Det siges, at man skal høre meget, før ørerne falder af. Måske jeg tabte mine et sted i Tyskland.

Mit skoletysk er på forståelsesplan ganske intakt, men vi var ikke meget længere væk, end at der stadig tales dansk i flæng, når man færdes i gaderne. Der var en del mennesker, og pludselig løb en lille dreng på tværs af gaden. En kvinde tog fat i hans arm, før han nåede for langt væk, hvorefter han fik en højlydt formaning: “Du skal blive her. Ellers kommer manden og tager dig!”

Say whaaaat? Sagde hun lige det? Manden kommer og tager dig? Nu kan det godt være, at du er af en anden opfattelse, men i mine ører er det den direkte vej til at sætte så stor en skræk i livet på knægten, at han bliver sengevæder, til han er 14 år.

Jeg er ikke stor tilhænger af at skræmme frem for at give en forklaring. “Manden” er i mine øjne en udefinerbar og uhyggelig måde at give barnet grænser, for er det denne mand eller den næste, eller står han og kigger på dig på næste gadehjørne? Hvorfor ikke sige det, som det er: “Jeg vil gerne have, at du bliver her, for hvis du bliver væk fra mig, bliver både du og jeg rigtig kede af det”. Hver fugl synger med sit næb, og min måde er sikkert ikke den bedste – men det er den dog i mine øjne.

Jeg kan huske som barn, at min mor talte om, at nogen kidnappede børn (altså ikke at hun truede mig med det!). Jeg kan huske, hvor meget det skræmte mig bare at vide det. Vide men ikke forstå. Min mor er typen, der er bange for mange ting – eller i hvert fald bekymret for meget, men jeg synes ikke, jeg er blevet det samme. Det håber jeg i hvert fald ikke. Jeg kan huske, hvordan min barnlige hjerne arbejdede videre. At jeg ikke forstod hvorfor. Hvad ville kidnappperne med et barn? Og hvad hvis man ikke kunne finde sine forældre? Det var sgu skrækindjagende!

Hvorfor inducere den frygt bevidst i sit barns sind? Jeg ved godt, at min mormor havde Den Store Bastian stående på bogreolen, hvor børn fik klippet fingrene af, hvis de var uartige. Man gjorde det engang, men skabte det mennesker og mod på at træffe det bedste valg? Eller snarere magtunderkastelse og mangel på selvtillid?

Der er nok ting at bekymre sig om som mor – i den grad også i dag – men vi er vel blevet lidt klogere, er vi ikke? Kloge nok til ikke at bruge en ansigtsløs fjende, de ikke kan lære at forholde sig til? Jeg kan godt forstå, at man kan blive desperat for at beskytte sine børn mod alt ondt – holde dem tæt på sig og gøre sit til at de ikke unødigt møder sorg, frygt og smerte. Blive desperat, hvis man ikke kan få dem til at høre efter i situationer, der potentielt ikke er gode. Men lærer de noget af frygt? Lærer de at forholde sig til tingene og vælge den logiske løsning?

Jeg er derimod fan af ærlighed – af alderssvarende forklaringer, der giver (dem) mening og ikke bliver langhårede. Dem, der ikke blot har til formål at højne min egen magt, mere end højest nødvendigt. Ikke mere, end at det i sidste ende selvfølgelig er i min bedste interesse, at mine børn ikke stikker af. Der skal nok komme en dag, hvor jeg bliver nødt til at fortælle mine børn, at verden ikke kun er lutter fredagsslik og rare mennesker. At livet ikke altid er happy go lucky og at nogle mennesker ikke er til at stole på. Men aldrig uden en forklaring. Aldrig uden at de kan stille mig spørgsmål, som jeg vil besvare efter alder og bedste evne. Aldrig for at få min vilje.

Det var mine ord og fordomme for i dag. Jeg vil så gerne være et fordomsfrit menneske, og guderne (og I læsere) skal vide, at jeg på ingen måde er ufejlbarlig som forælder.

Men den sætning ramte mig altså bare lige midt i mellemgulvet og moderskabet.

P.S. Hvis du finder mine ører et sted i Nordtyskland, så pas godt på dem. Det højre mangler noget hørelse, men jeg vil gerne have dem igen, så jeg kan fortsætte med at lytte til mine børn og prøve at blive bedre til at være deres mor.

Reklamer