ENDELIG lykkedes det mig at finde en tid til at komme til frisør og få styr på de grå hår, som i stor stil pibler frem i hovedbunden. Engang var det ikke noget problem at finde tiden, men jeg synes godt nok, jeg skal holde tungen lige i munden for at finde en tid til 2 timers selvforkælelse ca. hver 2. måned. Ikke mindst efter Ældste-elsklingen er startet i skole og hente-bringe-halløjet langt fra spiller maks.

Ud over at få lokkerne tæmmet og hovedbunden masseret, er en af de fedeste ting ved at være ved frisør, at man kan drikke kaffe og læse blade – stort set uforstyrret! Sad med et out-dated Alt for Dullerne og læste om – meget apropos – at finde mig-tid. Hvordan kendte kvinder hver især gjorde for at lade op i en hektisk hverdag.

Spa, shopping og dyre sko var et gennemgående tema. For nogen af dem på et niveau pænt over, hvad min offentlige lønning kan holde til. Men der var også plads til stilhed og natur var på listen. Jeg savner ro – inden i og omkring mig. Jeg savner følelsen at være afslappet og trække vejret helt ned i maven, og jeg har efterhånden lært, at jeg benhårdt skal sætte opladning i kalenderen, hvis det skal ske. Lidt lige som med sex efter børnefødsler.

Jeg har gjort det nogle gange før – taget en weekend ud af kalenderen og taget på tur i mit eget selskab. Ikke fordi jeg ikke kan lide min mand eller sådan noget, men det er to forskellige former for genopladning. Tid eller en kæresteweekend med ham giver plus på én konto – tid alene med mig selv på en anden. Mellem dig og mig, kunne det være lidt tillokkende at have et klippekort til en singleuge en gang imellem. Ikke i den forstand, at jeg skulle ud og knalde med andre eller feste natten lang. Det kunne bare være virkelig fedt indimellem at få helt ro på. At kunne sætte dagsordenen selv i mere end et par timer eller en dag. Ikke mindst er en kæmpe del af pointen for mig at være alene så lang tid, at jeg kommer til at mærke savnet efter dem derhjemme. Når jeg mærker den følelse, ved jeg, at jeg kommer hjem med fornyet energi til at hoppe ombord på hverdagsræset igen.

Jeg har altid været god til at være i mit eget selskab. Det er et enebarns lod og en evne, jeg slet ikke er ked af at besidde. Jeg bliver nødt til at pleje den del af mig indimellem. Jeg er blevet markant mere social med årene, men jeg har stadig den side af mig selv, som ikke kan klare sig uden alenetid – ellers knækker filmen.

Lige nu er der på nippet af nok i hverdagen, og for ikke at nå til dér, hvor nok er nok, har jeg kopieret kendisserne og har givet mig selv 30 timer, hvor Dankortet (næsten) ingen grænser har og hvor der ikke er nogen, der kalder på mig. Shopping, sushi og mit eget selskab. Jeg er sikker på, at denne tur er det, der skal til for at få hovedet lidt ovenvande igen – på alle områder, har jeg selv sparet op til det. Børnene skal også noget, de ikke får mulighed for så tit: De skal være alene hjemme med deres far. Det har de også godt af at prøve indimellem.

Jeg glæder mig – og der er kun en uge til! Hvis vejrudsigten også holder, så bliver det svært at få armene ned.

Reklamer