I starten af ferien sad jeg i min pre-kaffe-tåge og scrollede igennem mit Facebook-feed. Som det nu er med Facebook, var det meste noget, som aldrig går over i historien, nogle likes blev skudt afsted, men så fangede mit øje noget, som ramte midt i den følelse, jeg sad med. Ville jeg nå det?

Allerede før ferien begyndte, var jeg bekymret for “ikke at nå det”. Jeg vidste, hvor presset min hverdag var, med to børn, et job og et ægteskab i årelang krise.

Ferien var vores eneste mulighed for at komme til bunds i alle bunkerne. Bunkerne af rod, der hobede sig op i hverdagen, bunkerne af følelser, der blev undertrykt for at bevare bare en smule af den gode stemning i hverdagen, bunkerne af ord der aldrig blev kommunikeret, men bare ulmede… Ferierne var vores eneste chance for at nå hinanden bare en lille smule.

Ordene kom fra dette indlæg på Facebook. Jeg blev en lille smule skuffet, da jeg nederst indså, at det var en teaser for et onlineforedrag, men ordene var ikke destomindre relevante. De ramte ned i en grundfølelse, jeg selv sad med.

Mit ægteskab er ikke decideret i årelang krise, men har været gennem årelang forandring. Dog stadig fuldt intakt og det priser jeg mig lykkelig for! Men jeg var inderligt bange for ikke at “nå det”.

Nå hvad?, tænker du måske – og det er også en smule ironisk at tale om at nå noget, når man har 3 ugers fri foran sig. Men jeg var mest af alt bange for ikke at nå at falde til ro igen. Ikke at nå at få slappet af og slettet en del af de midlertidige filer, min hjerne slæber rundt på og som gør den både langsom, overfyldt og trist. Lige nu er jeg ikke glad for mit job. Jeg har i hvert fald ikke arbejdsglæde, og det dræner. Det skyldes lige dele store ubekendte faktorer og et arbejdsmiljø, der skraber bunden. Det gør ondt – ekstra ondt, hvis man én gang har været helt nede og bide i græsset på grund af stress.

Jeg var fyldt op til randen af arbejde og hverdag. Af beslutninger, forventninger og mangel på søvn. At at løbe i hamsterhjulet, uden helt at kunne se et mål i horisonten. Sommerferien var mit utopia.

At vi skulle være hjemme i sommerferien var ikke noget nyt. Vi rejser helst i de måneder, hvor Danmark er koldt, mørkt, blæsende og regnfuldt (nårh ja, det kan være en svær definition i forhold til denne sommer…), og bliver hjemme i den tid, hvor Danmark viser sig fra sin bedste side (igen lidt haha). I år var det bare et endnu mere bevidst valg. Vi skulle være hjemme og føle, at vi var hjemme og var sammen alle fire.

Vi havde planer i forhold til huset. Vores gamle udestue skulle ned for at give plads til en forestående tilbygning. Mere om den en anden gang. Ikke just afslappende arbejde, men noget hvor vi både kunne se fremskridt, mål og ikke mindst kunne slå hjernen fra og gå fuldstændig destruktivo. Legoland er også en klassiker – inklusiv en hotelovernatning eller to et sted i Danmark. Og så plejer vi også at tage et smut forbi hovedstaden. Det nåede vi altsammen.

Børnene havde nattøj på store dele af tiden – der var ligesom ingen grund til at komme ud af det. Jeg har skældt mindre ud, og har været på lange gå- eller cykelture med dem hver især eller sammen. Vi har dyppet tæer i Storebælt, ristet snobrød over bål og har bælget og ædt kilovis af friske danske ærter. Og så har jeg sandsynligvis købt min sidste pakke bleer. Vi er virkelig godt på vej til at sige et endeligt farvel til tiden med blebørn. Det er jeg vildt glad for, at vi nåede!

Jeg har erhvervet mig den obligatoriske løbeskade, fordi jeg endelig havde tid til at løbe af lyst og ikke af pligt. Jeg er blevet kaldt på 200 gange om dagen og har vasket bunkevis af tøj som følge af ovenstående bleafvænning. Jeg har handlet og lavet mad og fortærret store mængder sukker. På den front har jeg nået en del.

Jeg har kørt trailer, så man skulle tro, jeg har flere generationer jyde i mig. Jeg har smidt ud og sorteret i de umiddelbare fysiske bunker. Desværre ikke så systematisk i de mentale. Jeg har også mærket rigtig meget efter, hvad jeg føler i min egen krop, og følelsen er ikke så god. Jeg er ikke nået i bund med det, der alt for længe har fyldt mig op.

Min mand og jeg har haft mange ord, der lå og ulmede, men ikke dem, der handler om at skyde hinanden noget i skoene. Mere dem, som handlede om fremtiden og hvad vi hver især tænker om den. Hvad der kunne give os energi. Det nåede vi også (og mandens tablet gik i stykker i løbet af ferien. Tænker, at karma sendte mig en lille gave på den front).

Nåede jeg at føle mig klar til det næste halve år? Ikke det fjerneste, desværre. Som sagt er der en masse uforløste problemstillinger på jobbet, som jeg ikke er herre over og kan vælge at hejse langemanden overfor, men som desværre nok til dels hører til min stilling, at forholde mig til. Jeg skal øve mig i ikke at lade dem hænge ved inden i, selv om det er pisse svært at forbyde dem taletid efter fyraften og i særdeleshed om natten, når søvnen svigter mig og tankerne vandrer.

Jeg er desværre ikke nået ned i gear trods tre ugers mere eller mindre stilstand med base i hjemmet. Jeg har ikke ét sekund været fristet til at tjekke arbejdsmailen eller firmaets hjemmeside. Det er en fasttømret regel ikke at gøre. Desværre har jeg alt for ofte følt jobbets tilstedeværelse som en skygge, der fulgte efter mig. Mavepinen, anspændtheden, søvnløsheden og manglen på lyst til at genoptage gamet 37 timer om ugen. Jeg har ikke savnet at smørre madpakker, sige “kom nu” kl. 6.45 om morgenen, eller cykle som en rasende for at nå at hente begge børn i tide. Jeg har ikke savnet Forældreintra eller livet i børnehaven på godt og ondt. Det tror jeg heller ikke, børnene har. Mest af alt har jeg bare haft lyst til at gøre “noget. Gøre “noget andet”. Det har jeg dog selv spændt lidt ben for, som fremtidige indlæg vil vise.

Jeg har endnu en dag, før hamsterhjulet sætter farten op. Helt bevidst en dag alene, for ikke at være alt for trist over, at ferien ender på børnenes sidste feriedag. Jeg kan bedst lide mig selv om sommeren. Her er jeg tættere på den, jeg allerhelst vil være som mor, kone og menneske. Det er nok ganske naturligt og alment at føle big time ferieblues, når tre ugers ferie ender. For trods alt har jeg været sammen med dem, som betyder allermest for mig. Hver dag. Og det i sig selv en en gave, som jeg aldrig ville undvære. Lige om lidt trykkes der på tempoknappen. Jeg kan bare ikke løbe lige nu – fysisk og metaforisk. Jeg er stadig træt og øm. Måske lige netop den følelse skal være min rettesnor, når cirkusset åbner igen?

IMG_0173 (1)

 

Reklamer