Nå, men så kom mandag og tog alt det med sig, som dagen tit får skyld for. Heldigvis vejede solskin og forårsfornemmelser op for sure mails og folk, som burde lære at tale pænere. (…og jo, jeg har husket at se grundigt i spejlet. Her gemte årsagen sig ikke).

Det hjælper rigtig meget på humøret og ældstebarnets velvilje i forhold til at cykle hjem, at solen skinner og fuglene kvidrer, og det er helt vildt fedt at hente ungerne og se dem udendørs – glade og med en frisk kulør i huden. Det giver bare færre diskussioner og sure miner.

Vel hjemme efter hente-cirkusset, fangede ældste Es ører straks lyden af gadens børn, som også var kommet hjem og indtog de ekstra lyse timer. I dag havde især genboens pige hendes interesse. Hun ville gerne have, at jeg gik med hende over og sige hej og spørge, om de skulle lege. Glad spurgte hun – men fik ikke et svar. Kun et fast og direkte blik. E kiggede på mig: “Hun svarer ikke, mor”. Jeg opfordrede hende til at spørge igen – for de plejer nu nok at finde ud af det og har – mig bekendt – aldrig været uvenner. Tværtimod.

Anden gang fik hun heller ikke noget svar – og barnet i haven vendte ryggen til og gik, som om ingen havde spurgt om noget. Jeg kunne mærke Es usikkerhed over den 9 måneder yngre piges manglende svar, og jeg valgte at sige, at når hun ikke fik svar, syntes jeg, vi bare skulle gå over og lege sammen. Prøve at undgå at min datter skulle tabe yderligere ansigt i situationen.

Vi besluttede at tegne hinkeruder på fortovet og hoppe sammen med lillebror – noget som normalt ikke udløser konflikt. Som et lyn fra en ellers blå aprilhimmel, brød hun sammen over de mindste ting. Over at jeg satte en streg under 1-tallet i hinkeruden. Det ville hun ikke have og nærmest skreg sin gråd og frustration ud. Vi tegnede en ny hinkerude, selv om jeg forklarede hende, at det var lidt skørt på grund af en streg. Men også her var det bare helt og aldeles forkert: Hun koksede fuldstændig over endnu en bagatel, og stak af hylende og vred, selv om jeg prøvede at sige, at det var lige meget, og at vi da bare kunne lege igen.

Jeg valgte at stoppe legen der, for den var ikke sjov for nogen parter. Det udløste selvsagt tredje krise på få minutter, men denne forstod jeg godt, hvor stammede fra.

Det gjorde jeg egentlig også god for de to foregående. Hinkerudens fejl og mangler var ret sandsynligt reaktionen på den manglende forståelse af, hvorfor genboens pige ikke ville lege – ej heller svare hende. Lille forståelse og stor frustration. Jeg forstår hende godt. Jeg følte det samme, da jeg var 6 år. Jeg forstod ikke dårlig opførsel. Jeg forstod ikke, hvorfor jeg nogen gange blev holdt udenfor, når jeg bare kom glad og gerne ville tage del i legen. Jeg forstod ikke det spil, andre tilsyneladende mestrede fuldt ud. Lige i dagens situation, kunne jeg faktisk mærke, præcis hvordan det føltes i maven.

Jeg ved ikke, hvilken grund genboens pige havde for at agere, som hun gjorde. Jeg ved til gengæld, at det gjorde ondt på min datter. Og det gør mig vred. Jeg spurgte E, om hun i virkeligheden var vred over at pigen ikke ville lege, men hun holdt fast i, at stregen under 1-tallet var den eneste årsag. Jeg sagde blot, at jeg godt kunne huske, hvordan det var at blive skuffet. Hun smækkede med døren til værelset.

Jeg vil ikke bore dybere i det – ikke herhjemme i hvert fald. Men jeg grubler en del over, hvad jeg kunne have gjort i situationen. Hvis jeg overhovedet skulle have gjort noget? Skulle jeg have fortalt den anden pige, at det ikke var pænt ikke at svare, hvad enten hun ville lege eller ej? Skulle jeg have ladet dem klare det selv og ikke curle hende. Skulle jeg have grebet det anderledes an hjemme i forhold til at spørge til hendes mavefornemmelse? Og hvad gør jeg, hvis det sker en anden gang? Skal jeg da tale med hendes forældre om det? De bor jo lige over for hinanden og selv om jeg ikke kan bestemme, om de (for)bliver venner eller ej, ville det give mening for alle, at de kan opføre sig pænt over for hinanden.

Hvad ville du gøre? Blande dig eller lade dem klare det selv? Tale med eget barn eller lade emnet ligge, da man jo ikke ved, om det vil ske igen? Hvordan gør man sådan noget bedst? Ingen kan lide at se sit barn ked af det, men skal man skabe robuste børn, er der også en pointe i at gemme curling mentaliteten væk. Enlighten me, please 🙂

Reklamer