Når jeg tænker på mit liv lige nu og her, er der rigtig mange ting, jeg gerne vil, nogle jeg gerne ville være for uden og nogle ting som jeg er ganske godt tilfreds med, præcis som de er. Jeg tager mig selv i ikke at lægge så meget mærke til det hele, fordi hverdagen kører ud i ét væk med madpakker, møder og mega-trætte børn. Når jeg tænker på, at min yngste bliver tre år om få dage og at hans søster er på vej i skole om lidt over tre måneder, kan jeg godt tænke, at tiden er fløjet fra mig. Men der er masser af tid til at nå det, vi gerne vil. I fremtiden er tidsperspektivet uendeligt.

Der kommer ganske givet en morgen, hvor jeg vågner op og tænker, at størstedelen af mit liv er gået. Og når det sker, håber jeg, at jeg kan tænke på den tid, som er gået som god.
Når jeg tænker på de ældste mennesker i min familie, tænker jeg overvejende på deres liv som gode og stabile. Der har været op og nedture, men mest op. Men for min morfar er livet ved at nå et stadie, hvor verden ikke længere hænger sammen.

I en alder af knap 90 år, sidder han dag ud og dag ind i en stol og ser ud af vinduet eller på TV’et. Hvis han da ikke sover. De tikkende slag fra bornholmeruret lyder præcis som da jeg var barn og lå på mine bedsteforældres uldne sofa og prøvede at få tiden til at gå, imens de sov til middag i hver sin Stressless-stol. De sidste år, siden min mormor døde, har han ganske givet siddet og lyttet til de selv samme slag – pinligt bevidst om, at tiden gik, omend langsomt, imens han gradvist blev mindre og mindre i stand til at klare hverdagen selv. Min mor og hendes søskende har passet ham, og jeg er kommet forbi med eller uden børn, så ofte det har kunnet lade sig gøre. Men derfor må stilheden og stilstanden alligevel have været nærmest larmende.

Da min mormor døde, lovede vi ham, at han skulle blive i sit eget hjem, så længe som muligt. Det har han været, med alt hvad det indebar af hjælp, frustrationer, fald i løbet af natten, ture på sygehuset som følge heraf og en familie, som i bund og grund var død-trætte. Han har været i eget hjem så længe, at hvis ikke han havde fået en plejehjemsplads tilbudt i denne uge, så var vi endt med at blive død-trætte af hinanden, fordi vi begik rovdrift på os selv og på den lim, som har holdt familien sammen.

I går flyttede vi ham på plejehjem. Eller det vil sige, at han blev indlagt på sygehuset – igen – og at vi flyttede de ting ud af hjemmet, som vi ved, han bruger, samt de ting, som vi tror, betyder noget for ham af nips og billeder. Det er virkelig svært at rykke et liv på over 40 år i samme hus, som han i øvrigt selv har bygget til familien, ud og at sammensætte en form for hjem i det, som både han og vi er bevidste om, er en form for endestation. Der er kun en måde, hvorpå han flytter ud derfra igen.

Min mor og hendes søskende var meget frustrerede over at bryde hjemmet op. Minder, mursten og møbler betyder noget for dem. Jeg har boet i hjemmet en del af mit liv, men for mig er det ikke det fysiske indhold, som betyder noget. Det er ham, som boede der. Det var derfor langt lettere for mig at flytte tingene ud og indrette det nye. Måske fordi, at hvis han var blevet i huset, var familien endt med at brænde broerne til hinanden.

Hvis du havde spurgt mig for 5 år siden, om jeg bare havde lyst til at skippe ham afsted til et plejehjem, havde svaret været blankt nej! Men i et samfund med 37 timer+ arbejdstid, børn, ægteskab og øvrige forpligtelser, er det svært at tage ordentligt vare på et ældre menneske, som man elsker. Det bliver aldrig tilstrækkeligt og den dårlige samvittighed nager – både for dem som prøver at passe og den, som skal bede om hjælpen.

Jeg tror virkelig ikke, det er sjovt at blive gammel. Ikke hvis man ikke har fysikken med sig. Det har ikke været en ubetinget lykkelig tid i familien de sidste 5 år, selv om vi har prøvet. Nok har været nok i lidt for lang tid.

Jeg forventer ikke, at det er kærlighed ved første blik, når han flytter ind. Men jeg håber, at han kan se, at vi har prøvet at skabe lidt af det gamle hjem i det nye. Det plejehjem, han har fået lejlighed på, virker heldigvis ikke helt så meget som dødens forgård, som man kunne frygte. Det virker som om, de ældre har en større grad af medbestemmelse, end jeg troede, kommunale sparetider kunne bringe. Det glæder mig.

Det glæder mig også, at jeg ikke længere skal være bange for, at han ligger 5-6 timer på gulvet om natten, fordi hjemmehjælperen vejer under 50 kilo og ikke kan hjælpe en voksen mand op, og ikke kan få hjælp til at løfte ham, før Falck har tid. Jeg håber, vi forhåbentlig kan sidde sammen og være familie i stedet for at løbe rundt som hovedløse høns og forsøge at skabe illusionen af familieliv og sammenhæng i et alt for stort hus til en alt for gammel mand, imens vi bider af hinanden over ikke at gøre “nok”. Ellers er det sgu for trist.

Jeg ønsker at give ham en god sidste tid – det fortjener han. Han har gjort mange ting for mig, som har gjort en afgørende forskel i mit liv.

Reklamer