Vi bliver lige ved det med jul. Emnet presser sig ligesom på…

Som jeg tidligere har afsløret, er jeg blevet blødsøden på mine gamle dage, når det drejer sig om julen. Fra at elske jul som barn, til at hade jul fordi forventningerne i familien voksede sig så store (og uforenelige), at alle endte med at skændes over petitesser og jeg endte med at skride og drikke mig halvt i hegnet alene i min studielejlighed, til nu at holde af jul, fordi den tænder julelys i øjnene på mine børn og vækker deres glæde.

Vi bruger ikke det med pakkekalender her i huset, men derimod adventsgaver. Dels fordi jeg er vildt uopfindsom, og dels fordi jeg ikke rigtig synes, at vi kan få ret meget andet end plastrkbras og bling for det aftalte budget til den slags. Så hellere dele ud på 4 gaver pr. barn.

Der hører nisseløjer med hver søndag, og jeg vil vildt gerne gøre mit bedste for at glæde ungerne og få dem til at smile. Omvendte stole, tøjkæder gennem huset, blå mælk og kartofler i skoene. Der er bare ikke så meget at smile af, når det hele ender i hyl, diskussion og – ja undskyld det hårde ordvalg – urimelighed og utaknemmelighed.

Adventsgaverne har altid været half and half praktisk og legetøj. En bluse, de alligevel skulle have haft, seje Avengers-ungerdrenge, sokker med Frost eller sutsko – og ellers legetøj. I søndags var det en blød pakke bestående af hhv. bilformede sutsko til den bette og en Supergirl-bluse med pink kapppe til ældsten.

Den ældste modtog ikke gavens indhold med begejstring! Hun blev ganske givet så grund-skuffet over, at den ikke indeholdt legetøj, at hun havde svært ved at skjule det. Men at kaste med gaven og hyle op og smække med døren over, at det ikke var, hvad hun ønskede…den havde jeg ikke set komme. Og den reaktion gjorde ondt!

Først blev jeg ked af det. Dernæst blev jeg vred. Sådan har jeg bare ikke opdraget hende. Hun er ikke vant til, at det hele skal være nyt, stort og forkromet. Lidt kan også skabe glæde, lige som loppefund eller arvetøj kan. Vi taler tit om, at de ting man ikke længere bruger kan give glæde hos andre.

Jeg kunne simpelthen ikke forstå den voldsomme reaktion, hun havde, og jeg blev skubbet ud over min egen grænse, så det endte i et skænderi. Hun skreg og hylede mig lige ind i ansigtet, og jeg hævede stemmen mere, end jeg kan li’ at være ved. Ord som forkælet og utaknemmelig kom også ud af min mund sammen med en forklaring om, hvordan mange børn overhovedet ikke får noget, fordi der ikke er råd eller mulighed for det. Det prellede af på hende, og jeg valgte at lade hende være, så vi begge kunne få ro til at trække vejret.

Der gik lang tid, før hun faldt ned. For at understrege sin pointe, åbnede hun – og dernæst smækkede – hun døren flere gange. Bare lige hvis jeg skulle være i tvivl om, hvorvidt hun stadig var sur eller ej.

Da der var ro på, tog vi en snak om, hvordan vi opfører os i vores hus, at jeg var ked af både hendes og min reaktion, og hvad utaknemmelig og forkælet betyder. Stille og roligt. Dagen efter fiskede hun blusen op af min taske, hvor den ellers lå for at blive leveret retur til butikken, og fortalte, at hun gerne ville have den, og så var der måske en anden gang, hvor hun fik legetøj. Ergo var pointen alligevel nået i mål.

Hele denne reaktion har sat et dilemma igang i mit hoved; Jeg ved ikke, om jeg overhovedet skal fortsætte legen. Om jeg skal sætte en adventsgave frem på søndag, som om ingenting er hændt, eller om jeg skal skippe de sidste gaver under træet juleaften med kattene som afsender? Jeg kan ikke finde ud af, hvad jeg føler. Et eller andet sted er pointen jo kommet igennem, og jeg tror bestemt, hun er klog nok til at have rationaliseret over sidste uges optrin. Men jeg har faktisk ikke lyst til at fortsætte. Jeg er stadig lidt rystet over reaktionen fra os begge. Mest af alt har jeg lyst til at give de sidste 4 gaver til Mødrehjælp eller Julehjælp for at gøre op med følelsen af, at gaverne potentielt ender med at være ligegyldige hjemme på mine egne børns værelser. Kontra min egen opvækst, har vi råd til at give det til dem, men de skal ikke bare forvente at få.

Selv om jeg ikke synes, vi overgør det i december, er forventningerne jo bygget helt op generelt. Gaver, gavekatalog i postkassen, glitter og glimmer i butikkerne, nisselege hjemme og i børnehaven, ønskesedler og ikke mindst det faktum, at både min søn og jeg også har fødselsdag i december. Det kan næsten ikke undgås at blive overvældende. I et barnesind må det føles som om, man bare kan få hele verden. Så tror da pokker, at det kan ramle for selv den dejligste og kløgtige 5-årige. Og tager jeg gaverne væk, føler jeg et eller andet sted også, at jeg rammer lillebror, som blev ellevild over sine sutsko. Han er dog for lille til at forstå adventskonceptet og skelne dagene fra hinanden, så det efterlader nok næppe et dybt traume, hvis jeg vælger at gøre det.

Jeg har grublet uhensigtsmæssigt meget over det hele siden i søndags, og jeg er ikke kommet frem til en løsning. Så er der kun én rigtig ting at gøre, og det er at spørge her:

Hvad ville du gøre, hvis det var dig? Gode råd modtages med kyshånd!

 

 

Reklamer