Jeg ville gerne skrevet et indlæg om min dygtige søn, som bare er for sej til det med at gå uden ble. Blefri endda og mega træfsikker i forhold til det med toilettet. Vi har taget tilløb til det før ferien, men i feriens første uge, skete det. Han indvilligede i at gå uden ble. Og han var overraskende god til det! At han så fik diarre på 3. dagen, gjorde, at han fik øvet endnu mere. Men som sagt: Han kunne bare det shit (…ok, den var søgt).

Hen over ferien roste og belønnede vi, selv om det sikkert er no go i de hypede forældrebibler. Men sådan gjorde vi altså. I LEGOLAND, på hotel, på legeplads m.m. – det gik bare rigtig godt. Jeg begyndte at bide mærke i, at der var færre underbukser på tørresnoren og at natbleen var tør.

I fredags begyndte vi at forberede ungerne på, at ferien desværre ville få en ende og at vi skulle tilbage til hverdagen. Og som om, jeg havde trykket på en usynlig og helt forkert knap, begyndte han at tisse i bukserne igen – og det der var værre. Flere gange om dagen. Der var dog stadig flere gange, hvor han nåede det, og natbleen var stadig tør, så jeg så ingen grund til at træde tilbage og give ham ble på igen.

Jeg forventede, at han ville tisse i bukserne i de første dage i børnehaven, og jeg fik ret. Men også hjemme. Han er en værre hyggetrold og en mordreng med stort M, og jeg har på fornemmelsen, at det er hans måde at give hverdagen – og mig – en fed f**kfinger lige i fjæset. Han gider simpelthen ikke det ræs igen! No way! Samtidig har mit evigt skyldfølende moderhjerte på fornemmelsen, at jeg er kommet til at presse ham for meget. Hvornår ved jeg ikke helt, men sikkert i et øjeblik med pølle ud over barnet og buksen, hvor det kan være svært at være ren happy go lucky og ikke føle sig en lille smule forrådt af tilværelsen. At jeg har sagt lidt for meget ”hvorfor nåede du det ikke?” eller har presset lidt for hårdt på, for at undgå ovenstående situation igen.

Det er som om, han tager endnu en tur med trodsalderen og at hans tarmsystem er hans våben i den sammenhæng. Han kan være så hidsig og skrige ”NEEEEEEJ!”, når jeg spørger, om han skal tisse, når han går med fingrene nede i bukserne. Man kan selvfølgelig nok ikke fortænke ham i at finde det rart at kunne mærke sin nye bedste ven.

Men mest af alt tror jeg han er træt, lidt usikker og reagerer på, at det var pokkers hyggeligt at have ferie sammen. At være hjemme og være nære og være væk fra hverdagen. Jeg ønsker mig også tilbage og jeg ville give en pæn luns af højre arm for at kunne være det en langt større del af mit liv. Jeg tror også han reagerer på for mange børn og for få voksne. Voksne, som fortæller mig, at de har børnene inde og tisse på to faste tidspunkter. Min søn tisser ikke på komando. Hvis jeg var ham, ville jeg også synes, det var træls. Det er mere pædagogak end pædagogik i mine øjne.

Så i stedet vil jeg skrive dette indlæg til min dygtige søn. Fordi han fortjener at få det. Fordi han er rigtig god til at prøve og øve. I hvert fald herhjemme. Fordi han er dygtig til at holde fast og holde sin pisseirriterende mor ud. Fordi han er sej inde under sårbarheden. Det skal nok komme – faste tidspunkter og farvelfærd i børneinstitutionerne eller ej. Indtil det gør, vasker jeg tøj hver dag (undskyld klima!) Han er stærk uden på, men skrøbelig inden i indimellem. Jeg skal holde om og holde ved på samme tid. Vi er på vej – vi skal bare lige finde vejen igen.

Reklamer