Jeg føler mig så mega-heldig, at jeg har fået et barn af hver køn. Tanken om at ønske mig et bestemt køn, har aldrig strejfet mig. “Bare de er sunde og raske”, som man siger. Selv om det ikke var tilfældet anden gang, ville lægerne, karma og universet generelt det heldigvis sådan, at det gik godt. Han blev hos os trods barske vilkår. Det føler jeg mig endnu mere mega-heldig over!

Da jeg ventede E, troede jeg helt frem til uge 20, at jeg ventede en dreng. Jeg var overbevist! Det gjorde jeg dog ikke. Da vi fik svar på fostervandsprøven under anden graviditet, kunne jeg slet ikke forestille mig, at spiren i min mave kunne være andet end en pige – det vidste jeg ligesom hvad var og hvordan man klarede. Igen var min ellers gode intuition helt ude af kurs. “Det ventede barn er en dreng”, stod der sort på hvidt.

Her står jeg med én af hver, og ofte kigger jeg på dem og undrer mig lidt. De bliver ikke opdraget til at være udelukkende lyserøde prinsesse og mand i miniformat – hun leger lige så gerne med biler og sværd, som LEGO Friends, som han leger med dukkehus og klæder ud og har en super-sized vognpark på værelset. Og så er der alligevel en forskel, som ikke er til at komme udenom. Hvor hun altid har gjort sig umage, har leget sirligt med sine ting, har hørt (relativt) efter, og aldrig rigtig har været voldsom eller vild, er han det stik modsatte. Han gider ikke tegne eller lege fokuseret ret længe af gangen. Faktisk kun 2 minutter af gangen. Maks! Så er der bare ikke mere tålmodighed, og han løber omkring og siger motorlyde eller prøver grænser af nærmest pr. refleks.

Det er nok den største forskel på de to: Han tester grænser og gør ting, jeg simpelthen aldrig troede, (mine) børn kunne finde på. Skiller ting ad – fordi han kan. Tager bleen af og tisser på potteplanten imens han jubler højlydt – fordi han har lyst. Smider kattemad i opvaskemaskinen – og tænder for maskinen! – fordi den siger så sjovt. Tager “læbestift” på med en limstift – fordi den lige lå der. For at nævne et lille udvalg. Hans udgangspunkt er oftest: Hvad kan den holde til? Hvor langt kan man kaste den? Og hvor hurtigt kan den køre?

Søster har jeg altid stolet på fra en tidlig alder. Ham her slipper jeg ikke løs uden opsyn, før han bliver 18 år! For ovenstående kombineret med en ekstrem grad af selektiv hørelse, er angst-provokerende.

Hvordan kan to børn med ens genpulje være så forskellige?, tænker jeg ofte på. Hvad har jeg gjort anderledes? Er anden-børn bare så grænsesøgende og udforskende eller er det bare fuldt ud normal drengeadfærd? Ser man bort fra det med limstiften og trangen til at lufte tisseren, så er de faktisk også skræmmende ens på mangepunkter. Arv, miljø, vilkår? Jeg ved det ikke. Men et eller andet sted er jeg glad for, at jeg fik hende før ham – for ellers tror jeg ikke, jeg turde sætte flere børn i verden 😛

Reklamer