… hvad der lige sker for at få en pose pølle-trus med hjem fra børnehaven? Ikke bare én gang. Vi taler åbenbart fast praksis her.

Hvad sker der lige for ikke at tippe Bruno ud i toilettet, når ungen har gjort i bukserne, i stedet for at pakke den sirligt ind i plastic og lægge den til modning i garderoben?

FYI: Den lugter ikke mindre af lort og mere af kærlighed, fordi den bliver pakket ind og gemt!

Hvad ville der gå af én for at tippe den i kummen og sende den ud i de evige kloakmarker, hvis den ikke er mast ud over det hele? Det fatter jeg simpelthen ikke. Er det en stille reprimande om, at min søn ikke er 110% toilettrænet, selv om han prøver, det bedste han har lært? Er det en ny anbefaling, at personalet ikke må dreje hænderne så meget, at den kan tippe i toilettet?

Sidstnævnte kan jeg godt strege af listen, for som en kollega sagde i ugens løb: Det skete også, dengang hun havde sin søn i børnehave, og han er i dag i den alder, hvor han har sådan et voksenarbejde i forsvaret.

Jeg skal sige dig, hvad det er: Det er pi**e hamrende klamt! Det er, hvad det er. Jeg kæmper stadig lidt med at se begrundelsen.
Please, karma. Lad snart drengen overbevise om, at man altid – som i altid – skal gå på toilettet, når naturen kalder. Så skal jeg ikke bede om mere. Lige foreløbig.

Reklamer