På det seneste er det som om en ny dimension vokser i ældstepigens hjerne: Konceptet kærester. Enten har hun været 110% ignorant over for konceptet tidligere, eller også er hun, lige som jeg var som barn, godt klar over, at det betyder et eller andet voksent, men kan ikke finde ud af hvad, og forsøger at ignorere og undgå det, fordi hun er usikker på, om det betyder noget pinligt.

Hun har længe spurgt, om jeg er fars kæreste. “Jep, og mere til, søde skat. Jeg er faktisk hans kone”, lyder svaret. Hun kigger indgående på mig med sine store, smukke øjne: “Kysser I så?”. Hendes ansigtsudtryk er svært at tyde. Skepsis eller begyndende væmmelse. Kysser jeg virkelig hendes far så lidt, at hun ikke tager det for givet? Eller ser hun det simpelthen bare ikke? Don’t know, men det er da stof til eftertanke. “Jep, sveske. Det gør jeg”. Intet spørgsmål retur.

I dag gik legen på. at Tarzan var forelsket i Mamma Mia, apropos sidste indlæg. Me Tarzan… I sit stiveste puds kom Mamma Mia anstigende i køkkenet, imens Tarzan var i gang med at lave en middag til hende. Fantastisk mulighed for at lege samtidig med at aftensmaden blev færdig til tiden!

Jeg er VIRKELIG dårlig til at lege, men prøvede at give den lidt ekstra på fantasi-kontoen alligevel. Lettere overgearet tog jeg imod mit livs kærlighed (og det er så sandt, som det er sagt), og spurgte, om jeg måtte få et kys på kinden. Til hendes store fryd lod jeg som om, jeg besvimede af bare benovelse over kysset.

“Hvad er der galt med dig, Tarzan?”, spruttede hun af grin.

“Åh, jeg er bare så forelsket i dig, Mamma Mia”, forsøgte jeg.

“Årh, det gør ikke noget. Det skal du altså ikke være ked af, at du er”, lød svaret, imens hun tilbød mig en hånd, så jeg kunne komme op og stå igen.

Måske konceptet stadig trænger til lidt finpudsning… 😀

Reklamer