Er du altid enig med dine børns dagtilbud? Hvis du er, vil jeg sige tillykke. Hvis ikke, så vil jeg sige, at du ikke er alene. Vi taler ikke grundlæggende uenige hver dag og ofte – i så fald burde luftforandring komme på tale. Jeg tænker sådan helt ned i den ganske almindelige hverdag, hvor vi nogen gange ikke er helt enige i hinandens udgangspunkt og handlinger.

Det er ufedt at være på kant med det sted, ens dyrebareste tilbringer næsten lige så lang tid, som de gør hjemme i deres vågne tid. Det føles forkert og angstprovokerende, men nogen gange er det bare nødvendigt. Både børnene og familien som helhed skal have en god mavefornemmelse, når vi går ind og ud gennem børnehusets døre.

Lige nu er jeg ikke helt enig, og det har jeg sagt højt. Og det giver anledning til mange tanker, kan jeg mærke.

Det har været overvejende godt, men ikke gnidningsfrit at have børnene i institution i knap 6 år nu. Der er dage, hvor jeg går hjem – opløftet af at have set eller hørt, hvordan mine børn bare har haft en fantastisk dag. Der er mange dage, hvor jeg går hjem med en neutral følelse – børnene er glade, men jeg har ikke følt nogen særlig overlevering eller indlevelse i deres dag eller kontakt med personalet. Og så er der de dage, hvor jeg går hjem med en rigtig øv-fornemmelse i kroppen. Sådan en startede vi ugen ud med.

Hvad jeg dog har lært over tid, er at det ikke nytter at gå med følelsen indeni. Det hjælper kun at sige den højt på en konstruktiv måde og gerne lige i situationen. Og så selvfølgelig at være åben over for, at pilen også kan pege mod én selv på vejen mod den rette løsning.

Jeg har virkelig øvet mig på at sige det højt med det samme. Tage snakken direkte med den, som jeg ikke er enig med eller den, som har den daglige tilknytning til mit barn. Ikke gå og gemme og gruble, og så komme med det for sent eller slet ikke, fordi jeg ikke kan finde den rigtige måde. Det er seriøs udfordring at tage snakken up-front, når man gennem livet har været en konfliktsky rad, der fik hjertebanken ved at sige sit navn højt i en større forsamling. Bizart nok, har den rette medicin for det været at øve mig i at gøre præcis det, jeg hadede: At åbne munden med det samme. Noget, jeg blev nødt til at lære fra den dag af, hvor jeg blev mine børns mor.

Jeg ville hade at skabe mig som en gal i børnehuset, for ingen af de ansatte står op om morgenen og tænker: I dag vil jeg ikke gøre mit bedste. Vilkårene er ved gud blevet synligt sværere på de kun 6 år, mine børn har været i børnehuset. Kommunale besparelser, øget inklusion og personalereduktioner. Både vi og de er pinligt bevidste om, at smertegrænsen er nået.

Derfor er det heller ikke uden en vis overvejelse og mavepine, at jeg tager konfrontationerne, når de kommer. Ikke de små, ubetydelige ting, men når jeg føler, at mine børns bedste interesse ikke er blevet tilgodeset. I forhold til søvn, udvikling, eller i forhold til drillerier, bid eller anden dårlig opførsel fra børn omkring dem.

Hvor skidt, jeg end har det med at komme med kritik i en presset hverdag, så har jeg en forpligtelse over for mine børn. Det er ikke i deres interesse at skabe konflikt, men deres interesser må heller ikke stå overhørig, fordi jeg har dårlig samvittighed over at hverdagen i institutionen er presset. Et dilemma, jeg tror, jeg ikke er den eneste, som har følt. Et uværdigt dilemma, som et moderne samfund slet ikke burde være sig bekendt. Selv om min ældste er få millimeter fra at forlade institutionen, skal hverdagen stadig fungere for yngstebarnet 2 år endnu.

Det vil være naivt at tro, at der ikke kommer flere bump på vejen, så jeg øver mig i at blive endnu bedre til at opbygge en stor portion åbenhed og ærlighed. ØV-følelsen må ikke blive kronisk, og det er et gensidigt ansvar, at den ikke bliver det.

 

Reklamer