Det øjeblik, jeg skubbede Lille E ud gennem et alt for trangt sted, skete der noget med mig. Jeg blev forvandlet til et flæbende monster i enhver situation med udsigt til selv den mindste emotionelle påvirkning. ISÆR hvis den involverer mine to elsklinger. Eller latterlige YouTube-videoer med folk, der frier til hinanden eller fortæller deres kommende barns køn på en rørende måde. Eller små fodbolddrenge, som møder deres største idol. Også selv om jeg ikke er gravid. Jesus! Jeg er håbløs på den front!

Jeg tuder til Lucia-optoget i børnehaven (selv om mit eget barn ikke er en del af det). Jeg tuder, når jeg sidder i en kirke og skal synge. Jeg tuder, når ungerne er mega-søde og nuttede. Også, når de er pissehamrende irriterende og stride, men det er en anden slags gråd.

You get the picture: Jeg er permament tude-hormonella på alle tider af måneden, hvis cuteness-faktoren er høj nok. Sådan cirka lige lidt over nul.

De sidste par dage har jeg tudet på en anden måde. På den måde, der ikke oprinder fra livmoderen, men fra et sted langt dybere inde i min krop og hjerte. Gråden er udløst af det samme som altid – moderhjertet – nu hvor ældsten er startet i skole. Og misforstå mig ikke: Jeg er rørt, stolt og ikke mindst GLAD for det nye store skridt for hende! I forhold til hende er det glædeståre.

Der har været en hel del mere lort end lagkage siden januar. Dødsfald, uoverensstemmelser og forsmåede følelser i familien, økonomiske overvejelser, en mand som har virket fjern og deprimeret på grund af sit job og endnu engang sygdom hos én, som står mig nær. Bekymringerne har stået på nakken af hinanden, og jeg har forsøgt at tackle det hele så voksent, som jeg magter. Fordi jeg var den med mest overskud, den der forsøgte at mægle og fordi jeg følte, at jeg selv så ofte de seneste tre år har haft brug for at læne mig op af andre, når min verden vaklede.

Lige inden jeg fyldte 35, nåede jeg akkurat at tænke: Jeg er sgu meget godt tilfreds med tilværelsen lige nu. Jeg har det godt her ved 35 år. Det har jeg såmen på bundlinjen også stadigvæk, men 5 dage efter min fødselsdag, rystede grundvolden, og siden føles det i svage øjeblikke lidt som om, Nemesis har sendt en enorm fuckfinger i fjæset på mig op til flere gange.

Jeg kan godt klare det, og jeg kan godt formå at hjælpe dem omkring mig. Jeg er tilstrækkeligt praktisk anlagt til at tage opgaverne, som de kommer, og til at vise oprigtigt nærvær. Jeg beskytter dog min allerinderste kerne med teflon i forhold til deres sorg eller situation. Klog af skade, kan man sige – for i størstedelen af mit liv har jeg taget (om)verdenens problemer ind som en svamp – så dybt, at de fysisk sled på mig selv.

Nu må du ikke blive bekymret. Jeg føler mig ikke ulykkelig eller ødelagt. Blot fyldt op inde bag ved teflonet. Jeg har ikke tilladt mig selv, at græde igennem efter min morfars død – sådan virkelig hulke – fordi andre har haft brug for at græde ud ved mig. Jeg har ikke tilladt mig selv at mindes alt det gode i hans hjem, før det blev delt og blev genstand for strid. Jeg har ikke tilladt mig selv at råbe “idioter!” af dem omkring mig, som tager på vej over ting, som på den lange bane er ligegyldigheder. Jeg har dog tænkt på at gøre det et utal af gange).

Derfor er jeg hende moren, som tudede til afslutningsfesten i børnehaven. Hende moren, som blev sendt “ud og få lidt luft” efter afskedssangen i børnehuset, og hende moren, som de “nye” forældre i klassen tænker, tog lige lovligt meget på vej over barnets første skoledag (jf. #DenSærligtSensitive (…mor) i dette blogindlæg).

Skolestarten blev altså katalysatoren og for at undgå yderligere pinligheder over for barnet (og mig selv), har jeg for det meste gjort det i at tude, når jeg er alene. Lidt af gangen. Dag for dag, så der er plads til at tage foråret, børnenes nye eventyr og alle dem, som fylder mit liv op på den gode måde ind. ❤

img_20170301_202646_363
(I mellem tårer og snot kan man godt nå at fundere lidt over, hvorfor Anna er underlagt censur…)
Reklamer