Hende der E, ikke? Hun er skøn. Det har hun været hele tiden, men lige nu er hun så umiddelbar, som man kan være – helt ægte og uden filter. Bevidst nok til at vide, hvad hun siger (for det meste), men lykkeligt uvidende om normer, konventioner og andres måder at gøre tingene på og går derfor fri og frejdig i børnehave iført regnbuestribede joggingbukser, Elsa-kjole, gummistøvler og sikkerhedshjelm uden at fortrække så meget som en mine. Jeg er vild med det!

Det er lige nu, det er ægte og uspoleret. Kærlighed og verdensopfattelse i sin fineste form. Ok, måske er jeg ikke helt så vild med at få af vide, at jeg er dum eller lugter, eller at hun aldrig vil komme ud af værelset, men det skal der også være plads til at tænke og føle. Vi er heldigvis ikke nærige med kærlighedserklæringerne i vores lille enhed – og det er også ok at sige, at nogen er eller gør noget dumt indimellem. Man må bare ikke sige ”hader”, for det tror jeg virkelig ikke på, at nogen af os gør.

Indimellem bliver jeg ked af det, når hun siger tingene direkte. Så er jeg ikke altid så rummelig og lader som om, det hele er skønt. Selv om jeg gerne ville være i stand til at overhøre det, ligger der også en stor portion læring i at se, at ens ord kan slå, som alle børn (og voksne!) også skal kende for at lære at respektere andre. Hun har det helt sikkert på samme måde, når jeg engang imellem er mere direkte, end jeg ville og burde.

Jeg har så mange bobler i maven over, at hun lige om lidt tager skridtet videre og starter i skole – nok flere bobler, end hun selv har. Hun synes at tage det med en knusende ro. Det er rigtig gode bobler, for hun virker på alle måder klar til springet. Det eneste er en spæd stemme bag min skulder, som hvisker mig i øret, at hun måske ikke får lov at beholde sin åbne tilgang til verden helt så længe endnu. Jeg håber virkelig, at hendes nye skole og de 21 andre som kommer til at udgøre hendes klasse, giver hende plads til at være sin egen. Jeg vil i hvert fald huske mig selv på at suge det til mig så længe, jeg får lov til at opleve det.

Mest af alt håber jeg, at hun tør være sin egen – tør være sig selv – og ikke møder unødig modstand for at være det. Der er nok, der bare blender ind i mængden for at slippe for at tage stilling, og nok som peger fingre af dem, der er sig selv, fordi de ikke selv tør være det. Sådan gjorde man i hvert fald i 1980’erne og 90’erne, kan jeg sige af bitter erfaring, så kunne vi ikke godt – please – være kommet så langt, at vi var kommet ud over det pjat?

5 er flygtige, fantastiske og indimellem frygtindgydende. Lige om lidt banker 6 år på og med dem en masse nyt, som vi endnu ikke kender. Heldigvis! Jeg er helt igennem pavestolt af det lille menneske, som jeg får lov at være mor for. Hun er sej og skrøbelig. Bange for monstre under sengen, imens det ikke rører hende det fjerneste at springe på hovedet i vandet i svømmehallen eller at gå ind i en gruppe af vildt fremmede børn og voksne og sige Her er jeg – leg med mig. Jeg var det stik modsatte, da jeg var 5!

Efterhånden mange gange i mit moderskab har jeg messet ”det er kun en fase – faser går over”, og selv om jeg godt ved at lige nu er præcis det samme, så er det med positivt fortegn og denne gang har jeg ikke lyst til, at den skal gå over hurtigst muligt. Tværtimod. Uanset hvor længe den varer, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at minderne om en helt fantastisk og frygtløs femårig altid bo i mit hjertes inderste skatkammer ❤

Reklamer