Jeg har været 100% ved siden af mig selv, siden jeg i dag læste om den lille 4-årige pige, der forsvandt fra sin børnehave. Stakkels lille menneske! Da jeg læste nyheden i morges – før dens alvor for alvor blev udfoldet – mærkede jeg en lille angst over, at lågen i min søns børnehave ofte står åben om morgenen. Jeg vil godt indrømme, at jeg mere end én gang har set i ånden, at et af børnene stikker afsted på eventyr, imens de to pædagoger, der normalt er til morgentjansen, er travlt optaget af alt fra at vinke til at skifte børn og sørge for morgenmad til de mindste. Hver gang har jeg desperat forsøgt at ryste billedet ud af hovedet igen. Der er ingen garanti for, at det ikke vil ske, men jeg kan simpelthen ikke leve med tanken om det.

At læse om, at et ekstremt perverteret individ på koldblodig vis går hen til en børnehave, løfter en 4-årig pige over hegnet, lokker hende med chokoladekiks og derefter forgriber sig seksuelt på hende – på en 4-årig!!!! – og efter sin ugerning sætter hende af ved børnehaven igen, overladt til sig selv. DET er sygt og fucker mit moderlige styresystem helt og aldeles op. Jeg er fuldstændig lamslået og har siden jeg læste det, følt at jeg skal kaste op. Det, som simpelthen ikke må ske, skete. 1,5 times kørsel fra mit hjem.

Da jeg læste det, skannede min hjerne straks børnehavens areal. Hvor er legepladsen sårbar? Ville pædagogerne kunne se, hvis nogen forsøgte at tage et barn? Er de overhovedet voksne nok til at overskue, hvis et barn manglede, før længe efter? Derefter gik skanningen til skolens skolegård. Jeg blev ikke efterladt tryg. Tværtimod.

Det, overhovedet at kunne se et barn som et seksuelt objekt går langt, langt over min forstand. At forbryde sig imod et lille, forsvarsløst menneske, der ikke er i nærheden af at vide, hvad sex overhovedet er. At være så gedigent syg i potten, at man kan finde på det – jeg kan ikke fatte det!

Udover kvalmen, som stadig hænger ved flere timer senere, er angsten dominerende. Vi afleverer vores kæreste eje(r) i andres varetægt, og hvor de skal være trygge, når vi selv ikke kan være ved dem på grund af samfundets beskaffenhed, og så sker sådan noget. Før du kommer op i det røde felt, så er dette på ingen måde en anklage imod pædagogerne i den pågældende børnehave. På ingen måde. Ingen kan tage højde for så syg en mands hjerne. Eller flere mænd. Den tanke vil jeg heller ikke tænke til ende. Jeg fatter det på ingen måde.

Mit hjerte bankede, imens det indre var i oprør, da jeg kørte fra jobbet. Jeg kunne ikke hente dem hurtigt nok. Ikke komme hurtigt nok hen for selv at kunne passe på dem. Det hev og sled i mig. Jeg havde brug for at se dem, se at de var der og holde om dem. På børnehavens legeplads mødte jeg en anden mor, som kiggede indgående på mig og hviskede: Har du hørt nyheder på vejen hjem? Jeg nikkede og gåsehuden kom igen. Hun havde tårer i øjnene.

Vi skal ikke overvåge vores børns mindste bevægelser og deres frie rum i børnehaven. De skal have et liv, vi ikke altid er en del af. Men lige i dag kunne jeg alligevel godt få en trang til det. Til at plastre alle hjørner af børnehaven og skolen til med kameraer, så ingen kunne komme til at gøre sådan noget uset nogensinde igen. Lige som jeg i situatiuonen godt kunne tænke mig en langt mere middelalderlig afstrafning af dem, som forgriber sig imod børn. Lige nu kan jeg ikke forestille mig at give slip og lade min datter gå hjem fra skole selv.

Der er syge hjerner til, og jeg er ikke blevet mindre opmærksom på det, efter jeg er blevet mor. Tanken om, at nogen skulle gøre mine børn ondt – hvad enten det er min søn eller min datter – ville få mig til at overveje selvtægt. Jeg vil ikke være bange, selv om jeg bliver det igen og igen. Jeg vil så gerne tro på livet og friheden og lægge en åben verden for deres fødder.

Hvornår er det, man taler med dem om, hvad der kan ske, uden at skræmme livet af dem? Hvornår er det, man skal forurene den barnlige uskyld med ting, de aldrig burde vide fandtes? Vi har mange gange fortalt dem, at de ikke må gå med nogen, de ikke kender. Og selv det føltes en smule underligt; som om jeg satte en skræk i livet på dem. Men det er desværre nødvendigt. Jeg vil gøre alt for at forhindre, at mine børn nogensinde skal opleve noget ondt, men jeg jeg kan heller ikke helt forene mig med tanken om, at indvie dem i, hvor syge nogen mennesker kan være. Jeg kan ikke forene mig med at fortælle min 6-årige datter om, at voksne ikke skal stikke noget ind, hvor det ikke hører hjemme eller bede hende røre eller være et sted, hun ikke skal. I mit hoved er hun bare for lille til det.

Hvad gør man? Hvad hvordan italesætter (hadeord!) man det, uden at skræmme livet af dem? Hvad ville du sige, hvis du overhovedet vil sige noget?

 

Reklamer