I går stod Pludseligt-alt-for-store-E med det ene ben halvt ude af børnehaven og det andet halvt inde i skolen. Total crazy! Som en tidligere kollega skrev på Instagram: “Lige pludselig virker det som lang tid siden, du kom forbi med hende i liften”. Det virker både som lysår siden og på samme tid som om, det var i går.

Det er jo ikke mere end 1 år siden, jeg seriøst tvivlede på, at hun overhovedet ville være robust nok til at rumme skolen, når vi nåede 1. marts. Især, når hun græd over ingenting (set gennem mine øjne), og bøjede af i stort set alle situationer og mente, at alle drillede hende, blot de sagde “nej”. Hun ville ikke i børnehave, og søgte tryghed i at færdes blandt de yngre børn i stedet for sine jævnaldrende. Hun har altid været en social, men meget emotionel pige – og ærligt: Jeg var edderma’me bekymret!

Løsningen for os blev, at hun blev knyttet til en fast pædagog i en længere periode i stedet for at skifte gruppekonstellation hver 1-2 månede(r), og at jeg gik midlertidigt ned i tid, hvor jeg kunne tilbyde hende en ugentlig fridag, når hun havde behov for det. Jeg er uendeligt taknemmelig for begge dele! Det gjorde en verden til forskel og har hjulpet hende til at udvikle en enorm styrke, som hun altid har haft, men ikke har vidst, hvordan hun skulle bruge.

I går besøgte vi skolen for første gang. En mindre skole, som vi helst ville have hende ind på og hvor der, mod forventning lige pludselig var en plads til hende. Mere om det i et indlæg for sig selv. Hun har haft en del tanker om, ikke at skulle på samme skole som sine venner – og det har jeg ved Gud også! Den dimension havde jeg ikke overvejet fuldt ud, da jeg traf det valg om skole, som jeg mente ville gavne hende bedst. Trods det, virker hun til at glæde sig.

Jeg burde nok have taget hende med forbi skolen med jævne mellemrum, siden vi fik tildelt pladsen klokken kvart i lukketid, men hun syntes også at tage det med – fristes jeg til at sige – nu nærmest vanlig ro. Hun er simpelthen for cool! Hun var alene i klassen med de andre børn  i 45 minutter og virkede så glad og tilfreds, da vi sagde farvel og på gensyn. “Jeg ville ønske, jeg ikke skulle i børnehave i morgen, mor. Jeg vil meget hellere i skole igen“, sagde hun, før hun lukkede øjnene. Det giver en vildt god mavefornemmelse og en stor følelse af lettelse hos mig.

Vi står vitterligt på tærsklen til noget nyt. Ved afslutningsfesten i børnehaven, knyttede pædagogerne ord på de enkelte børn, da de hver især fik overrakt en afskedsgave. De skulle sammen gætte på, hvem gaven var til ud fra ordene. Hver gang der blev sagt “Hun er en god ven” eller “Hun tager godt imod de nye børn”, råbte flere Es navn. Da det var Es gave, som kom frem, sagde pædagogen kun én ting: “Hun er ven med ALLE!”, før et enstemmigt kor af 5-6-årige råbte: E! Jeps – der blev højvande i moderens øjne! Det er jo helt igennem top-fantastisk! Jeg er så stolt og rørt. Det er lige præcis det, hun er og kan så godt.

Vi skal kun sove 4 gange mere, og så er verden forandret. Vi glæder os alle sammen, for det skal nok blive godt. Vi skal nok lære det – allesammen. Det er jeg sikker på.

Reklamer