Havde en halv aftale om at tage en af E’s klassekammerater med hjem i dag. Så jeg tjekkede lige op her til morgen, at det rent faktisk også forholdt sig sådan.

Svaret lød ”Ja, det er fint. Har dog glemt at sige det til hende, men bare sig, at kodeordet er Sommerhat – så ved hun, at det er ok”.

Det gav sgu lidt undren og et træk på smilebåndet. Kodeord? Det har jeg aldrig lige oplevet at bruge en form for løsen, når jeg skal have andres børn med hjem. Men idéen er sådan set meget fin.

”Du må ikke gå med fremmede” eller når den ældste kortvarigt er alene hjemme: ”Du må ikke lukke nogen fremmede ind”. Det har jeg da selv sagt til mine børn. Men hvem er en fremmed? Én som siger, at det er ok med mor og far eller én, som giver slik og siger, at man får mere, hvis man følger med?

Det er nu egentlig meget smart med sådan et kodeord. Da jeg var lille, skulle man banke på en bestemt måde til hulen i moreltræet. Tre hurtige og to langsomme. Ikke at der var så mange fremmede, der klatrede rundt i mine bedsteforældres moreltræ, men alligevel. Der er vel styr på tingene og et kodeord føltes sikkert 😀

Med et kodeord kan ungerne få en eller anden form for sikkerhed omkring, at det faktisk er mor og far, som har givet lov til en aftale eller til at man skal følge med, om man må åbne døren hjemme eller på hotellet på ferierejsen eller noget helt andet. Det letter dem for en form for tvivl og betrygger mor og far, tænker jeg sagtens. HVis altså ungerne kan holde det for sig selv.

Komisk? Lidt. Praktisk? Ret meget. Jeg må sgu lige i tænkeboksen og finde det gode kodeord til vores familie.

Disclaimer: For en god ordens skyld vil jeg lige sige, at Sommerhat ikke er det kodeord, jeg fik tilsendt. Det holder jeg helt for mig selv, selvfølgelig 🙂

Reklamer