Mange tager livet og hverdagen op til revision, så snart januar banker på – nytårsforsætter: Hvad vil jeg være? Hvad vil jeg bestemt ikke være? Hvordan skal min fremtid se ud?

Knap var januar 2017 i gang, før jeg blev tvunget til at tage mit liv op til revision. I hvert fald hvordan det skal se ud, efter at den lim som har holdt min familie sammen i , forsvandt hårdt og brutalt. Min elskede bedstefar døde en af årets allerførste dage efter mange nedture i forbindelse med en lang sygehusindlæggelse. Hvad der startede som en almindelig infektion, skulle vise sig ikke at være til at slå ned, og han forlod aldrig hospitalet igen.

I dagene op til, stod det nok allerede klart for mig, at det ville blive udfaldet. Jeg havde besøgt ham flere gange om ugen siden indlæggelsen, men i de sidste dage kunne jeg næsten ikke få mig selv til at træde ind på stuen. Ikke fordi jeg ikke ville hjælpe – men det var smerteligt klart, at jeg ikke kunne hjælpe eller modvirke det, som skulle ske. Der er ingen kur for svær alderdom. Så da vi blev bedt om at komme ud på hospitalet og sidde ved ham til det sidste, var ingen af os nok overraskede. Selv om det virkede helt igennem forkert, var det det eneste rigtige.

Nu er han begravet og jeg sidder tilbage med en følelse af, at nogen har lagt et tåget filter over mine øjne. Min hjerne fungerer, men den er lavet af en tyk grød. Jeg græd, da han døde, men ikke så meget i dagene efter. Jeg græd, da han blev begravet, men der kommer ikke tårer i dag. De trykker, men vil ikke ud.

Jeg er glad for, at han fik et langt liv. Med børn, børnebørn og oldebørn. Mine to børn. Han havde job og hus og have. Han nåede at kende min bedstemor i flere end 60 år, før hun døde. Familien hjalp ham, til der ikke var mere at gøre. Det tror jeg, var et godt liv. Sådan et liv håber jeg i hvert fald selv at få.

Min bedstefar levede i en tid, hvor han var delt imellem den gamle og den nye måde at se verden på. Tiden før og efter 2. verdenskrig. Tiden før og efter fordom og frisind. Tiden før og efter kæft-trit-og-retning og moderne pædagogik. Tiden før og efter IT, computer, tablets og telefoner. Tiden før og efter NemID og besparelser i det offentlige. Heldigvis har han fortalt mig en stor del om det, der ligger før den tid, jeg kender.

Jeg mistede min far, da jeg lige var trådt over tærsklen til 20’erne. Det var hårdt, for jeg mistede en person, som ikke havde været i mit liv; som efterlod en enorm mængde ubekendte faktorer og spørgsmål, jeg aldrig ville få svar på. Der var mange håb og drømme for at han blev en del af fremtiden. Det blev han ikke, men han var stadig min far af direkte ophav. Min bedstefar har altid været der – hver dag uden stop, og fyldte til fulde den rolle ud, som min biologiske far valgte ikke at have. Derfor er det som at miste en far igen. Og det gør dobbelt ondt. Minderne med ham er utallige – alt det, han var en del af. Taknemmeligheden er stor, især fordi han levede længe nok til også at opleve mine børn og give dem minder.

Børnene har taget det flot, at han ikke er her længere. Lillemanden forstår det nok ikke endnu, men ældstepigen har taget det meget objektivt. Hun har fulgt forløbet lidt på sidelinjen og har spurgt mig, hvorfor min mor og jeg altid var kede af det, når vi kom hjem fra sygehuset. Vi har fortalt hende, at oldefar var gammel, men at et af hans vigtigste øjeblikke i livet var at blive oldefar til hende og lillebror. Hun ved godt, at oldefar var glad for hende. Hun var med til begravelsen, og hun har været med i hans tomme hus, uden at hun virker tynget, Og sådan skal det være, når man er 5 år.

Nu har jeg ikke længere nogen bedsteforældre og mine børn ingen oldeforældre.
Tabet efterlader et tomrum, som jeg ikke ved, hvem kan fylde ud. Måske ingen skal fylde det ud? Måske skal jeg bare have den tomme plads, så hver gang noget eller nogen rammer den, kan jeg mærke, at jeg stadig mangler ham? Gemme det frie rum, så der altid er plads til at huske, det vi havde sammen, også når hverdagen løber (for) stærkt.

Jeg holder ikke op med at savne i morgen. Heller ikke dagen efter eller dagen efter igen. Nok heller ikke næste år, eller når jeg næsten er gammel. Heller ikke med at elske ham, det han var og det han har givet mig med på vejen. Han er med mig, fordi han har lært mig meget om. Han mangler i mit liv. Allerede. Men jeg er taknemmelig.

Tak for alt!

Du ved det sikkert allerinderst inde,
Selv om jeg sjældent bruger store ord.
Du ved, at du er den der gennem livet
og stadig i mit hjerte bor

-Anne Linnet, “Forårsdag”

Reklamer