Bum! Jeg er sådan lidt småtræt af mange ting p.t. Generelt lidt utilfreds i kanten – og det er ikke ret rart at være. Lidt træt af yngstebarnets trodsalder, lidt træt af ældstepigens evne til (7 år før forventet) at tale til mig, som om jeg er den dummeste og mest uvidende mor på hele jordens overflade. Meget træt af at ungerne ikke har sovet igennem om natten i en måned nu. Meget den der radioreklame for Plenti, hvor ham skuespilleren siger “BUM!” efter sin pointe, og også af voksne kvinder og webshops, der siger eller skriver “Haps!” ud for deres varer eller ting, de gerne vil vinde, og folk, som indleder deres sætninger eller blogindlæg med “Bum!” (…)

Jeg synes ikke, min familie er søde ved hinanden. Jeg synes, min mor forventer det umulige af mig. Jeg synes – ærligt – ikke helt, at ældstepigens skolestart har været helt fantastisk, at beslutningerne på hjemmefronten virker store og skræmmende, og chefen kan sgu også være træls fra tid til anden.

Jeg har enkelte leveregler, som jeg minder mig selv om, når jeg har det sådan, og én af dem er, at hvis man har mødt tre idioter på en dag, kan det være en god idé at se sig i et spejl og ransage egen adfærd.

Det har sgu været lidt en rocky start på 2017, siden min bedstefar døde og siden skolestart fjernede den resterende følelse af overskud, som jeg ellers havde formået at bygge op. Jeg føler mig bombet tilbage til den tid, hvor børnene var helt små, og jeg konsekvent var både dødtræt, frustreret og kronisk bagud. Tilbage til den tid, hvor jeg mest af alt havde lyst til at lægge mig i fosterstilling og tude af bare træthed.

Det er ubeskriveligt ufedt først at være hjemme kl. 16.30 hver dag efter at have brugt 1,5 time på at komme fra jobbet og hente børnene i hver sin ende af byen. Ikke mindst fordi ham den lille er virkelig pylret og klar til at sove kl. 17.45. Igen at kæmpe for at få maden klar, hvor jeg ellers lige præcis havde fået mulighed for at have en time, hvor ungerne og jeg var i haven, læste bog, gik tur eller bare sad stille og så en tegnefilm på iPaden. Det er som om, jeg lige nåede at komme til et punkt, hvor jeg var ubetinget tilstede i deres vågne tid – og puf! Så æder hverdagen igen det bedste af mig.

Jeg er bare ikke god til at have stress, uro og bekymringer omkring mig. Det påvirker det hele og det er ganske givet derfor, jeg ikke er rigtig glad og tilfreds, selv om jeg “har det hele. Jeg er ikke god til at mærke, at andre har større forventninger til mig, end jeg kan honorere. Det får mig til at føle mig utilstrækkelig i mit eget liv, og så kommer jeg til at irritere mig over småting og få lidt “brokkeattitude”, hvilket jeg har en kronisk allergi overfor, når jeg møder det hos andre. Især mødre.

Jeg vil gerne tro på alt det bedste i livet og være optimistisk, selv om Forældreintra, radioreklamer, familie og finanser indimellem giver følelsen trange kår. Jeg vil virkelig gerne være glad. Når jeg er glad, har jeg mulighed for at give rigtig meget til andre, og her føler jeg mig godt tilpas. Så føler jeg mig som mig. Så er jeg nemlig den idioten, som stirrer tilbage på mig i spejlet.

Reklamer