Torsdag er ”min dag” med ungerne. Deres far arbejder rigtig længe, og det er op til mig, at få dagen til at hænge sammen. Det plejer også at gå ganske glimrende. Sjovt nok, selv om jeg står med hele baduljen selv, så er jeg mere loose omkring tingene. Der er næsten altid rugbrødsmadder, omelet eller pandekager med fyld på madplanen. Rent egoistisk set, er det de retter, der give færrest konflikter.

Nogen dage spiser vi aftensmad i haven eller i på et tæppe på stuegulvet, hvis det er koldt. I går sad vi alle tre dog mere traditionelt omkring spisebordet og ungerne fjollede på den måde, hvor det let kunne gå over gevind og ende i noget, der ikke var for sjov. Heldigvis nåede mit overskud ikke sin begrænsning, for pludselig kom den lille til at tænke på en bestemt sang fra Bamse og Kylling. Hvorfor så ikke høre hele CD’en, når vi nu har den?

Det gjorde vi, og det gav en helt uventet oplevelse. Vi nynnede alle sammen med, imens vi gumlede maden i os, vi prøvede at gætte, hvilken sang ville være den næste, og da måltidet var slut, droppede ungerne både Ramasjang og den omfangsrige leg (med legetøj over hele stuen…), de havde gang i, før vi satte os til bords. Næh nej – nærmest uden ord, blev de enige om at tage et tæppe hen i sækkestolen og sad der, helt tæt sammen, og lyttede til musikken. Store smil og søskende-tosomhed. Hundrede procent hygge.

Nød jeg at se dem sidde og hygge, imens jeg gik og ryddede af bordet? Det kan du gange med hundrede! Hvor meget konflikt og forurettede miner, der ellers kan være med to trætte trolde en time før sengetid, så var det ikke tilfældet i dag. De var mætte, glade og trygge i simpleste form.

Fik jeg tårer i øjnene? Ja! Havde vi haft en helt gennemsnitlig forhistorie, kunne jeg godt have haft det af bare cuteness-overload og taknemmelighed over ikke at have fucket dem helt op. Men det var fordi sidste gang, jeg sad om samme bord og hørte CD’en, var den ældste lille, min mave lidt under to måneder fra termin og hovedet fuldt af bekymringer over mit kommende barns alvorlige hjertesygdom. Hvor hyggeligt og fuldkomment øjeblikket end var dengang, var mit hjerte revet itu over det skrækkelige, fremtiden meget vel kunne bringe for os, for søster og for den kommende lille. At vi måske aldrig blev 4.

Hvad jeg ikke vidste var, at jeg selv samme aften ville blive indlagt med præmature veer og ende akut i en ambulance – babu babu – på vej til Aarhus. At jeg i dagene efter ville ende med at føde alt for tidligt, fordi kroppen ikke accepterede det vehæmmende. At kursen var sat mod alt andet end en lykkelig tid.

Jeg vidste ikke, at lykken skulle tilsmile mig og sætte det skæbnesvangre skakmat. At vi ville ende lige midt i nydningen igen. Lige der. I går. 3 ud af de 4, vi heldigvis er.

Bamses Molodiboks holder hundrede. Også selv om den ældste er 6 going on 16 p.t. Det skønne, naive barnesind skinnede omkap med aftensolen og stroferne. Inde i mit hjerte, skinnede lykkefølelsen om kap med dem <3.

Reklamer