I morgen ved det her tidspunkt, har jeg forhåbentlig opbygget en promille, der er høj nok til at glemme hverdagen lidt, men lav nok til at jeg ikke ender med hovedet i toilettet. Jeg er faktisk ikke ret god til det med at drikke, og jeg holder det heller ikke ved lige på grund af børn der vågner før fanden får sko på, ligegyldigt, hvor sent de kommer i seng, og fordi jeg er den der løbetype, med en lille mega-hellig engel siddende på højre skulder, som hvisker til min samvittighed, at en ordentlig pind i øret giver bagslag i benene en uge efter. I know. Virkelig nederen type!

Men i morgen er jeg hamrende ligeglad (næsten), om mine ben føles tunge i alle mine tre ferieuger. Jeg føler, at jeg dagligt har løbet en marathon siden nytår, og ikke af den dersens 42-komma-noget-slags. Det gad jeg ellers godt kunne.

Siden nytår, synes jeg, vores liv og hverdag har taget en drejning, osom fuldstændig har overmandet mig. Der har godt nok været nogle grimme bump på vejen. Jeg er konstant grundtræt og træt af det hele indimellem. Jobbet trækker tænder ud, planer om husombygning har været op ad bakke, ungernes nye hverdag hver sit sted i byen har fået mig tilbage i klokkestrengen, og parforholdet kunne godt trænge til en saltvandsindsprøjtning, hvis vi skal have andet til fælles end børnene om nogle år. Det har været hundrede procent hamsterhjul i et halvt år nu, og der er der ikke meget grin ved.

Så når mine kolleger eller familie spørger: “Nå, hvad skal du så i ferien?”, er svaret klart: Jeg skal ingenting! Være hjemme og føle, at jeg får lidt kulør på hverdagen igen. Ingenting, så jeg hver morgen kan slippe for at sige “Kom nu” eller “Skynd jer” eller andre formaninger. Ingenting, så jeg kan blive en bedre og mere nærværende mor. Ingenting, så jeg kan få skuldrene ned og komme tættere på min mand igen. Ingenting, så jeg kan få ro på. Bare ro.

Jovist, vi skal da bade, hvis vejret tillader det, grille med venner, spise is og i Legoland og lignende. Men det skal været fordi vi vil og ikke fordi vi skal. Jeg kan da godt mærke et strejf af egoisme, når jeg siger ingenting, så tydeligt, som jeg skal, for når familien presser på for besøg og planer, er det jo fordi de gerne vil os og vores selskab. Men helt ærligt, så er jeg rædselsslagen for, at min ferie pludselig er gået, før jeg har fået kroppen lidt på plads igen. Før jeg kan mærke mig selv igen. Jeg føler, jeg har tabt mig selv på gulvet et sted mellem 1. januar og nu.

Det skal nok komme, når jeg får lov til at få pulsen ned igen. Jeg skal nok blive social og være sød og omgængelig igen. Jeg er bare træt og trænger enormt meget til lidt frihed.

Om knap 16 timer kan du ikke se min røv for bare skosåler, når jeg spæner ned fra tredje sal på jobbet og råber “Ses, røvhuller”. Ud, ud, ud – ud i sommerferielandet. Ud, hvor det hele giver mening at være. Sammen med min lille enhed. Dér, hvor jeg hører hjemme ❤

Reklamer