Da jeg kom hjem fra job i går, var jeg så træt, at jeg kunne falde om på stedet. Benene føltes som om, de var lavet af gummi, øjnene var ved at falde i og jeg var klar til at gå på hovedet i seng. Om det er efteråret eller generel metaltræthed, efter jeg er startet på fuld tid igen, det ved jeg ikke, men jeg har sjældent været så udkørt. Kl. 21.00 var der lukket og slukket i det lille hjem.

Lørdag morgen startede uden større overraskelser. Det er weekend, og børnene er friske som havørne kl. 5.00. Vi prøver desperat at få dem til at falde til ro, ved at putte én eller begge imellem os. Efter 15 min. med ét eller begge børn, som roterer som en kylling i ovnen, giver én af os efter og lader dem se Ramasjang, imens vi dejser om et sted imellem 15 og 40 minutter, indtil én af dem er sulten.

I dag var der først bud efter havregrød eller ristet brød kl. 7.25, hvilket i og for sig var dejligt, men også bad timing, da far og søn senest skulle sidde i bilen på vej til babysvømning kl. 8-nul-dut. FÅRK! Tror, jeg har sat rekord i, hvor hurtigt, man kan skifte et drengebarn (og se bort fra principperne om, at han skal tage tøjet på selv), affodre ham med havregrød og få ham i overtøjet. We made it! …og først 30 min senere – da far og søn for længst var kørt – kiggede jeg tilfældigvis på min telefon og så, at svømningen var aflyst på grund af fejl på rensesystemerne…

Selv om der ikke var lagt i kakkelovnen til en vellykket dag, så må jeg sige, at det har været den bedste lørdag længe. Trods flere opfordringer til at komme på besøg eller gøre et eller andet for andre, havde jeg på forhånd besluttet mig for at sige nej til alt andet, end at være hjemme med min familie. Til skuffelse for nogen. På alle måder til gavn for os.

Jeg har været faret vild i hverdagen siden 1. september, siden min deltid endte, og jeg kan ikke finde hjem igen. I dag fik jeg dog følelsen af at føle mig hjemme i mit eget liv. Jeg nåede at favne både noget, som betyder noget for børnene og for mig selv. Fysisk nærvær på den bedste måde. E-pigen lå med hovedet på mine lår og så tegnefilm, imens jeg drak min kaffe, yngste-V faldt i sin middagssøvn i min favn, jeg havde to skønne timer i haven med blæst i håret og regn i luften, hvor jeg fik gjort haven efterårsklar. Jeg tror simpelthen ikke, at jeg har været så meget på forkant med haven i al den tid, vi har haft huset, som jeg er i år. Vildt!

Inde igen stod den på brætspil med ældsten, imens far og yngsten legede med biler. Jeg fik endda mulighed for at tegne og klippe et mønster til den nederdel, jeg har planlagt til tøsebarnet, men hvor stoffet har ligget i vindueskarmen og grint af mig, og mindet mig om, at jeg ikke har haft tid til at gøre noget som helst ved det. Endnu bedre: Jeg fik syet den færdig til mindste detalje på én enkelt aften!

Jo, der har været udfald fra børn og voksne. Der har været søskende-fights. Der har været vasketøj og madlavning, og manden har ikke været særlig nærværende. Men jeg har. Både over for mig selv, og for børnene. Sådan ville jeg ønske, alle dage var. Uden andre planer, end at være sammen og gøre det, som lader os alle sammen op.

Nu sover ungerne trygt, og der er mere kaffe i koppen og Westworld på HBO. Jeg føler mig taknemmelig for alt, hvad denne ganske almindelige lørdag har givet mig på sin helt egen og afslappede måde. Jeg har trængt endnu mere til det, end jeg troede!

Reklamer