…spiller det optimalt at sidde i sofaen og drikke mængder af kaffe, kigge dybt i fredagsslikskålen og være lidt god ved mig selv.

Han er i biffen med en kammerat, ungerne sover og jeg har fjæset fuld af hvis ansigtsmaske, sweatsuit fra top til tå og nylagt neglelak på fingre og tæer. What’s not to like? Ja, jeg indrømmer det. Jeg har mega optur over af have en aften til mig selv. Det sker ikke særlig tit, og det skal nydes. Ikke at skulle tage hensyn eller stilling til andre for en stund.

Jeg har i omegnen af 10 indlæg, jeg har påbegyndt denne uge, men ikke fuldført. Mine tanker har været et helt andet sted. I et pænt dystert limbo mellem virkelighed og minder. Mine venners tab af deres lille søn har vendt min verden op og ned. Intet at sammenligne med deres virkelighed lige nu – misforstå ikke – men den sidste uges nyheder og oplevelser har lagt et filter over min bevidsthed. Jeg har – ikke så mærkeligt – har svært ved at fatte det. At så lille et menneske skulle dø fra så gode forældre. Dø i det hele taget. Billederne af den fyldte kirke med de mange blomster og den mikroskopiske kiste kører lidt på repeat på nethinden. Det er én del. En anden er, at det har vækket en stor del af mine egne minder, med min egen søn, fra en tid, vi måske er langt fra nu og så alligevel ikke. Det var jo for lidt siden, vi skulle forholde os til hans sygdom og til, at han måske ikke overlevede.

Det gjorde han heldigvis, og der går ikke én dag, uden at jeg takker universet og lægerne for det. Jeg har mine to børn lige her. De to børn, det er meningen, jeg skal have. Jeg har krammet dem ekstra meget, og jeg har flere gange haft en vild trang til at forlade kontoret og løbe ud og hente dem. Bare fordi jeg ikke havde lyst til at undvære dem længere.

Jeg har ikke problemer med at tale om døden og det svære, og har også gjort det med mine venner, selv om ord er tomme i deres enorme sorg. Ordene kan måske gavne senere. Alligevel er jeg mega påvirket af det hele og har levet i slowmotion mentant.

Siden januar, synes jeg, det svære har stået i kø, uden at jeg rigtig har fået mulighed for at fordøje det hele. Jeg har bare fulgt med. Der er også sket nogle rigtig gode ting. Mine to børn trives godt hver deres sted og viser deres helt igennem fantastiske sider – deres videbegær og evne til at være rigtige venner for dem omkring dem. De bliver store lidt for hurtigt lige nu – men på en god måde. Kunne man tage ældstens konstante prøven-kræfter-verbalt-med-mor væk, så var den lige i skabet.

Jeg elsker de starutter på godt og ondt, og jeg er blevet mindet om, at jeg kommer til at tage dem for givet indimellem. Jeg var én person, før jeg fødte dem, og nu er jeg en anden. Jeg kan aldrig nogensinde kunne finde mit gamle jeg igen, for der er bare ikke en verden uden dem. Måske en weekend med kæreste- eller mor-fri. Men aldrig uden dem. Den verden eksisterer ikke for mig. Den verden må aldrig komme til at eksistere.

Hvad vil jeg sige med det hele? Ikke andet, end at jeg er pisse sårbar i kølvandet på alt, hvad der er sket. Sårbar og vildt taknemmelig for det, der er mig givet og det, jeg har kæmpet hårdt for.

Sådan man kan så sidde her – alene hjemme og tænke tunge tanker på en fredag aften. som 19-årig havde det måske nok været min største frygt, men her efter 30 år virker det absurd at tænke på noget så banalt som en frygt. Nu er det rart at give sig selv lov til at sidde og mærke efter. Det har jeg trængt til lidt for længe.

Jeg kunne godt pimpe et glas Asti eller to og blive en smule bimmelim, men også her spiller virkeligheden ind. Barnefaderen har friaften og derfor er ungerne også “mine” kl. 6 i morgen tidlig. Så jeg nøjes med kaffe. Den smager nu også ganske godt i mit eget selskab, og en langsom lørdag morgen med slyngelynglen er bestemt heller ikke at kimse af.

God weekend ❤

 

Reklamer