8. marts var International Kvindedag – eller Kvindernes Kampdag, som den nu engang altid har heddet i mit hjem. Jeg voksede op med, at det var en dag, der skulle markeres, som datter af en enlig mor. Jeg er ikke i tvivl om, at der har været en del at kæmpe for – generelt og i hverdagen.

Jeg ville gerne have skrevet en masse bevingede ord og kloge pointer på selve dagen. Men jeg kæmpede med at få dagen til at hænge sammen. Så det må blive et sammenskriv af alle de tanker, jeg har tænkt om emnet, fra det sted hvor jeg står lige nu.

Hvad kæmper jeg egentlig for? Og hvad kæmper jeg med? Det er spørgsmålet. Det er en hel del at kæmpe med p.t., synes jeg. At nævne i flæng: At få tiden til at slå til, med at holde styr på familien og med at passe på mig selv i kølvandet på det. Med at holde tårerne tilbage indimellem, med at nå at hente børnene hvert sit sted, inden den lille falder i søvn, og med at holde mig vågen længe nok til at have sex. Med at have lyst til sex indimellem også.

Men hvad kæmper jeg for? Jeg var helt ærligt ikke ude og svinge fanerne, eller hvad man gør nu om dage. Jeg var ikke personligt på barrikaderne for min løn, min krop eller min ret til at stemme. Disse ting er jeg så pokkers priviligeret, at jeg kan føle mig nogenlunde sikker på. Jeg havde dagen i hu og hjerte.

Jeg lever et ok solidt gennemsnitsliv, som i og for sig ikke mangler ret meget andet end den flygtige størrelse, tid er, og dermed overskud. Jeg er ligeglad med, om mit køkken er nyt eller om møblerne passer vildt godt sammen. Bare vi alle kan være her og have det godt.

Hvis jeg kæmper for noget, så kæmper jeg for mine børn. For at min søns hjerte har det godt. For at min datter får en god skolestart. For at de har det godt og undgår mobning eller andre uhyrligheder. Jeg kæmper for, at de er glade for livet og sig selv. Jeg kæmper for at opfostre en kommende kvinde, som er glad for sin krop og tror på sig selv og ikke lader andre diktere hende, hvad hun skal gøre for at “passe ind”. For at hun aldrig ender i Paradise Hotel og for at hun ved, at hun er så meget værd alene i sig selv. Jeg kæmper for at opfostre en søn, som ikke bliver en bølle, og som fra barns ben lærer at behandle kvinder ordentligt. At respektere lige rettigheder for alle, og tage sin del af pligterne i (familie- og arbejds)livet.

Det er jo ikke sådan noget, jeg går og tænker eksplicit på hver evigt eneste dag. Det er en del af det grundlag, jeg gerne vil opfostre mine børn på, så indirekte gør jeg jo alligevel. Jeg tænker i hvert fald over det, når jeg jeg ofte rammes af en følelse af, at jeg står med det hele, og deres far ikke ser (eller vil se), at opvasken vokser, nullermændene gør det frække ved hinanden i krogene, eller at jeg i bund og grund ikke engang har 10 min til at sidde ned i løbet af en lørdag før klokken bliver 20.30. Så føler jeg mig ikke særlig ligestillet, og så synes jeg ikke, jeg viser mine børn, hvordan tingene burde være. Så giver jeg køb på mine grundlæggende værdier.

Jeg føler, jeg er udemærket gift. At vi kan blive gamle sammen. Mærker jeg efter, synes jeg bare ikke, vi er ligestillede i hjemmet. Det er stadig mig, der tager barns sygedage, det er mig, der sidder oppe kl. 5 lørdag og søndag morgen, fordi børnene er sultne og vågne. Det er mig, der ordner haven og vasketøjet og tager til forældremøder, eller forsøger at få det til at gå op, når serviceteknikerene kommer et sted imellem 8 og 16. Det er mig, der henter og bringer, laver aftensmaden og rydder op. Jeg arbejder “jo” tættest på og har ikke transporttid i tog…

Jeg bliver ked af det, når han hjemme glor ned i tabletten og lukker lyden af trætte og sultne børn ude, imens jeg prøver at få maden klar. Når han ikke hører, hvad jeg spørger om eller fortæller. Jeg bliver ked af det, når han bruger 40 min på toilettet, imens jeg tager ud af bordet og får børnene i nattøjet. Jeg bliver godt og grundigt træt (af det), når han sidder i sofaen og læser i en bog, imens jeg gør rent.

Beder jeg ham om at lade være? Ja sgu! Men det er som om, mine ord ikke har effekt i mere end 10 minutter. Siger jeg, at jeg er træt og har svært ved at nå det hele? Ja sgu! Men det bliver ikke altid taget til efterretning. Kan jeg bare lade være med at gøre tingene? Ja sgu! Men jeg har også svært ved bare at lade stå til. Så føler jeg, at jeg drukner endnu mere. Jeg kunne nemlig bare lade være med at gøre tingene og vente og se, hvad der sker. Heri ligger min fejl. Mit bud er, at der ikke ville ske andet, end at der blev spurgt: Hvornår skal vi spise? Jeg har min frihed til at tage et break og rejse væk en weekend et par gange om året, uden brok fra hans side. Spørgsmålet er bare, om det opvejer hverdagens mangel på en pause.

På hjemmefronten og i mit ret almindelige liv, er det er af de største uligheder, og det er faktisk heldigt. På jobbet (altså det, jeg får løn for) er det paradoksalt nok lettere at sige fra og blive hørt. Her er der oftest anerkendelse for den indsats, der bliver lagt for dagen. Alt i alt er det dog virkelig småting, jeg skal kæmpe med, set i forhold til, hvad kvinder kan udsættes for i disse to sfærer.

Ser jeg ud i verden – ud over min egen navle – er der i høj grad ting, som er værd at kæmpe for. Især sexisme. At kæmpe imod at kvinder skal finde sig i verbale og fysiske overgreb; store som små. De bliver ikke mindre betydelige af at kalde det “hverdagssexisme”. Det må aldrig blive hverdag!

At kæmpe imod vold og voldtægt – at mænd synes, det er deres ret at tiltvinge sig kvinden fysisk og mentalt på disse måder. Kæmpe for, at piger og kvinder får adgang til uddannelse og til at få et springbræt ud af tidlige kulturelle og stereotype kønsroller. For at Donald Trump snarest muligt bliver udskiftet i embedet som verdens “mægtigste” mand – gerne af en nasty woman, for at prøve noget nyt. Generelt kæmpe mod mænd som ham, uden at skære alle hankøn over én kam.

Jeg kæmper vel i grove træk for og med at skabe balance i det nære og det fjerne. At skabe en stærk kvinde af min datter, som tør gå efter alt det, hun gerne vil, uden at hendes køn behøver nævnes, når hun når sit mål. At det overhovedet ikke er afgørende. Hvis hun ende med at være glad for sig selv og det, hun gør, så er det alle opvaskene, alle de lange dage og alle bekymringerne værd.

 

Reklamer