Ungerne og jeg har efterhånden etableret en ret tosset, men ret fantastisk tradition, når vi sætter kursen imod børnehaven i efterårets kolde mørke: At synge, så det halve nabolag vågner.

Siden en musiktjeneste blev en del af mit telefonabonnement, har der været frit valg på alle hylder, når der skal vælges musik til køreturene. I starten var vi voksne naive nok til at tro, at VI havde magten over musikvalget. Men vi blev klogere og indså, at vi egentlig prioriterer ro på bagsædet højere end hvorvidt Ramasjang eller Rammstein kommer ud af højttalerne. Det betyder, at “Senest afspillede”-funktionen på min mobil til enhver tid er top-parat til at sætte soundtracket til en gedigen børnefødselsdag med stopdans og det hele. Bare sig til!

Men det er sgu også lidt hyggeligt. I hvert fald bliver morgenerne en hel del sjovere, når skrig erstattes med skrål – altså 2 unger og deres mor, som skråler med, de bedste de har lært. Det bliver man varm helt ind i sjælen af, og mærker ikke mørket, trætheden og kulden helt så meget.

P.t. er favoritten Motor Milles version af Tarzan Mama Mia. “Høre A’Ma Nia, mor”, skriger den knap 3-årige, og søster jubler på passagersædet (der følger vel privilegier med, når man er ældst, ikke?). Og så får den ellers ikke for lidt på lydstyrken og basarmen. Tre tosser kl. alt for tidligt en torsdag morgen. Alle skråler med og danser i sædet. Det kan man faktisk godt. Og det går rent ind – især hos moren!

“Sammen, sammen ku’ vi finde fred, åh åh, lykke og lidt kærlighed, åh vi ku’ sætte sejl og sejle sammen ud i evigheden…”

Jeg sejler gerne ud i evigheden med de to! Hvis det er Tarzan Mama Mia der skal til for at få en god start på dagen, så gentager jeg gerne rutinen 10 gange dagligt. Det giver bare en helt anden mavefornemmelse, at give dem et smil på læben i stedet for en dårlig morgen med i rygsækken.

Reklamer