Jeg overlevede! Kom igennem den første arbejdsdag, hvor 2 børn skulle hentes 2 forskellige steder. Pulsen op. Lidt ondt i maven. FÅRK!

Jeg kan huske første gang, jeg skulle hente E i vuggestue, da min barsel var endt og arbejdslivet gik fra 0 til 37 timer på én dag. Jeg trampede i pedalerne med et træt barn bag på cyklen. Hjem og få det hele til at fungere. Aftensmad inden barnet sov og alt det praktiske. De sidste rester af livet før barn gled for alvor ud i intetheden.

Jeg husker også tydeligt, da jeg første gang skulle (både bringe) og hente med to børn. Fra total kaos på sygehuset og i barslen med Lille V og de forbehold, hans sygdom fordrede. Op på cyklen med ét barn i cykeltraileren og ét bag på cyklen – hvoraf det næsten var så sikkert som amen i kirken, at den ældste nåede at falde i søvn på vejen hjem.
Hjem og fylde mad i begge, løse konflikter og dele sol og vind lige, når den ældste følte sig overset af lillebrors behov. Nå at være mor for hende og give alenetid, så det ikke endte som de 10 dage forinden, hvor hun faldt i søvn på sofaen med godnatbogen i favnen, inden jeg fik lillebror puttet. Åh, hvor jeg husker følelsen af ikke at være den slags mor, jeg gerne ville være – fordi hverdagen tog det bedste af mig (følte jeg) og ganske enkelt fordi jeg var træt og kørt ned sokkeholderne.

Og dengang skulle jeg kun hente ét sted.

Nu er de to forskellige steder, og spørgsmål rejser sig med det samme. Præmissen er på mange områder den samme: Hvordan deler jeg sol og vind lige? Hvem skal jeg hente først?Hvordan får jeg det til at gå op? Hvordan når jeg det, inden de falder i søvn? Hvordan får jeg mulighed for at være den mor, jeg gerne vil for dem – uden at drive rovdrift på mig selv.

Det sidste spørgsmål må jeg endnu engang sande, ikke kan lade sig gøre at besvare. Det handler i grove træk om at få deres hverdag til at blive så god (og kort) som mulig, og så må mor her bare prøve at hænge på (og sammen). Også selv om det gør ondt.

Og jo, far er der også. Han arbejder dog stadig længst væk og kan kun hente enkelte dage. Jo, han vil gerne og vi skal se, hvordan det hele fungerer. Ellers må vi tage alt op til revision. Jo, jeg ville ønske, han arbejdede langt tættere på, så vi kunne deles mere om det.

Vi er kun lige gået i gang, og jeg er virkelig træt lige nu. Jeg endte med at køre lige forbi skolen, uden at hente den ældste, selv om det ville have virket mere logisk at tage hende med på vejen. Turen hjem på cykel ville gøre, at lillebror ville blive hentet yderligere sent. Kalkulen blev simpelthen, at den yngste var afleveret først og endelig er tilbage i gængen uden middagslur, og derfor ville have det sværest med at blive hentet sidst. At jeg ville have svært ved at kæmpe for at middagsluren droppes, hvis jeg henter sent. At det ville være den bedste løsning for ham.

Herefter kørte vi ind og hentede søster på skolen – i bil – for at lette hjemturen med begge børn. Også selv om det så betyder, at cyklen skal sættes på bilen i stedet for at cykle hjem. Hun virkede heldigvis frisk og glad, hvilket gav mig en følelse af lettelse. Hun skulle lige spille et spil færdig mod én af de voksne, og virkede ikke til at kigge på klokken. Det var vidst kun mig, der så mig omkring og konstaterede, at der egentlig ikke var ret mange børn tilbage. Det glæder mig dog vildt, at hun virker glad!

Afleveres først og hentes først? Afleveres sidst og hentes sidst, selv om logikken er helt hen i vejret? Hvordan tilgodeser jeg hver deres behov bedst? Hente i bil eller på cykel? Jeg synes simpelthen, det er svært.

Selvfølgelig finder hverdagen sit leje. Selvfølgelig får vi vaner og rutiner. Selvfølgelig er det kun en periode, hvor lillebror har svært ved at holde sig vågen. Endnu engang virker frasen “Det er en fase”.

Vi har klaret større og mere alvorlige ting. Det er ikke altafgørende, at det hele bliver perfekt. Den ambition har vi for længst afskaffet. Det er heller ikke altafgørende, at det bliver præcis som det var i går. Det er en ny situation og alt skal igen læres. Vores nye hverdag i hvert fald to år frem, til lillebror også skal i skole og vi igen har dem samme sted. “Vi finder ud af det”, siger jeg rigtig tit til børnene, når de står overfor problemer eller spørgsmål, de ikke kan finde svar på. “Vi finder ud af det sammen”.

Reklamer