Det er en smule sent at sende en julehilsen til alle tro og forbipasserende følgere af bloggen. Overblikket og overskuddet var der ikke i dagene før, men jeg håber, I alle havde en dejlig og givende jul – gerne på flere plan end blot det materielle.

Hos os fejrede vi for første gang juleaften i eget hjem. Noget, jeg virkelig havde set frem til! Det gav bare en helt anden ro for børnene og for mig, også selv om der skulle kalkun i ovnen og gøres klar til julefest. Juletræ, bedsteforældre, enormt mange pakker – det var en god aften. Dog var en del af tankerne på hospitalet, hvor vi stadig ikke ved, om sygdommen får overtaget.

Det er 2. juledag og imens ungerne leger med deres gaver, vil jeg lade julen ligge og se på, hvad 2016 gav og tog.

Hvis man ser bort fra, at 2016 var et særdeles hårdt år for de sangere og kunstnere, der har præget min opvækst – senest med George Michael, som med en vis galgenhumor fik sin “last Christmas”, så gav 2016 mig faktisk en del. Efter 3 virkelig hårde år med stress og lillemandens fødsel og sygdom, synes jeg, det forgangne år har budt på en stabilitet, jeg har længtes så meget efter. Bevares, der har ikke været mindre vasketøj eller færre søskendekonflikter, lortebleer og dage, hvor lokummet brændte. Men vi har 7-9-13 ikke været indlagt i år – ingen operationer eller kriser. Det er jeg MEGET taknemmelig for! Det har været almindeligt familieliv med al den normalitet, det indeholder. Dejligt normalt.

Året har budt på drømme og forestillinger om fremtiden. Jeg er 100% afklaret omkring det faktum, at jeg ikke skal have flere børn, så herfra er min mission at skabe de bedste rammer for dem og for mig selv, hvad enten det er planer i form af fysisk mere plads i huset, økonomisk stabilitet eller mentalt overskud, som kommer os alle til gode. I 2016 har alle dele fundet en stærkere form.

Året har givet, men også taget. Mest af alt har det taget en del af mine kræfter og taget hårdt på mine følelser. Jobbet har ikke altid været drømmen, parforholdet har ikke altid siddet lige i skabet, og følelserne har – omend året har givet mere overskud – indimellem været hårdt prøvet. Det har været rigtig svært at vågne flere morgener og tænke “bare jeg ikke skulle ind på kontoret i dag”. Det er et job og det er en indtægt, men passionen har flere gange manglet. Det er et klart mål for 2017 at gøre noget ved dette.

Parforholdet rundere 10 år i foråret, og selv om vi fejrede kærligheden, har der også været nogle bakkedale, vi skulle forcere. Ikke at jeg tror, vi har været på skilsmissens rand (i hvert fald ikke fra min side af), men jeg har gjort mig rigtig mange tanker om, hvad der skal til for at blive hele igen efter – let’s face it – 5 svære år. Jeg har mange gange savnet “mig-tid”, selv om jeg godt ved, at det burde være “os-tid”, hvis vi skulle bygges op igen. Jeg har været ked af det, selv om jeg overordnet vil sige, at jeg er glad og har “hele pakken”. Det kommer ganske givet også til at præge det kommende år.

Sidst men langt fra mindst, har mit indre indimellem været under stærkt pres. Nu hvor jeg kunne se ovenvande igen, har jeg opdaget, at en del af den familieenhed, jeg har omkring min egen lille kerne, er smuldret, imens jeg selv kæmpede mig op til overfladen. Meget går op i at skulle frem for at ville samværet med hinanden, og det er længe siden, min egen familie har smilet og grinet sammen og bare ladet tiden gå uden at se på uret. Jeg er ikke i tvivl om, at vi alle – dybt under pligt og hverdag – rigtig gerne vil hinanden, men vi har glemt, hvad der ud over gener binder os sammen, fordi vi ikke har givet det tid.

Når sygdommen så rammer familien, tager det hårdt på kræfterne og følelserne. December har været årets længste måned, fordi mine følelser har været i oprør over udsigten til at miste den eneste, som har fungeret som lim for familien. Jeg har ikke ord for, hvor hårdt det er at tage stilling til genoplivning eller ej og se én man elsker forsvinde lidt mere dag for dag; at håbe på overlevelse og at ruste sig til at miste. Når vi alle er pressede, ender vi indimellem med at vrisse af hinanden og gå hjem med følelsen af, at alle andre ikke ser verden, som man selv gør. At de andre ikke kæmper for at komme i samme retning som én selv. Jeg ved endnu ikke, hvordan det ender, men jeg skal virkelig huske at passe på mig selv i forløbet, for ikke at lade frustrationerne gå ud over mig selv og mine nærmeste.

Lægger man det hele sammen, vinder plus-siden heldigvis. Og det føler jeg mig taknemmelig for. Jeg er ydmyg over, at vi er kommet så langt sammen, og at begge mine børn er sunde, raske og velfungerende. At mindstemanden går i børnehave på lige vilkår med alle andre børn, som ikke startede livet med oddsne imod sig, og at min ældste-prinsesse har brugt året til at blive klar til 2017s absolut største og mest angstprovokerende begivenhed: Skolestart.

2017 står for døren – og hvad jeg tænker om dét år, fortjener et indlæg for sig selv.

På bagkant, men direkte fra hjertet: Glædelig jul 2016!

Reklamer