2018 lakker mod enden og hvilken blog ville dette være ude en form for status på året, der er gået??? Ak og ve og nej da. Det skal I ikke snydes for. En status over mit år, og som måske vil fortælle lidt om, hvorfor mit fokus har været svingende og hvorfor fingrene har måtte holde igen på tasterne.

So here we go…

2018 var et ganske ok år, men ikke sukkersødt. Hvor 2017 klar tog fra den forkerte ende, så prøvede 2018 at gøre kunsten efter. Heldigvis uden at lykkes helt så “godt” i det nære.

Jeg mistede min svigerfar i årets sidste kvartal. I 10 år har vi boet få hundrede meter fra hinanden og selv om vi ikke har været enige om alt, eller alle måder at gøre tingene på, så var han en fast del af vores og børnenes hverdag. Vi var ikke forberedt på at sige farvel, ej heller klar til det. Pludselig var han væk – for ham heldigvis uden længere tids sygdom. Men han mangler – især for ungerne.

2018 var også året, hvor kræften rykkede ind i min ældstes klasse, da en mor for nylig fik konstateret sygdommen flere steder i kroppen. En forfærdelig begivenhed og en begivenhed, som fik min datter til at stille spørgsmålet: Kan du også dø tidligt, mor?
Det har virkelig krævet nogle – nødvendige – snakke, for pludselig kunne jeg finde hende grædende på værelset uden synlig grund. Jeg skulle dog ikke spørge meget ind, før jeg fandt årsagen: At hun var bange for at miste mig. Den største kærlighedserklæring og den største skræk på én og samme tid. Shit.

Drengemor med alt hvad det indebærer
I 2013 blev jeg mor til en dreng, i 2018 blev jeg drengemor med stort D. Min lille bløde fyr er blevet til en stor kriger, fra hvis mund der 80% af hans vågne tid lyder “Swisssh”, “Prewwwww”, “Krash”, “AAAArgh”-lyde, hvis da ikke der vælder guldkorn ud. Han opdager verden, kæmper kampe i leg og i fantasi på godt og ondt. Han stiller store spørgsmål, og han skal afprøve altings gyldighed og holdbarhed. Både mentalt og fysisk.

Jeg skal tage mig selv i nakkehårene for ikke at bryde ind, hver gang det lyder som om hele hans værelse vælter, når han leger en god leg. Jeg skal vænne mig til, at en high-five er lig med en mindre lammer i hele kroppen, fordi klasket leveres med al den styrke, som en 5-årig dreng kan slå med.

Alt er voldsomt – nogle gange med overlæg og andre gange bare fordi han slet ikke tænker over det. Han sanser verden gennem en usigelig trang til at teste og pille og skille ad. Børnehavetiden lakker mod enden, og der tegner sig et større og større åbent vindue for skolestart. Den er også lige om hjørnet! GISP!

En personlig opdagelsesrejse
De sidste 6 måneder har jeg taget to moduler på diplomuddannelsen i Ledelse. Jeg startede sidste år og fik en række praktiske værktøjer til mit arbejdsliv. De to moduler, jeg har taget i år har derimod rykket vildt ved min indre verden. Jeg er dykket ind i de grundlæggende mønstre for, at jeg gør og handler, som jeg gør – og i forståelsen af andre menneskers forholdemåder. Det har været hårdt, men mest af alt spændende og vildt på den virkelig gode måde.

Det kommer helt sikkert til at gavne mit professionelle virke, men sjældent har jeg oplevet noget, som også har rykket mit indre så meget og sat så mange tanker i perspektiv. Det har givet meget stof til eftertanke, at arbejde så meget med sig selv, læsemængden har været enorm og jeg skal til eksamen i januar igen – én af grundene til, at jeg ikke har været så aktiv ved tasterne. Men det har alligevel været noget af de bedste, jeg har gjort for mig selv.

