Jeg er lidt fraværende i disse dage, da et nært familiemedlem er alvorligt syg, og muligvis ikke klarer skærene. Det piner mig, og jeg føler ikke, jeg er nok nogen steder – hverken hjemme, på jobbet eller på hospitalet. Julestemningen lader sgu lidt vente på sig, må jeg indrømme. Det er svært at være i julehumør, når rammerne, som jeg kender dem, slår revner.

Jeg kan hverken gøre til eller fra i behandlingen og det er ikke altid, jeg bliver genkendt trods snart 35 års tro følge- og familieskab. Jeg ender ofte med at gå hjem med en klump i halsen eller at tude hele vejen ned i elevatoren. Det limbo, vi er i p.t. er ulideligt. Jeg ønsker på ingen måde at miste, selv om det måske ville være det mest humane, og selv om min fornuft siger mig, at der ikke er uendelige mængder fremtid at håbe på. Alligevel er det helt vildt hårdt at stå midt i det og det ene øjeblik få besked om fremgang og det næste om tilbageskridt. To gange i sidste uge har vi skulle tage stilling til, hvorvidt vi som familie ønsker genoplivning eller ej. Jeg føler mig ikke på nogen måde så guddommelig, at jeg kan træffe sådan et valg over et andet menneske med rolig hånd. Jeg er efterladt med en underlig følelse af sorg over et menneske, som kæmper og ikke er død endnu, men som heller ikke har den fjerneste livskvalitet, som tingene forholder sig lige nu.

Men trods mange svære beslutninger og lange dage, har ugen i den grad også budt på noget at smile af. Heldigvis!

Tirsdag gik byens ubestridt sødeste pige Luciaoptog i børnehaven. I dagevis havde hun øvet sig på sangen hjemme, og skrålede for sine lungers fulde kraft, da vi skovede juletræ eller når hun var i bad. Hun var så spændt, at hun var ved at sprænges. Sidste år tudede jeg som en pisket af bare bevægelse og benovelse over hvor søde børnene var – også selv om min egen datter var for lille til at gå med i optoget. Og i år havde jeg – log af skade – stoppet lommerne med Kleenex, da lyset blev dæmpet. For sørensen da, hvor var de nuttede!

Hun er for alvor blevet stor – og det leder mig hen til ugens andet højdepunkt: Et kærestebrev fra Søde Sylle. Til ældstepigen, forstås. Med alverdens klistermærker og hjerter, havde han møjsommeligt dekoreret kuverten, og fået sin mor til at skrive brevet. “Du er sød, du er min kæreste”. Brevet var blevet overrakt i børnehaven med hjælp fra en af pædagogerne.

“Sagde du ja?”, spurgte jeg.

“Ja, da! Vi har været kærester læææænge. Lige siden i går!”, fortalte hun stolt.

“Hvad laver man så, når man er kærester”, spurgte jeg.

“Man er bare lidt mere end bedste venner, når man er børnekærester. Ikke som når man er voksenkærester som dig og far og har børn og alt muligt”.

“Kysser man hinanden?”, spurgte jeg.

“NEJ! Det gør man altså ikke. Og det kan han altså overhovedet ikke li'”, svarede hun promte.

“Holder man så hinanden i hånden eller sidder sammen til samling?”.

“Ja, det gør man. Og leger sammen på legepladsen”.

Søde Sylle kan jeg godt stå inde for som svigersøn. Der er bare lige én ting: Søde Sylle havde nok ikke set Facebook komme og bide ham i måsen. En af mødrene til Ældstepigens bedsteveninder havde stolt lagt et billede af et kærestebrev på sin profil. Et brev, som til forveksling lignede det, E havde modtaget. Fra Søde Sylle…

Det generer dog ikke E – hun deler gerne. The more the merrier! Der er kærlighed og rummelighed nok i hende til at dele med veninden. Og det er heldigt nok for Søde Sylle, som vidst har en del at lære endnu omkring kvinder. Bl.a. at det måske kan give bagslag på sigt at erklære sin kærlighed til to veninder på samme tid. Men han har også en 10 år at øve sig i endnu, før der vanker lussinger for den slags.

Åh, den kærlighed. Den er svær, hvad enten man er bange for at miste, pokkers stolt af at have skabt eller oplever den for første gang i sin spæde vorden.

I morgen venter ugens tredje og bedste højdepunkt: Vi skal fejre 3-års fødselsdag for verdens bedste V. Trods modgang, skal vi også huske at fejre lykken ❤

Reklamer