I går lærte livet min søn en mindre lektie i livet. At det kan være godt at huske på, hvor fingrene har været sidst. En lektie, som man som småbørnsforælder nogle gange prøver at fortrænge, når barnet glad og fro kommer og stopper mad i munden på én, når man mindst venter det, eller rører ved alle vingummierne i slikskålen.

Vi har en rimelig standard for håndhygiejne, hjemme hos os, og i går, da yngsten ville hjælpe med aftensmaden, var hænderne såmen også vasket, før aftensmadsprojektet gik i gang.

Han er umådeligt glad for at hjælpe til, men også umådeligt nysgerrig og har en trang til at undersøge og pille i ALT! Det er ikke helt rigtigt, hvis man ikke har forsøgt 1) at skille det ad, 2) at se hvor meget det kan holde til eller 3) at mor har sagt stop eller bedt om at lade være/lade ligge/lade gå – mindst tre gange. Om det er fordi han er dreng, 2. barn eller helt uden for nummer, ved jeg ikke helt.

MEN, når man så splitter en wannabe habanero-chili, som ligger og tørrer på et fad i vinduet, ad – OG lige bagefter piller næse. Så er der afregning ved kasse 1. AV, siger jeg bare – og det gjorde han så sandelig også. Om han har lært noget, ved jeg ikke. Man kan da håbe. I hvert fald gav karma ham lidt igen.

Nysgerrighed er sundt og helt ok, men at det kan være godt givet ud at tøjle den lidt indimellem, indtil mellemhjernen er færdigudviklet og man evner såvel fornuft som logik og ikke mindst at overveje situationen en ekstra gang. Tænker, at han kan være glad for, at han stadig bruger ble og endnu ikke er nået til at stå op og holde tisseren med fingrene 😛

Reklamer