Børnehavetiden er ovre. Skolen venter. Insane!!!!

Jeg har taget mig selv i at se på området, børnehuset og legepladsen og tænkt: Om lidt har jeg ingen grund til naturligt at komme herud. Herud til det, jeg har set på alle hverdage i 7 år. Om lidt vil det være et sted, hvor jeg sikkert tænker: “Guuud, kan du huske dengang” eller “Sådan så det ikke ud, dengang”.

Dengang. Det er kodeordet. At jeg tager mig selv i allerede at tænke på det som datid, selv om det ikke helt er slut endnu. Jeg kender det, han skal ind til. Kender skolen og har nok allerede taget springet mentalt til kun at være skolemor. Mentalt frydet mig over ekstra tid om morgenen, fordi vi ikke skal pendle ud til den anden ende af byen og retur til skolen. Hvor vi kan sove længere eller ikke være så pressede på tid i sidste ende, når jeg henter dem. Samme sted. Jeg har taget springet og overgangen.

Jeg skal dog huske, at han skal have den sidste tid med i børnehaven, uden at hans mor tripper for at komme videre. At han skal have de sidste dage uden det vilde liv og forpligtende fællesskab, skolen er. På godt og ondt. At han er “lille” 50 dage endnu. Det er vigtigt at huske på.

Jeg tager mig selv i at forjage tiden og tænker samtidig: “Gud, nu forcerer jeg en del af hans barndom!” på baggrund af min egen trang til at komme “videre”. Jeg håber og tror, at han er klar til at komme videre. Min lille bjørn med det store, bløde hjerte, som har været så mange genvordigheder igennem. Og samtidig en dreng som alle andre.

En dreng. Ikke sin søster med systemer og ordentlighed og pige-sind. Jeg vil sikkert tvivle 100 gange, inden førskoletiden er gået: Er det nu det rigtige? Var det for tidligt? Forcerede jeg noget på baggrund af min egen pressede hverdag? Eller er han bare dreng og dermed vild og med uro i rumpetten, med kaos i garderoben og tasken og uden ænsen af, hvad der sker omkring ham eller hvad dagen er gået med. Bare dreng, som alle drenge sikkert er i starten af deres skoletid (og måske hele vejen igennem…). Det er ganske givet anderledes at sende en pige i skole end en dreng.

Det finder jeg ud af om 50 dage.

Reklamer