Åh hvor jeg dog elsker at starte ugen med at forholde mig til lort og det, der er værre. Så er vi ligesom vågne og i gang. Det er ikke for sarte sjæle at have børn i institution. Hverken når man ser, hvad besparelser på børne- og ungeområdet betyder 1 til 1 i hverdagen, hvor pædagogerne falder som fluer i et forsøg på at være ét skridt foran børnene, men ender med at løbe to skridt efter dem på grund af færre hænder til flere børn. Eller på et langt mere banalt niveau: Når der hænger gule sedler på døren. Gule sedler, som man nærmer sig med  ekstrem skepsis og varsomhed, da de vanen tro indeholder information, man helst ikke vil have og i overvejende grad betyder barns sygedage i sigte.

I dag lyste sedlerne nærmest i morgentusmørket. Og der var tre af dem… 3! Ugens “menu” byder på følgende:

  • Børneorm + detaljer om deres beskaffenhed, smittefare, forkrærlighed for at kravle ud og hilse på i varme omgivelser under dynen, samt gode råd til ar finde deres æg med et stykke tape på endetarmen… Den undersøgelsesmetode havde jeg ikke lige set komme. Men vi har da en tredjve meter eller sådan noget lignende på lager, så der burde være nok til at tjekke nummergøj 1 og 2. Bare kom an!
  • Lus. En gammel og efterhånden velkendt traver. Må jeg anbefale at kæmme håret med et tykt lag af den billigste parfumefri balsam fra Fakta. Selv ikke den mest genstridige lus kan trække vejret gennem det og det er langt sundere end den kemi, apoteket tilbyder.
  • Børnesår. Igen tjekker vi alle ind- og udgange + det løse og krydser fingre for, at det går forbi. Var selv for nogle år siden den heldige vinder af en omgang af det efter et ophold i et sommerhus med en tvivlsomt rengjort pool og ønsker det sådan ca. kun for dem, som ikke kan finde ud af at behandle kvinder, børn og dyr ordentligt. De må tilgengæld godt få det med tifold styrke.

Det krævede sgu lige en ekstra stærk kaffe med tilhørende håndsprit. At begge børn skulle erhverve sig alle tre dele, bør nærmest ikke være muligt. Den tanke vil man ikke helt tænke til ende, vel?

Så burde der ikke rigtig komme mere, skulle jeg mene. Men jeg blev klogere. Da jeg kom og hentede dem, var børnehaven enten løbet tør for gult papir i printeren, eller også nænnede de ikke at skræmme os forældre yderligere. Med sirlig skrift var der tilføjet på den ene gule seddel: “Og diarre”.

Jeg laver en Maude. Jeg går ind og lægger mig!

 

Reklamer