Som sagt havde jeg ikke rigtig overvejet det med skole, før min datter blev født eller overhovedet var i stand til at holde sit hoved selv. Jeg havde generelt ikke pløjet mig igennem alverdens forældrebibler eller forældre do’s and don’ts, og var nok lidt til den optimistiske side med en tro på, at med almindelig sund fornuft og kærlighed, kunne vi komme ret langt.

Det kunne vi også, men jeg skulle hurtigt sande, at moderne forældreskab har langt flere og komplekse facetter end blot ro, renlighed og regelmæssighed. Så som opskrivning til skole, imens man stadig lå på fødelejet. Det vidste alle andre, lod det til.

Jeg vil ikke sige, at jeg lod mig presse til at skrive hende op til en privat/fri grundskole. Jeg havde jo selv gået i folkeskolen og skoler med egenbetaling var langt ude for økonomisk rækkevidde hjemme hos os, da jeg var lille. Men som med så meget andet nybagte forældre præsenteres for som “vigtigt”, hvad enten det er babyudstyr eller skolevalg, tænkte jeg: “Ok, så gør jeg det da også”. Også selv om det sandsynligvis ikke var strengt nødvendigt eller nogensinde ville blive brugt. Det lød jo meget plausibelt alt sammen, og der blev talt varmt om skolen fra stort set alle sider af.

Da vi nærmede os tiden for skoleindskrivning, var det bemærkelsesværdigt, hvor mange, der spurgte til, hvilken skole vores datter skulle gå på. Jeg mødte også undrende blikke, når jeg fortalte, at hun var skrevet op til én ikke-folkeskole. Kun én?!?? Flere havde taget hele rækken, når de var i gang. Top-velovervejet forældreskab,dér!

Da vi så alligevel fik plads på den frie grundskole, trods “sen” opskrivning, fik piben meget overraskende en anden lyd. Hvorfor valgte vi dog folkeskolen fra? Nej, andre havde sandelig valgt folkeskolen aktivt til, for at styrke den og øge ressourcerne. Ikke de der frie og private skoler. Nej, befri mig vel! Var jeg forvirret over den pludselige kovending? Det kan du godt gange med hundrede.

Måske det bare var som med så meget andet i moderskabet. Du træffer valg, som du tror på, eller som andre fortæller dig, er det eneste rigtige. Bedst som du tænker, at du har fundet frem til moderskabets hellige gral, bliver du venligt, men bestemt, gjort opmærksom på, at det ikke er den rigtige hellige gral. Der er sjældent en afkrog af moderskabet, andre ikke kan have en mening om – og Gud forbyde, at de skulle holde deres mening for sig selv. Nå, men nok om det. Det er ikke det, indlægget her skal handle om.

Jeg følte virkelig, at jeg skulle forsvare mit valg, uden at jeg helt forstod hvorfor. At jeg pludselig gik fra – i andres opfattelse – at være vogteren af min datters fremtid til en gemen forrædder af de danske fællesskabsværdier (meget firkantet sat op). Det var som om ingen rigtig troede på mig, når jeg sagde, at jeg oprigtigt ikke har noget som helst imod folkeskolen, men bare har fundet den mindre skole som en god løsning for min datter ud fra den, hun er. Endda den skole, som ligger tættest på vores hjem. Jeg kan selvfølgelig sagtens se, at det kan lyde hyklerisk at sige, at folkeskolen og jeg ikke har noget udestående, når jeg har valgt folkeskolen fra. Ikke desto mindre mener jeg alt, hvad jeg siger.

Jeg kan af gode grunde ikke udtale mig om at have barn i folkeskolen anno 2017, men jeg vil godt dele en form for plus/minusliste ved det skolevalg, vi har truffet.

Afstand og størrelse er klart øverst på positiv-siden. Skolen HAR flere ressourcer pr. klasse i form af voksne, den tilbyder en synlig mulighed for aktivt at blande sig i skolens valg og muligheder via forældrebestyrelsen. Den HAR også kortere skoledage, og noget, jeg finder meget attraktivt: En kreativ profil.

Derimod synes jeg, at skolen har en stor hage i forhold til, hvad jeg egentlig OGSÅ ønsker, at mine børn skal have med sig på deres dannelsesrejse. Skolen afspejler i ringe grad det samfund, den er en del af. Der er børn fra forskellige familiekonstellationer, fra land og by og til dels også fra forskellige samfundslag. Og så alligevel ikke. Vi ligner sgu hinanden ret middelmådigt og ganske gennemsnitligt meget. I hvert fald i min datters klasse. Og det gælder ikke kun på den middelklasse-agtige facon. Det generelle elevbillede er ret leverpostejfarvet og med blå øjne og med en hudfarve, der vidner om, hvor lidt solen skinner i Danmark.

Der mangler efter min mening mangfoldighed i kultur og oprindelse, som kan lære mine unger en masse om, hvordan verden er, tænker og tror. Jeg tør godt lægge hovedet på bloggen for, at de får et åbent sind med hjemmefra. Møder mennesker med alverdens oprindelse og vi kan altid tale om, hvorfor nogen tror på ét, imens andre tror på noget andet. Smager mad fra hele verden og blive klogere på højtider og traditioner, der ikke er vores egne.

Men det er derhjemme. Jeg kunne godt tænke mig, at skolen havde mere “Hvor kommer du fra og hvorfor gør du som du gør, imens jeg gør som jeg gør?”. Fokus på fællesskab er stort på skolen – men det er et lidt ensidigt fællesskab. Det er også en stor og vigtig del af at være menneske, hvis vi tør interessere os for hinandens ligheder og forskelligheder.

Jeg er nu glad for det valg, vi traf, og jeg kan slet ikke få armene ned over, hvor glad min pusling synes at være for sin skole og sine klassekammerater. Hvor afslappet og ligefrem, hun er på skolen, og sjældent brokker sig over at skulle derind. “Årh, mor. Hvorfor har vi fridag i morgen? Hvorfor skal jeg ikke i skole?”.

Det tror jeg faktisk aldrig, er kommer ud af min mund i min skoletid. Så kan vi ikke have valgt helt skidt, vel?

Reklamer