On my own
I 2018 flyttede bloggen tilbage. Fra ca. 1 års medlemsskab af Momster, valgte jeg at flytte bloggen hjem igen. Antallet af indlæg fra min side af har – hånden på hjertet – været vigende i 2018 – og jeg troede egentlig, at gejsten for at skrive ville blive større af at indgå i et fællesskab. Følelsen udeblev dog, og da vilkårene for medlemsskabet ændrede sig til noget, jeg ikke syntes, jeg havde sagt ja til fra start, så virkede det som den eneste rigtige beslutning, at flytte “hjem” igen.

Jeg har aldrig drømt om at blive kendisblogger eller at leve af bloggen – blot at have et frirum til at skrive, når noget undrede, forundrede, fascinerede eller frastødte. Og det er jeg bedst her for mig selv. HVis du stadig hænger på og følger med, så en stor tak til dig og for dig ❤

I medgang og modgang
I løbet af 2018 gjorde jeg mig rigtig mange tanker om mit ægteskab. Jeg har været gift i snart 10 år og der har som i alle ægteskaber været op og nedture, knas og kriser, men heldigvis også en del kærlighed, som har holdt sammen på det hele.

Jeg har haft rigtig meget at gøre med studiet og med arbejdet i de sidste 7-9 måneder, og derfor har mange af mine aftener foregået med næsen i en bog eller i gang med en eksamen. Men min mand har også været fraværende. Har trukket sig længere ind i sin telefon og ikke delt meget af sin verden med mig. Det har gjort mig bange, og jeg har spurgt ind til det. Nogle gange fik jeg svar – andre gange ikke.

Selv om det slet ikke er fedt at tænke på eller skrive om, så har jeg tvivlet på, om vi kunne holde sammen. Om vi havde opbrugt den goodwill, der var før vores børn og før vres søns sygdomsforløb? Om jeg havde opbrugt min kvote for tid med egne forehavende i form af uddannelse, og om han havde opbrugt den goodwill jeg havde over for ham i forhold til at acceptere, at telefonen og diverse mobilspil var blevet en 2. kone i forholdet. Gad jeg det? Gad jeg ham? Gad han mig? Ville vi få det bedre alene? Men hvad så med børnene?

Vi er ikke skilt, og jeg tror ikke, vores problemer stikker dybere end lidt tvivl og en del travlhed. Men det er i hvert fald én af de ting, der skal ændres ved i 2019!

Skolebarn
I 2018 kom min datter for alvor i skole. Førskole og 0. klasse var selvfølgelig også skole, men 1. klasse tæller og kræver bare endnu mere. Af hende og af os som forældre. Flere fag, flere forpligtelser, fast læsning, Matematikprofessor-lektier, venskabsklasser, fleksuger – you name it.

I slutningen af 0. klasse tivilede jeg på, at hun trivedes helt så godt, som jeg kunne håbe, men det virker som om, at selv om hun langt fra har armene over hovedet over læsning og lektier, så vil hun rigtig gerne i skole hver dag. Hun er glad for sin skole. Og jeg er glad for hendes skole. Glad for det engagement skolen viser os og den involvering, vi forældre har mulighed for. Glad for hendes lærer team og for de værdier, skolen bygger på. Umiddelbart er der ikke et andet sted, jeg hellere ville have mine børn.

Jeg kommer nok aldrig til at føle mig 100% hjemme i forældrefester og small-talk i skolegården. Jeg ved ikke, hvad det er, men her er jeg vidst bare lidt socialt inkompetent. Det virker let for andre, men det er det ikke altid for mig. Det er dog ikke mine følelser, der er afgørende. Det er min datters og 1. klasse har været god – so far. Det er vigtigt!

Bangebuks
 2018 jeg været pludseligt bange for at miste. Ikke at jeg på nogen måde tror, at det værste venter om hvert hjørne eller at jeg føler, at jeg går rundt med en uopdaget angstdiagnose. Jeg har bare flere gange i løbet af året mærket en pludselig angst for at miste alt det – og ikke mindst DEM – jeg holder aller mest af. Mine børn, min trygge base, mine dyr, mit job, min mand, mig selv.

