I dag var en ganske særlig dag. I hvert fald, når man er nyslået 6-årig og går i førskole, og første gang finder ud af, at “Meller-dag” eksisterer. Nu lyder det som om, at det er et almengyldigt begreb, men jeg skal indrømme, at jeg aldrig havde hørt ordet før i går kl. 15.30, da jeg hentede min datter i SFO’en. Bevares, konceptet eksisterede også, da jeg gik i skole: Sidste skoledag, og karamelkast fra 9./10.-klasserne. Det havde bare ikke et navn, derude på landet hvor jeg kommer fra.

Hendes reaktion på det faktum, at der eksisterer en dag, hvor nogen bogstaveligt talt kaster slik efter dig, har været noget nær som Jerry Seinfelds halvgamle Halloween-sketch. Get candy, get candy, get candy!

Hendes hoved var simpelthen i karamelland, fra det øjeblik, hun stod op. Hun havde allerede lagt en minutiøs plan for, hvordan hun kunne gemme sig under bordet, for ikke at blive ramt af karamellerne, men samtidig at kunne fange dem, når de andre ikke kunne gribe. Det var lidt gennemtænkt, må jeg medgive hende.

Hun insisterede på at høre historier om, hvordan det foregik, da vi gik i skole, og spærrede øjnene op, da vi kunne berette om vandkampe, udklædning og om, hvordan 10.-klasserne dengang havde haft karamellerne i fryseren, så de kunne ramme ekstra hårdt.

Forventningens glæde var stor, og skolen er blevet en del mere socialt tænkende, end da jeg gik i skole. Her var det hver mand for sig selv, når det galt om at få karameller i lommerne – ikke noget med at dele ligeligt til alle. Hun kom hjem med en fin pose med sit navn på – fuld af karameller. Der er sikkert endt nogle i hendes lille mave, men hun havde de fleste med hjem. Forventningens glæde havde været større end lysten til at spise dem alle på én gang. Det tror jeg sgu ikke, jeg ville kunne have præsteret, da jeg var 6 år.

En stor verden åbner sig gradvist for hende, koncept for koncept. Karamellerne er de små elevers højdepunkt og omdrejningspunkt for sidste skoledag. For de ældre er det noget andet, der trækker. På vejen hjem fra arbejde, passerede jeg adskillige stang stive teenagere, imens der stadig var godt kog i Eventyrhaven med glade, fulde, fjollede unge. Og som den mor, jeg nu engang er blevet, var min første tanke, at jeg er rigtig glad for, at der er længe til hun er én af dem. At jeg har god tid til gradvist at give slip uden nogensinde at slippe helt.

Reklamer