Den største sorg har ramt nogle af de mennesker, jeg holder meget af. Nære venner har mistet deres 12 dage gamle barn til sygdom, som ramte som et lyn fra en klar himmel og i al hast tog den lille væk fra dem, før de dårlig nok havde fået lov at lære den lille at kende.

Beskeden kom – sort på hvidt på mobilskærmen stod livets hårde kendsgerning dér. Et liv, vi i menneskets glade naivitet tager for givet og fejrer. På fredag skal vi sige farvel.

Mit hjerte græder, og jeg hulker med, over den afmagt, de unægtelig sidder tilbage med lige nu. Et moder- og faderhjerte, som er flået ud af brystet på dem og blotlagt, så al verdens uretfærdighed, brutalitet og byrde kan trampe på dem. Forsvarsløst og sårbart og nu i titusind stykker. Hjerter, som med tid vil samle sig igen, men aldrig nogensinde blive det samme.

Jeg blev selv trukket gennem helvede i forbindelse med min søns fødsel og livstruende hjertesygdom. Her ville guderne, karma eller hvem det nu er, der bestemmer, at jeg skulle få lov til at beholde ham, selv om vi kun lige akkurat holdt fast med det yderste af neglene. Jeg skulle forholde mig til døden og tabet som en meget mulig følgesvend allerede under graviditeten og i høj grad efter hans fødsel og operation. Sorgen var der midt i glæden, og den truede med at vokse sig større. Lægerne og jordemoderen talte om død med bryske miner og faglighed, som ikke lod skjule, at de havde et professionelt forhold til den, men det var endnu værre, når de nærmeste satte ord på den. Det måtte ikke ske – så ond måtte verden ikke være!

Jeg frygtede at skulle meddele verden, at han ikke levede. Møde forventningsfulde mennesker, som havde set maven, men ikke kendte realiteterne. Holde barsel uden baby – helt alene med børneværelset, barnevognen og en monstrøs sorg. Hvordan skulle jeg sige det til verden og ikke mindst til min datter, hvis det utænkelige skete? Hvordan skulle vi holde meningsløsheden ud?

Til trods for dette er jeg slet ikke i nærheden af forestille mig, hvordan det føles at være lige dér, hvor mine venner er nu. Den ultimative sorg har ramt dem, og lige meget hvor meget vi omkring dem siger ”Hvad end vi kan gøre, så sig til – hvad end I har brug for”, så kan vi kun give dem det næstbedste: Kærlighed, omsorg og et forsøg på trøst. For vi kan ikke give dem det, de mest af alt har brug for: Deres barn. Der står en tom barneseng og venter med liggeaftryk og en dyne, der dufter af den lille. Men den lille kommer ikke igen.

Uden at vide præcis, hvordan de har det lige nu – selv om jeg har været i det følelsesmæssige nabolag – vil jeg dog tro, at de har nogle af de eneste forudsætninger, der på kort og langt sigt kan lindre lidt: Et stærkt netværk, en enorm kærlighed til hinanden og allermest: To smukke, levende børn, som de hver morgen skal stå op og være forældre for. Som har behov for dem, selv om verden er væltet og helvede har åbnet sig. To, hvis liv fortsætter og giver dem grund til at leve deres – smile og elske. Lille E var min redningsplanke, da vores verden brast. Hun var lige der, levende og varm og krævede min omsorg og kærlighed. Hun forstod ikke min sjæls smerte og verdens hæslige realiteter – og skulle ikke forstå den. Hun skulle kun forstå i børnehøjde. Hun fik mig ud af sengen. Hun fik mig til at tale om det. Hun fik mig til at fungere.

Sorgen er enorm – og heldigvis er kærligheden imellem dem det samme. Os – alle os omkring dem, som også holder af dem – har nu en opgave at græde med dem og holde om og holde af. Lytte igen og igen og igen, og komme med varm aftensmad og kolde ting til fryseren til de dage, hvor de knap kan stå op. Vi skal vise at vi er der og ikke vente på, at de selv rækker ud efter hjælpen, imens de ikke kan mærke sig selv. Vi skal tage hånd om deres børn sammen med dem og tage opvasken eller vasketøjet, når det kniber. Vi skal kunne være der, uden at sige noget. Vi skal huske at smile og grine med dem, når de engang er klar til det igen. Lytte og tale i deres tempo lige så længe, som de har brug for det, selv om hverken de eller vi nogensinde kommer til at forstå. Vi har alle en forpligtelse til at vise, at vi er der for dem ubetinget. Os som delte forventningens glæde med dem, skal også kunne rumme deres sorg.

 

Det er tungt, forbandet tungt, at dø mens hjertet stadig er ungt

Citat: H.C. Andersen

Reklamer