Måske er det fordi jeg har fået mere overskud til at tænke over, hvor heldig jeg egentlig er trods skærmydsler, skænderier og praktiske ting, der skal gøres. At jeg pludselig kan se det hele mere lyst og klart, fordi jeg har fået hovedet ud af baby-mos-og-ble-tiden, og bedre kan se alt det, jeg og andre omkring mig har skabt med omsorg og kærlighed?

Verden af lave
I det forgangne år har jeg hadet verden og medierne lidt. Nogle gange meget. Jeg arejder selv med kommunikation og medier og ved om nogen, at mediespin og fordrejninger og timede pressehistorier er et spil. At medierne skyder gråspurve med kanoner, og at sensationsoverskrifter sælger, i en tid hvor både printmedia og flowtv er døden nær.

Men med en galning i det hvide hus og en ikke mindre gal mand i Rusland, med verdenshave som bogstaveligt talt flyder over af plastik, med højskolesangbogssange, der ikke må synges og får sindene i kog, selv om historien er gammel (og måske endda plantet til lejligheden af nogen af min slags) og med daglige overskrifter, som taler til laveste fællesnævner – ja, så bliver jeg træt af det.

Hvornår taler vi sammen om at tale pænt? Hvornår taler vi om, at en 7-klasse mener, at det var Jyderne, der blev udrenset under 2. verdenskrig? Hvornår taler vi konstruktivt om, hvad sangteksten om den unge danske, blonde pige egentlig betyder og hvordan vi ikke behøver at udslette vores kultur, fordi en enkelt føler sig udenfor, men i stedet taler om, hvad vi hver isør er formet af og lærer noget om hinanden? Hvornår taler vi om respekt i den forstand, der ikke handler om at enkeltindivider vil respekteres, men at vi respekterer hinanden og samfundet ligegyldigt hvilken hudfarve, tro eller politisk overbevisning, vi har? Hvornår taler vi konstruktivt om ikke at forurene eller forbruge så meget, at vores egne børn endda ikke længere har en jord? Hvornår kommer det på politikernes, skolernes og mediernes dagsorden? Meget gerne snart, for ellers tror jeg, vi kører mod en afgrund, vi ikke ønsker.

Gråt er godt
Hvis du synes, jeg lød gammeldags i foregående punkt, så er dette måske årsagen.
2018 er det år, hvor jeg blev grå. De grå hår kom med fødslen af mit andet barn, og de har formeret sig som kaniner siden. i 2018 nedlagde jeg våben og vedkendte mig mine “små grå”. Ja, jeg købte sågar en mørkelilla shampoo hos frisøren og vasker lystigt i det, selv om jeg føler mig lidt som damerne, da jeg var lille – du ved, dem, som fik blåning i håret ved frisøren.

36 år og gråhåret. Det gør nu ikke så meget, for jeg kan faktisk godt lide dem. Synes, de passer til den, jeg er nu, uden at det betyder at jeg er grå og kedelig. Bare lidt klogere end dagen før og lidt mere sikker på, hvem jeg selv er og vil være.

Jeg blev dem, jeg for få år siden forbandede
2018 blev året, hvor jeg for alvor følte, jeg var ved at have “store børn”. Bevares – de er stadig små, men alligevel var alt det småbørnsagtige slut. Pludselig er en pakke vådservietter noget af det eneste fra den tid, vi havde, tilbage i hverdagslivet. Den store begyndte at efterspørge at være alene hjemme, den lille begyndte at tale om at skulle i skole. De er begge vokset 2 tøjstørrelser på 1 år. Mange små og store ting tegner et billede af, at de er “store nu”. At jeg er “stor-børnsmor” til to.

Jeg har i den grad vænnet mig til det – og selv om jeg ikke siger det alt for højt, så er jeg lettet over, at de ikke er små længere. Når jeg ser på venner med en lille nr. 3 elller 4 i armene, kan jeg godt mærke, at det er et kapitel, jeg har lukket i. Ingen amning, ingen sovetider, ingen grød/mos/modermælkserstatning. En større fleksibilitet og lettelse og ikke mindst overskud, selv om det sikkert lyder forkert eller ikke politisk korrekt at sige.

