Jeg har et stor familie. Et sted derude. Jeg ved det, og jeg har faktisk mødt dem et par gange. Men ikke mere end det – i hvert fald ikke i den tid, jeg kan huske. Mine forældre gik fra hinanden, da jeg var helt lille, og weekendordningen med min far endte, da han forholdvis hurtigt efter blev en del af en ny familiekonstellation, og i den var der ikke plads til mere end ét nyt medlem. Jeg tror ikke helt, valget var hans eget, og jeg har ikke behov for at vide det.

Jeg blev dog langt fra ladt alene – jeg havde min mor og hendes familie, og var for lille til at have tydelige minder om min far og den familie, jeg engang var en del af.

Min far døde for tidligt. Kun få år forinden opsøgte jeg ham, da trangen til at kende mit eget ophav blev større, end trangen til at leve i uvidenhed. Flere år før jeg selv blev forælder. Med den viden, at hans liv ikke blev så langt, som det burde, er jeg glad for, at jeg tog kontakt lige dér. Vi så hinanden 3-4 gange om året i de følgende par år – holdt endda en ferie sammen og SMS’ede fra tid til anden. Jeg tog fremtiden for givet, men lærte, at det kan man ikke.

I den tid, jeg havde kontakt til ham, var jeg med til en begivenhed i familien på hans side. En stor familie, hvoraf jeg kendte navnene fra min farmors fødselsdagskalender på væggen, og fra de fortællinger, min mor havde givet videre. På ét eller andet plan kendte jeg dem og alligevel var de komplet fremmede. Sagen er nemlig den, at da min fars forbindelse til mig endte, var der ingen andre, der tog kontakt, selv om der var nok af familiemedlemmer til at gøre det. En enkelt tante og kusine ringede engang til mig, da de skulle have udlejet min kusines lejlighed i samme by, som jeg boede i. Vi havde altså boet i samme by og potentielt krydset veje mange gange uden at have haft kontakt med hinanden. Havde jeg vidst det, kunne jeg nok have været fristet til at tage kontakt. Jeg takkede nej til lejligheden.

Da min far døde, mødte jeg familien igen – både den af kød og blod og den, hvor der ikke var plads til mig. Det var et af de mærkeligste øjeblikke i mit liv. Her var over 40 mennesker til hans begravelse; mennesker som kendte mig, men som aldrig havde været en del af mit liv. For enkeltes vedkommende havde de slet ikke ønsket det. Jeg skulle sige endeligt farvel til min far – som jeg heller ikke rigtig kendte – sammen med en masse “fremmede” mennesker, og som efter begravelsen havde mere travlt med at aflevere broderimønstre og andre genstande, de havde lånt af min far, og endelig ikke skulle brænde inde med længere end til hans begravelse, og så at fortælle mig, at de syntes, jeg havde lænet mig lige lovligt meget op af min fars kiste, da jeg skulle sige tak for fremmødet i kirken. De havde tydeligvis ikke forståelse for, at havde jeg ikke haft hånden på kisten, var jeg blevet overmandet af situationen og var besvimet.
Dagen sluttede af med, at alle lovede mig, at vi skulle holde forbindelsen. Én gjorde alvor af det.Resten glemte at give deres kontaktinfo.

Så kom tiden med de sociale medier, og enkelte af mine ukendte slægtninge tilføjede mig. Hver gang jeg accepterede, overvejede jeg et øjeblik, om jeg ville, men blev enig med mig selv om, at denne kontakt var næsten lige så distant, som den havde været indtil nu, men at det vel ikke skadede at få et lille blik ind i mit ophav. Måske forstå bedre.

Jeg kiggede på billeder og sagde tillykke ved annonceringer om børnefødsler. Jeg tudede, da der pludselig figurerede billeder fra min pap-søsters bryllup, hvor min far førte bruden. Det skulle jo have været mig. Og hvad lavede billeder af min døde far overhovedet på Facebook? MIN far. Hvem havde retten til at lægge billeder på af ham, uden at tænke på, hvem der så med? Hvem der fik et chok – fysisk og følelsesmæssigt?

Jeg prøvede at føle en form for familiært bånd til de mennesker, som tilføjede mig som “ven”. Jeg kunne se familietræk i dem og mig. Jeg lærte navne at kende, som jeg ikke tidligere havde kendt. Som en slags belurer, så jeg med, men gjorde ikke et stort nummer ud af at gøre mig bemærket.
I starten var det primært kun den yngre del af familien (alle under 40 år) som var på de sociale medier. Nu er den ældre generation (60+) begyndt at komme med. Min fars brødre tilføjer mig som “ven”, og liker billeder af mine børn. Nu er det mig, der føler, at de belurer mit liv. Kigger ind i det liv, de ikke investerede tid eller kontakt i. Måske fordi de gerne vil vide, hvordan deres brors børnebørn ser ud? Måske endda hans datter? Måske fordi deres børn laver søgningen for dem og tilføjet mig blandt en liste af andre bekendte, eller de lige har taget et IT-kursus i deres nyvundne pensionisttid? Måske fordi de ikke ellers ved, hvordan de skal tage kontakt efter 33 år?

Jeg kunne have taget kontakten selv. Eller de kunne. Sådan kan vi så sidde og tænke på hver sin side af skærmen.

Om det er en håndsudrækning eller ej, så er jeg stadig i tvivl, om jeg skal acceptere eller ej. Jeg føler mig forpligtet til det, men føler ikke umiddelbar glæde eller overraskelse længere. Det betyder ikke rigtig noget, om de vil eller ej, for jeg er ikke en rigtig del af familien. Jeg er bare hende, som er et sted derude – lige som de er for mig – og hende, som ser billeder fra runde fødselsdagen med alle medlemmer af den stadigt voksende familieklan og ordlyden “Hele familien”. Der mangler bare 4, hvis man skal være lidt pernitten. Én som ikke længere er i blandt os og 3, som er usynige. Mine børn og jeg. Selv om det gør ondt, lige når jeg ser det, så har jeg for længst lært ikke at begræde det, jeg ikke kendte til. Det, jeg ikke ved, hvordan føles.

Der har været bitterhed. Der har været jalousi. Der har været vrede. Men det er der ikke mere.

Jeg har det, jeg har brug for. Lige her og ikke kun på Facebook og Instagram. Den lille nære familie, som jeg selv har skabt, hvor et “like” ikke er en kærlighedserklæring eller et forsøg på opmærksomhed, men hvor forpligtelse, kærlighed og følelsen af tilhørsforhold er.

Reklamer