I morges stod jeg i døråbningen og kiggede på min datter. Hun er som altid oppe før en vis herre får sko på – og her på nippet til 6 år, kan man god blive både en blanding af vildt taknemmelig for den ekstra times søvn, man nu kan luske sig til, fordi hun selv står op og tænder for fjernsynet – og lige dele kæmpe med en sort samvittighed over ikke at dele timen med hende – også selv om det er før solen står op.

Hun havde ikke set mig, som jeg stod der i døren. Og jeg elskede hvert øjeblik af, hvad jeg så: Hun stod ved siden af hankattens madskål, som hun selv havde fyldt op. Her stod hun og nussede ham på pelsen, alt imens han skød ryg og spandt taknemmeligt. Han kiggede op på hende indimellem, og hun fortalte ham, at han var en god kat. Øjeblikket varede måske kun 10 sekunder, men det kommer helt sikkert til at leve videre i mig i mange år.

Mit kærlige, empatiske og omsorgsfulde barn. Ikke kun en god ven for andre børn – også helt bogstaveligt talt sød og rar og god ved dyr, som jeg ellers kun i en kæk vending siger om hendes far. Han er i øvrigt også ret glad for katten.

Det fantastiske er, at hun altid har respekteret vores dyr. Ikke båret på dem, ikke drillet dem, hevet dem i halen eller på nogen måde været dum over for dem. Det gælder for både hende og hendes bror. De har lært fra de var ganske små, at dyrene også er en del af familien, og at man har et ansvar for at passe godt på dem. Og det har de helt instinktivt gjort. Det er ikke sådan, at de i hverdagen er fuldstændig opslugt af dyrene, men det er tydeligt at mærke, at de holder af dem. Spontant stryger de hånden over kattenes pels, hvis de lige går forbi sofaen, tegner tegninger til at hænge over dyrenes spisested og giver udtryk for at de holder af dyrene.

Jeg tror på, at det at børn vokser op med dyr, lærer dem at vise ansvar og respekt og omsorg. Alle dele noget, jeg er stolt af, at give dem “med hjemmefra”.
Jeg lærte selv fra jeg kunne kravle, at hvis man har sagt ja til at tage vare på et dyr, så er det ikke kun til interessen falmer eller børnene kommer, og det hele er “nemmere” uden dyr i huset også. Det gælder hele vejen – ansvar er ansvar. Det håber jeg også, jeg giver mine børn med i ud i livet.

Det varmer mig, at det også går den anden vej: At dyrene også er så trygge ved børnene. Det medførte en del skepsis (fra dyrenes side altså), da vi første gang bragte et barn med hjem i liften, og i lang tid var jeg mere eller mindre panisk angst for, at børnene skulle udvikle allergi, så jeg ikke kunne beholde dyrene. Men – 7-9-13 – ser det ud til, at vores hjem er ment til at rumme både børn, dyr og en hel del kærlighed til hinanden, hvad enten der er pels eller ej. Jeg ville ikke ønske det på nogen anden måde ❤

Reklamer