Jeg kan mærke, at jeg er kommet så langt væk fra den tid, at jeg faktisk godt kan blive lidt irriteret, når et helt selskab skal sidde og hviske, fordi babyen skal sove eller når vi ikke kan ting, fordi det ikke passer med sovetider eller amninger. Jeg er blevet en af dem, jeg syntes var mega indskrænkede og vildt arrogante, da jeg selv stod med en lille på armen. Undskyld.

Jeg siger det dog ikke så højt. Jeg tænker og føler det kun.

Familie er ikke altid let
Året blev også det år, hvor jeg ønskede mig søskende. En følelse, som har været stigende, siden mine bedsteforældre døde og jeg blev den eneste, min mor har at tale med og læsse af på. Min mors sind er kompliceret, og det er langt fra blevet mindre de seneste år.

Til tider er det så svært, at jeg ønsker at cutte kontakten. Eller at jeg i det mindste havde en søskende at tale med det om. Som ikke sagde “så må du bare lade være med at tage telefonen” eller “Så må du skære hende ud af dit liv”. Det ville sikkert være det letteste at gøre, men det ville heller ikke løse alle problemerne. Det ville ikke tage tanken om ensomhed og problemer væk.

Jeg er fanget imellem at ønske mig langt væk og at nære omsorg for det menneske, som har bragt mig ind i denne verden. Også selv om jeg langt fra altid har følt, at jeg var god nok, elsket nok eller accepteret som jeg er. Jeg tror ikke, at der er en endegyldig løsning – jeg tror ikke på, at min mor på magisk vis lægger sine neuroser og sp’øgelser i skabet væk. Derfor har jeg meldt mig ind i Bedre Psykiatri for at prøve at passe på mig selv i forsøget på at prøve at passe på hende.

Av min arm
En anden årsag til, at jeg ikke har skrevet så meget på bloggen er, at jeg i sommeren 2018 fik konstateret gigt i begge hænder og den ene fod. En arvelig form for slidgigt, som desværre er ret aktiv og aggressiv. Jeg blev undersøgt for 3 år siden pga. smerter i hænderne og her fandt man ikke grund til at sende mig til en reumatolog. I sommeren blev det så slemt, at jeg ikke kunne holde om hanken på en kaffekop, åbne en dåse eller holde ordentligt om en gaffel. Og reumatologens dom var klar: Slidgigt i progressiv form i forhold til min alder.

Det er virkelig noget øv. Min søn siger: “Min mor har gift i hænderne”, når jeg ikke kan hjælpe ham i sine kondisko eller binde hans bukser uden at sige av eller få tårer i øjnene. Jeg skal have nogle behandlinger i 2019, og jeg håber meget, at det vil gøre en eller anden form for forskel.

40 calling

Når året rinder ud i morgen, er jeg 37 år. Hermed sidst i 30’erne, er der nogen, der siger. Jeg er ligeglad med, at jeg fylder år og bliver ældre. Det har aldrig generet mig. Og jeg kan nok også langt bedre identificere mig med 40, end jeg kan med 30 år, her hvor jeg står lige nu.

Jeg føler, at jeg er blevet klogere og er kommet mere i kontakt med mig selv, end jeg var, da jeg var 30 år og nybagt mor. Jeg er en bedre mor nu og et bedre menneske over for mig selv og forhåbentlig også over for andre. Gladere for min kunnen og min krop. Det sætter jeg gerne 37 lys i lagkagen for.

Alt i alt har 2018 været et godt år. Et blandet år, et hårdt år, et lærerigt år og et år med tvivl og usikkerhed. Sådan et meget voksent år, synes jeg.

Jeg håber, at du kan gå ud af 2018 med en god følelse. Med optimisme eller med noget nyt, som vil lægge grunden for et fantastisk 2019.

Må 2019 blive dit år, mit år. Vores og fællesskabets år!

Godt nytår til dig og dine!

 

 

 

 

Reklamer