Det generer mig, at jeg ikke får skrevet så meget, som jeg gerne ville for tiden. Eller det vil sige, at jeg får faktisk skrevet en hulens masse indlæg, som aldrig bliver gjort helt færdige. Nogle gange fordi tiden svigter eller trætheden overmander mig. Men for tiden også fordi det, der farer gennem mit hoved og min hverdag ligger langt inde i den private sfære. Det gør en del blogging selvfølgelig… Det skaber indimellem et dilemma for mig: Det hiver i mig for at få tankerne ud – ud i det åbne, hvor jeg kan læse dem og belyse dem bedre, end hvis de ligger inden i og gør ondt i varierende grad. Jeg trænger til at få dem ud og opleve forløsningen i at kunne se mig selv og andre i et klarere lys og forhåbentlig blive klogere.

Men når jeg berører noget, der ligger pænt close to home, så er der også en latent fare for at hænge andre ud eller såre dem uden at ville det. Det er ikke formålet med denne blog! Selv om jeg sikkert ikke kan undsige mig at have gjort det igennem de sidste 6 år. Undskyld!

Det, jeg bruger en pokkers masse mentalt krudt på p.t., vedrører de nærmeste – familien – og her spænder hensyn, pli og angst ben. Hensynet til det forhold til familien, jeg har og deres følelser, pli i form af, at jeg har lært at man ikke tale grimt om andre, hvis man kan undgå det – især ikke når de ikke har mulighed for at give deres syn på sagen, og angst for at “blive opdaget” i at have delt mit indre – helt subjektivt set – og miste noget godt som følge af det. Giver det overhovedet mening?

I kølvandet på tabet af et menneske, vi alle havde til fælles, er det desværre ikke altid sådan, at man samles om sorgen og minderne. Materialisme overhaler indimellem minder og sorg indenom, og hvis man er hvert sit sted i sorgprocessen, giver det grobund for frustrationer, vrede og mishag. Man glemmer at spørge hinanden om hvorfor og hvordan – handler kun, som man selv finder det bedst. Måske for at bearbejde sin egen sorg eller drukne den for en stund.

Hvis det så også er sådan, at det at være ærlige og sige tingene lige ud, i stedet for at lade dem hobe sig op inden i, ikke er noget, ens familie ikke har tradition for at praktisere, så er man for alvor på røven. Så får de skjulte agendaer og sårede følelser gødning og elefanten i rummet fortsætter med at vokse. Frustrationerne manifesterer sig som en knugende fornemmelse i maven og tusind tanker kører gennem hovedet, længe efter man er kørt hver til sit igen. En ond cirkel? Det kan du bande på!

Det er noget af det, jeg p.t. bøvler med og prøver ikke at tage unødigt meget af med hjem, for det sidste jeg har lyst til, er at lade frustrationerne mærkes på mine egne små elsklinger.

Der er heldigvis også en masse godt at skrive om – alt fra rokketænder og ferierejse til sydens sol og en hel del om skolestart og om at få lidt mere tid til at være kærester. Og det skal nok komme, for jeg er sikker på, at det er vejen til et lettere hjerte og en mindre belastet hjerne.

I’ll be back, ladies!

SONY DSC

 

Reklamer