Jeg indrømmer det! Jeg er en skide asocial type, når det gælder Halloween. Fastelavn er heller ikke det, jeg er allermest begejstret for. Måske du aner, at jeg ikke er den store fan af hele udklædningsdelen generelt.

Jeg er skam vokset op med at rende fra dør til dør i mere eller mindre vellykkede, hjemmegjorte kostumer og parabene-spækket ansigtsmaling, alt imens vi sang for vores lungers fulde kraft for sagesløse naboer, som sandsynligvis med glæde betalte os for at holde kæft igen og hurtigt gå videre til næste hus.

Fair nok, at vi på kalenderen også har Allehelgensaften i Danmark, og folkekirken gør et nummer ud af det. Men mig bekendt, har vi ikke i al den danske folkelighed decideret fejret genfærd og andre afdøde, siden helligdagsreformen i 1770.

Så tog butikkerne den amerikanske model til sig…

Hele skræmme-konceptet og illusionen om åbne sår og afhuggede fingre, og mad der ligner noget, du seriøst ikke har lyst til at spise, samt tanken om at lukke mine børn ud i mørket, imens klovne (i mere end én forstand) render rundt i gaderne, virker slet ikke tillokkende.

Kald mig bare gammeldags, men det tiltaler mig bare ikke helt, at sluge en begivenhed, butikkerne ivrigt forsøger at stoppe ned i halsen på mig og sluge, som om den er en helt naturlig og integreret del af vores  mine traditioner. Især ikke, når det er mine unger, de forsøger at påvirke. Skal nogen endelig påvirkes, kan jeg jeg da godt påtage mig det tunge åg, at gøre en undtagelse, hvis det skal være 😉

Jeg faldt ikke for det for 5 år siden. Jeg falder ikke for det i dag. Og jeg tvivler stærkt på, at jeg kommer til at falde for det, når mine egne børn for alvor får øjnene op for den slags. Som det er nu, er det kun Haribos kæmpeposer med sirligt løspakket slik, de har interesse i. Sur og tvær gammel dame her.

Har du det mon på samme måde?

img_20161029_194851

 

Reklamer