F*CK! Jeg har lige skrevet et barn op til skole! Sådan helt formelt og med NemID og det hele.

Oh my, det synes ikke som om, det er ret lang tid siden, jeg skrev det allerførste indlæg på bloggen. Dengang, jeg ikke vidste en skid om at være mor. Lige nu, hvor jeg har overlevet spædbarnsårene, men ganske givet stadig ved noget som helst, når jeg ser på mit moderskab om 5 år fra nu.

Virkeligheden er ret virkelig og stressende, som det er nu, men der var engang, hvor jeg følte mig mega provokeret af folk, der sagde “små børn små problemer, store børn store problemer”, når jeg ikke havde sover i 4 uge og min ældste skreg og nægtede at spise. Hvad fanden bildte de sig ind? Så havde de i hvert fald ikke følt sig, som jeg følte mig lige nu. Jeg følte mig såret, når jeg hørte den sætning.

Jeg havde dengang aldrig forestillet mig, jeg skulle skrive præcis dette: Det havde de nu nok lidt alligevel, men tiden læger måske ikke alle, men så de fleste sår, og hukommelsen er en taknemmelig størrelse. Jeg får stadig ondt i maven, når jeg tænker på min datters spædbarnsspisevægring, men lige nu kan jeg f.eks. ikke huske, hvor lang tid det stod på, eller hvor gammel hun eksakt var, da det endte. Med andre ord: Det føles ikke helt så virkeligt lige nu, og nogle ting er blevet lagt i de rette kasser, imens andre stadig ligger og venter. På et tidspunkt håber jeg også, at min søns hjerteoperation og tiden før, under og efter ender i den rette kasse. For her synes jeg nok, jeg med rette kunne tale om lille barn, store problemer.

Når jeg ser Facebook-opdateringer fra mine kollegers børn eller hører om de problemstillinger, der gør sig gældende med den 13-årige, 15-årige eller 18-årige, så ved jeg godt, at jeg stadig har rigtig meget at lære, og at der er meget andet end søvnløse nætter, mit lille moderhjerte skal kunne klare, når mobning, sociale medier, alkohol, fester, stoffer og sex bliver noget, de skal tage stilling til, og jeg skal forholde mig til. Når jeg skal lære at give slip og holde lidt fast i dem alligevel.

Lige nu har jeg stadig en eller anden form for indflydelse på deres gøren og laden – jeg ved, hvor de er, jeg ved at de er varme, trygge og mætte, at de sover i deres senge om natten og jeg kan tale med og for dem og løse størstedelen af deres konflikter.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg har det sådan, men jeg føler, at jeg lige har indskrevet hende til at give slip på mig. Gradvist, forstås, men stadig føles det lidt som om.

Skole for pokker. Det er jo der det sker! Det var jo dér, jeg fandt ud af, at min mor ikke var den eneste kilde til sandhed. Det var dér, jeg lærte alt fra noder til unoder og fandt min egen vej. Og det skal hun sgu også. For pokker da, hun skal ikke hænge hjemme i mors skørter. Hun skal ud og blomstre endnu mere som den helt fantastiske pige, hun er.

Jeg er rørt, lidt skræmt og ret forbløffet over, hvor hurtigt tiden er gået og hvor fint et lille menneske, jeg uden manual og med visse startvanskeligheder har formået at skabe. En ny epoke. Skoleklar, men heldigvis langt fra flyvefærdig!

Reklamer