F*ck, mand! Så så man lige mig sidde og lade østrogenet få frit løb i børnehaven i går, imens 30 unger født før 2011 skrålede den sødeste farvelsang til 14 unger fra 2011, som nu definitivt ikke længere går i børnehave. Springet til førskolen er taget nu.

Nu skal vi ikke sove flere gange – om 1,5 time skal den ældste – nu og 11 år frem – træde ind på skolens matrikel til en ny, stor verden. Barnet er klar, det er jeg slet ikke i tvivl om. Om jeg er det, er jeg ikke 100% sikker på, men lige om lidt skal jeg være det.

Der er 100 sommerfugle i hendes mave – mindst. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om, selv om hun har iført sig et mentalt cool-suit i dag. Hun ved af gode grunde ikke, hvad hun præcis går ind til, andet end det store, funklende mål, hun har ventet på siden 1. marts 2016, hvor hun blev “en af de store”. Det vi som forældre også har hjulpet særdeles godt med til at bygge en forventning op til.

Det er nok mere os forældre, der har 1000 tanker om skolestart – alt sammen afhængig af, hvordan indholdet af vores egen erfaringsrygsæk ser ud. Minder, følelser, udbytte på godt og ondt. Vi kan hurtigt tillægge “skolen” en bestemt form eller farve. Er farven ikke pæn, skal vi bare huske, at vores børn ikke kan bruge vores opfattelse til noget. De skal danne deres egne erfaringer med åbent sind.

Min egen rygsæk er blandet – primært god, men med en del tunge minder også. Derfor er min største bekymring, om de 10 ungmøer og 11 ungersvende, hun fra i morgen går i klasse med, vil tage godt imod hende og tage vare på mit dyrebareste i verden. Som hendes lærer sagde i sidste uge, da vi besøgte skolen: “Kig omkring på dem, der sidder omkring jer. Dem skal I lære at være gode venner med i mange år. Og det samme gælder for forældrene”. Vi skal alle indgå i nye sammenhænge og få tingene til at køre med – more or less – samme gruppe af børn og voksne i næsten dobbelt så lang tid, som jeg p.t. har været forælder. Hvad enten vi grundlæggende er enige eller ej. Det har vi en pligt til over for vores børn. Så de kan lære det samme.

Tasken er pakket. Hun har nøje udvalgt tøjet og hun virker glad. Det gør mig glad!

“Det er jo ikke rigtig skole endnu”, siger flere omkring mig, som har børn, der forlængst har forladt grundskolen. “Det er førskole”. Det kan sgu godt være – men for hende er det virkeligt. Det ligner skole, det er på skolens område og hun kan ikke komme tilbage til børnehaven = det er skole. Det er der ikke grund til at gå i rette med en knap 6-årig om.

Og det er nu. Vi ses på den anden side 🙂

Reklamer