Nattesøvn. Alene det ord kan enten give en mor til børn under 6 år nervøse trækninger, eller et drømmende, længselsfuldt blik i øjnene. De første fem år af mit moderskab var jeg i konstant underskud (på alle fronter!), imens det sidste halve års tid faktisk har budt på mere søvn end forventet.

I nat svigter søvnen mig. Lillemanden er lige på tærsklen til børnehavestart, og i takt med indkøringen og de nye oplevelser, vågner han og kalder på sin mor. KUN MOR. MIG VIL HA’ MIN MOR!

Normalt har jeg ikke problemer med at falde i søvn bagefter, men hvis søvnen ikke kommer naturligt inden for de første 10 minutter, så er toget kørt. Tanketoget. Så begynder min hjerne at analysere og tænke tanker i dybden, evaluere situationer i hverdagen, som blev fortrængt i hverdagens hvirvelvind, og som måske ikke burde fortjene yderligere opmærksomhed fra min side af. Men jeg kan ikke stoppe det.

Hvorfor reagerede jeg ikke anderledes, da ældstepigen viste mig trods i morges i børnehave? Hvorfor føjede jeg hende ikke bare for at undgå konflikten? Men hun reagerede jo helt hen i vejret over ingenting! Ingenting i mine øjne – tydeligvis ikke i hendes optik. Hvorfor blev jeg irriteret? Dog var det godt, jeg ikke skældte ud, men bevarede fatningen. Hvordan kan jeg få hende til at forstå, at dårlig opførsel ikke gavner? Hun er jo sådan en fantastisk pige, som forstår så meget. Hvorfor kan jeg ikke bare være en langt mere pædagogisk mor?

Er der noget andet, der går hende på? Noget, hun ikke fortæller mig, selv om jeg prøver at vise hende, at jeg altid er her for hende? Er hun for lille til at forstå det endnu?

Hvorfor sagde jeg ikke fra, da en kollega ikke var fair? Hvorfor lader jeg hende gang på gang gå i rette med mig, selv om jeg ved, at det jeg har udført er et godt stykke arbejde?

Har vi egentlig mælk til morgenmaden i morgen? Og hvad med den ældstes fornægtelse af alt, der har med kød at gøre? Skal jeg være bekymret? Skal hun have ekstra vitaminer?

Burde jeg være mere opmærksom på min mand? Taler vi egentlig kun om børnene? Er han egentlig opmærksom på mig, når han bruger så lang tid med sin telefon og tablet? Kan man tillade sig at indføre skærmtid for en voksen mand og lave en regel, der hedder, at man ikke må medbringe telefon eller tablet på toilettet? Både af hensyn til, tanken om bakterier og for at undgå, at han sidder dér og kukkelurer, imens jeg sørger for at børnenes mad bliver klar midt i ulvetimen?

Og er det egentlig rigtigt, at søskende skal have lov at slås – også selv om de er ret voldsomme? Skal jeg stoppe dem? Hvor får et enebarn svar på sådan noget henne?

Er det i virkeligheden fordi jeg er sulten, at jeg ikke kan sove? Jeg kunne jo stå op og spise lidt havregryn. Hvis ikke det var fordi kalorierne hænger på mig som om de var omgivet af dobbelt-klæbende tape, her ved de knap 35 år, så kunne et stykke brød med Nutella ellers også smage godt. Det har jeg vidst ikke fået siden sønnikes seneste operation.

…Og med den sidste tanke, var beslutningen taget. Her sidder jeg så. Søvnløs bag tasterne og med en Nutella-mad i maven. Den smagte lige så godt som i tankerne, og den feder først i morgen, siges det. Det føles som spild af noget, jeg længtes efter så længe, at sidde her og kukkelure, når jeg burde indhente de sidste 5 års tabte timer i drømmeland. Samtidig gør det mig faktisk ikke så meget, for det er så sjældent, jeg er “alene” i huset. Uden at jeg skal forholde mig til andre eller opfylde deres behov. Her er natten taknemmelig. Det er bare katten og jeg i lyset fra skærmen. Og han stiller ikke større krav, end at måtte ligge på mine ben.

Jeg burden nok gå op og sove, hvis ellers sukker-kicket fra min Nutella-mad tillader det. Om under 2 timer er hverdagen allerede i gang igen.

 

 

Reklamer