Der er vidst noget om, at jeg mangler at skrive om det der med skole? Der er i hvert fald en del at skrive om! I går var det 2 måneder siden første “skoledag” i forårsskolen. 2 intense måneder, hvor alt synes at ske med lynets hast – på den gode måde.

Hvis du havde spurgt mig for 2 år siden, ville jeg have fortalt dig, at det med forårsskole var en f***ing spareøvelse fra kommunens side. At de bare sendte ungerne videre før tid for at spare penge. I hvert fald sådan lidt firkantet sat op. Hvad jeg ikke vidste den gang, var at vores datter var mere end klar til skolen, selv om hun startede 4 måneder “før tid”. Og at skolen, hun er endt på, gør et rigtig godt job, når det gælder om at møde de små i den store nye verden og møde dem i den overgang, de står i.

Hvad vi heller ikke vidste, var, hvilken skole, hun ville ende med at gå på. Da hun blev født, skrev jeg hende op til en af byens frie grundskoler. Mest fordi nogle af de øvrige mødre i mødregruppen kiggede på mig med misbilligende blikke, over at jeg ikke allerede havde gjort det – ej heller overvejet det!

Med tiden kom jeg til at se skolen som en god mulighed for hende, efter som hun i en længere periode vel var/er det, man kalder sensitiv (jeg er ikke helt gode venner med den betegnelse). Hun havde/har i hvert fald antennerne ekstremt meget ude og tog/tager alt ind uden filter, hvilket ofte sled/slider på hende. Skolestart virkede som lysår væk.

Men pludselig var den der, den der skolestart, og vi fik ikke brev fra den skole, vi havde skrevet hende op til. 4 uger efter fødslen var åbenbart håbløst langsomt. Den frie grundskole var mig ikke magtpåliggende; den var en mulighed. Folkeskolen var aldrig et andetvalg eller et nødvendigt onde – misforstå mig ikke her. Nu kunne vi tale konkret med vores datter om, hvor hun skulle gå i skole i stedet for at have to muligheder i spil.

2 måneder senere plingede en mail ind på min telefon. Der var alligevel en åben plads til vores datter på den frie grundskole. What to do? Den frie grundskole, som vi havde hørt rigtig meget godt om, som lå tættere på vores hjem og hvor klassekvotienten var betydeligt lavere, men hvor hun ikke umiddelbart kendte nogen andre børn, eller den lokale folkeskole, hvor mange af vennerne skulle gå, men hvor klasserne var større og en ligelig mængde at ris og ros var kommet os for øre?

Vi endte med at vælge den første. Hvorfor? Fordi vi stadig huskede, hvorfor vi skrev hende op i første omgang. Fordi vi fandt den mindre skole til pigen med alle antenner ude som et godt sted. Nu er hun større, men evnen til at tage alt ind uden filter er ikke blevet mindre. Vi valgte at gå med mavefornemmelsen, da vi fik mulighed for det – ikke andet. Bonussen er så, at skolen er ekstremt kreativ og sprogligt fokuseret, og det samme er vores elskling.

Valget har langt overvejende været rigtig godt her igennem de første to måneder. Hånden på hjertet, har jeg faktisk følt lidt tvivl – vi har jo for pokker truffet et rimelig stort og definerende valg for hendes liv. Hvor meget har din skolegang ikke lige formet den, du er? Heldigvis er det meste af tvivlen gjort til skamme – i hvert fald lige nu. Tvivlen og hvad jeg synes, skolen har og mangler, tager vi hul på i næste indlæg, for nu venter madpakkerne, skolebiblioteksbøgerne skal findes og forældreintra skal frekventeres.

God aften ❤

Reklamer