Som blogger sker det fra tid til anden, at man får tilbudt ting og sager, producenten ønsker at sende, så man kan teste. Ikke nødvendigvis skrive om, bare prøve – men hey – alligevel. Det er en del af gamet. For mit vedkommende er det måske ikke så overraskende diverse baby- og børneting, som håbefulde upcomers eller etablerede brands tilbyder at smide efter mig – alt fra tøj og infografik om tandudvikling, til de mindre mor-agtige, som f.eks. en DISC-analyse, vitaminpiller, mobilcovers og en musikoplevelse. Et kvalificeret bud er, at jeg har sagt nej tak til 100+ henvendelser de seneste år. Både fordi det ikke var relevant eller fordi jeg ikke syntes indholdet henvendte sig til det, jeg skriver om – men mest af alt fordi jeg simpelthen ikke er overbevist om, at det er den vej, min blog skal gå.

Jeg skal bestemt ikke lyde hellig omkring det, men jeg startede bloggen med det udgangspunkt at være ærlig og at være mig – og det holder jeg stadig fast i, selv om ærligheden nogle gange kan møde sine begrænsninger, jo flere læsere man får. Intentionen er nemlig aldrig at såre andre eller mig selv med det, jeg skriver.

I kølvandet på den tid, hvor man ikke kun overlever hverdagen med nød og næppe, men rent faktisk har overskud til at tænke lidt fremad, har jeg ofte tænkt på, hvad jeg skal “i fremtiden” – nu hvor jeg er blevet sådan rigtig voksen. Hvad vil jeg? Jeg lever off-screen af at skrive for andre, men kunne jeg leve af at skrive for mig selv i stedet? Det er ikke drømmen om en forfatter-deal, jeg tænker på, og her er bloggen naturligt poppet op i mine tanker.

Jeg er ikke en teenager fra Jylland, som lever godt af at tale om menstruation og spise babymad foran et rullende YouTube-kamera (og egentlig heller ikke drømmer om at blive det). Jeg er klart for gammel til at være millennial influencer, og aner ikke et klap om, hvordan jeg overhovedet skulle tale eller skrive, så jeg var nede med de unge – ja, det hedder det nok ikke engang længere. Bare lige for at slå hovedet på sømmet.

Med andre ord er det liiiidt utopi, at du og 200.000 andre kunne tænke sig at betale penge for at læse om mig og mit gennemsnitlige familieliv, så jeg kan droppe 37-timers-tjansen og leve af det, ikke? Og så er det, at det med reklamer og sponsoreret indhold kommer op og vende.

Griber jeg dybt i maveflæsket og mærker efter, så bliver jeg ærligt talt selv irriteret over, hvis blogs jeg følger, har mange sponsorerede indlæg. Jeg ved godt, at det er en levevej – eller et godt supplement til den – for mange bloggere, men jeg mister tilliden til indholdet, hvis der er en overvægt af indlæg, som starter eller slutter med en “sponsoreret indhold”-disclaimer, og jeg falder fra, hvis der går for lang tid imellem de “ægte” oplevelser. Jeg bliver oprigtigt skuffet, hvis jeg søger trøst/svar/identifikation i et indlæg og i mennesket bag, og ender med at føle mig grimt taget ved næsen af clickbait og indhold, der er kastet kroner og ører efter frem for hjerteblod.

Det ligger i høj grad til grund for mine egne overvejelser omkring, hvorvidt jeg skal sige ja tak eller nej tak til sponsoreret indhold.

Hvis du selv blogger og er i tvivl om, hvad reglerne for sponsoreret indhold er, så får du lige et gratis staldtip her: Du kan blive meget klogere på reglerne for markering af sponsoreret indhold og skattereglerne for dette her. Og nej, det har jeg ikke fået penge for at skrive 🙂

Reklamer