Jeg er slået lidt bagover af det faktum, at min yngste bliver 3 år om under 2 måneder! Shit, mand, det går stærkt. Jeg synes lige, han er kommet, og alligevel føles det som om, han altid har været en del af mig. Stor af sin alder, mod på livet, fuld kraft frem. Stærk som en okse og stædig som et æsel.

Med treårsalderen kommer også en ekstrem portion selvstændighed og nogle reaktioner, man godt kunne klare at leve uden. Ham den lille har simpelthen en vilje og et temperament, som kan give mig endnu flere grå på hovedet, end hans søster gjorde i sin tid. Hvis han har sagt “nej”, så mener han død og pine nej og skriger så længe og så højt, han kan. Lige indtil han har brugt den sidste trods op, og stortudende kaster sig i mine arme og snøfter “Jeg vil ha’ dig, mor”. Han er nemlig inderst inde en lille blød bamse, som er ekstremt mor-glad. Og det er hans mor ret vild med. Det må han endelig ikke få mindre af lige med det samme.

Selv om treårsalderen virkelig har nogle nederen sider (og rigtig mange virkelig fantastiske!), så føler jeg mig så meget bedre rustet til at tage endnu en treårs-tur. Hvor jeg for 2 år siden hev mig selv i håret og var grædefærdig, når mit lille søde pigebarn gik helt i spind, og jeg, der hvor overskuddet hørte op, endte med at råbe højt i ren og skær afmagt, ved jeg nu, at vedholdenhed og evnen til at tælle til 10(000) har enorme fordele. Hvis tiden var til det hver morgen, har jeg mindst lige så meget stædighed som ham, og kunne godt leve med at sidde på gulvet i hans værelse, imens han råber “neeeeeeeej” og kaster med sine bukser, bamser og biler – både når jeg beder ham om selv at tage bukserne på, og når jeg tilbyder at vi gør det sammen. Men i sagens natur, er det det de færreste børnefamilier, der har 45 minutters tid, der ikke er disponeret over, inden arbejdet kalder, så det er ikke altid, intentionerne matcher realiteten. Men vi øver os – båden barn og voksen. Og jeg tror på, at vi nok skal blive bedre til det. Den første gør det i hvert fald stadig ikke, så jeg tror på, at jeg kan lykkes endnu engang, selv om ham her synes at være en lidt sværere opgave.

Indrømmet: Selv om jeg har fået langt større tålmodighed, så er der stadig grænser for, hvor lang tid jeg kan synes, det er fedt at modtage modstand, og det går ikke altid efter bogen, men jeg kan virkelig mærke, hvor meget jeg har lært om at være mor – og om mig selv. For dér hvor der for alvor er sket noget, er inden i mig selv. Mine hjørnesten i den opdragelse, jeg ønsker at give mine børn, har faktisk ikke ændret sig. Jeg er blot blevet bedre til at forstå, hvad der skal til for at nå målet, og hvad der absolut ikke virker. Og det kan jeg takke min ældste for at have lært mig.

Det er nu også en megasjov alder. Yngstemandens sprog udfolder nye sider nærmest hver dag, alt skal skydes med en fiktiv finger-pistol, og hver eneste anvisning eller begrænsning, der kommer ud af forældrenes mund, er en anledning til at udfordre, hvor elastiske grænserne er. Han kan charme sig fra det meste og giver det også sit bedste forsøg hver eneste dag – og ja, så er han virkelig mors dreng. Er svært bange for, at jeg ender med at blive italiensk mama af den værste skuffe, når der engang begynder at komme andre kvinder ind i hans liv.

Vi væbner os med tålmodighed, for selv om min hjerne har gjort, hvad den kan for at fortrænge det, så ved jeg godt, at det tager mere end bare et par morgener med surhed og trods, og “kun” vedholdenhed”. Det er reelt set kun 6 måneder siden hans søsters “trodsalder” (ja, det er et fy-ord) ebbede ud. Nu hvor Obama ikke kan få 4 år mere – desværre – så overtager jeg hans valg-slogan: “Yes, we can!”

Reklamer