Når du følger min blog, er det nok næppe en overraskelse for dig, at det at få børn kommer med nogle vanvittige spørgsmål, som du aldrig havde forestillet dig, du skulle forsøge at besvare eller finde mening i. Spørgsmål, som stammer fra enten dit barn, din samvittighed og dybt fra dig eget indre. Hvad føler barnet? Hvad føler omverdenen? Hvad føler jeg overhovedet selv? Den midterste er du, i min erfaring, mindst i tvivl om.

Igennem de seneste 6 måneder har jeg mærket en hel del efter. Mest af alt, fordi jeg for første gang i 5 år ikke føler, at min hjerne er bedøvet af et ukendt stof, og jeg føler, at jeg reelt set har overskud til at tænke lidt mere langsigtet (værende mere end 1 uge frem…). Ud over en del tanker om tiden, som var og som på godt og ondt ikke kommer igen, har jeg tænkt ekstra meget på én ting, som er ret håndgribelig, og står og lyser ude i en ret nær fremtid: Skolestart!

I november er der skoleindskrivning til vores skoledistrikt og min ældste er allerede rykket op i “skolegruppen” i børnehaven. Men altså, skole?!?? Det er seriøst vildt. Jo tættere vi kommer på, desto mindre nonchalant kan jeg tale og tænke om det. Det er noget af det shit, der betyder noget for resten af hendes liv. Når først hun træder ind af døren, er der ingen vej tilbage og så er det pludselig også op til skæbnen og en god klasse(lærer), at afgøre hvordan hendes skolevej former sig.

Generelt var jeg ren rookie, da jeg trådte ind i moderskabet, og ærligt talt tænkte jeg overhovedet ikke på skole, før hun blev født. Det føltes som noget i en fjern, fjern galakse. Virkelig fjern! Jeg havde rigeligt at gøre med overhovedet at vænne mig til tanken om, at jeg lige om snart skulle dele mig i to.

Men måske jeg skulle have haft adgang til samme hellige kilde af do’s and don’ts, som andre mødre åbenbart havde besøgt. I den må de have været en åbenbaring om at opskrive børn til skole fra det øjeblik navlestrengen blev kappet. Hvordan kan det ellers lade sig gøre, at opskrivning til privatskole er håbløst for sent, hvis det sker, efter barnet er fyldt 4 uger?

Mit bedste gæt er, at de mødre, der var mere tjekkede end mig, allerede på fødelejet havde alle privatskolerne på speed-dial. For mit vedkommende, lå jeg og prøvede at abstrahere fra, at jordemoderen (også) syede ved den udgang, min datter med garanti ikke var kommet ud af, alt imens min tro på fællesskabet og folkeskolen – modsat mit underliv – var intakt. Her begik jeg/vi hybris, for først fire uger senere besluttede vi os for alligevel at skrive hende op til én af byens privatskoler. Det stod hurtigt lysende klart for os, at vi åbenbart var the odd ones out, fordi vi ikke allerede havde gjort det. No wonder, at privatskolerne har fat i den lange ende og p.t. kører med klatten. Alle, der har økonomisk overskud til det eller prioriterer at skabe det, har åbenbart kollektivt mistet troen på folkeskolen.

Nytårsaften 2015/2016 gik en del af diskussionen blandt venner over asti og tapas på, hvorvidt vi grundlæggende troede på folkeskolen så meget, at vores egne børn selvfølgelig skulle støtte op om projektet. Eller om vi gjorde dem en bjørnetjeneste ved ikke at have en kattelem til privatskolen, hvis vi kom til at vakle i troen, før det blev alvor. Eller hvis endnu en reform eller en besparelse rammer. Jeg er selv et produkt af folkeskolen, og mener ikke, at jeg er et håbløst tilfælde med min universitetsuddannelse i bagagen, men ærligt talt: Rigtig meget har ændret sig siden jeg havde første skoledag tilbage i 1986.

Nemesis lå på lur. Det der med privatskolen spøgte i baghovedet, da tømmermændene lagde sig 1. eller 2. januar. Indtil den første dag efter sommerferien i år, hvor det nye skoleår for dette års 0. klasser, har jeg levet i håbet om, at vi nok skulle få en plads til hende alligevel. Lige indtil jeg ringede til skolen, og fik af vide, at hun ikke var blandt de 22 piger, de først tilbød plads til. Dermed ikke sagt, at det var umuligt, for det skete, at folk sagde nej tak til, pladser hvert år, sagde den søde dame i den anden ende af røret. Men hvor på ventelisten hun står, kunne hun ikke oplyse. Det ville ellers være pokkers rart enten at få håbet eller dødsstødet til drømmen, i stedet for at hænge i suspens.

Jeg har dog ikke mistet troen helt. Hvis alle de langt mere målrettede og koordinerede forældre har skrevet deres afkom op til alle byens privatskoler, er der en lille chance for, at de siger nej til pladsen på den skole, jeg gerne vil have mit barn ind på. Jeg har heller ikke mistet troen helt på folkeskolen, og bliver nødt til at give kunstigt åndedræt til tiltroen, når det tyder på, at jeg ikke var vaks nok ved havelågen. Og så holder jeg vejret til kommunens budget forskoleområdet det kommende år vedtages. Jeg har det mega underligt ved overhovedet at tænke sådan om en af grundstenene i det danske samfund, som burde være den største naturlighed for alle børn. Jeg synes dog, at fremtiden for folkeren har tunge skyer over sig.

Tiltro eller ej, kunne jeg ikke undsige mig at blive lidt smålig og meget misundelig,da jeg i sidste uge fik Facebook-beskeder med jublende, kvidrende mødre, der spørger, om vi OGSÅ har hørt fra skolen og fået plads (efterfulgt af emoji-galore som ville give en 15-årig tøs med togskinner mindreværdskomplekser). Jeg ville også have været ved at boble over af lykke, hvis jeg havde fået positivt svar. Det var svært at kvidre med, når uvisheden og muligheden for at se drømmen køre lige forbi næsen af én uden at stoppe. JEG VIL OGSÅ HAVE SVAR, GODDAMNIT!

Usympatiske menneske, tænker du måske. Jeg kan forsikre dig, at sådan følte jeg mig også. Jeg ville skide gerne have været stor nok i mit indre til at juble med dem, selv om vi ikke selv har fået svar. Endnu hellere tage det store smil på og være ovenud lykkelig og lettet over at have den del på plads. Det hele skal have lov til at synke ind. Jeg vil “bare” gerne have en eller anden form for vished for ikke at have fucket hendes fremtid helt op. Jo, jeg skrev tillykke tilbage. Så smålig er jeg heller ikke, men helt ærligt er jeg pisse-ked af, at jeg potentielt ikke kan holde døren åben for hende.

Der er også en helt anden dimension til hele dette spørgsmål, som fortjener et indlæg for sig selv. Nemlig at min datter p.t. vil skide på mit ønske om privatskolen. Når vi spørger hende åbent og ærligt, vil hun bare gerne gå samme sted som vennerne fra børnehaven. Og det skal der klart også tages højde for i tankerne om fremtiden. Mit højeste ønske er, at hun skal trives og fungere og at hun får den bedst mulige fremtid. Om det så betyder sammen med vennerne eller i en skole med flere ressourcer, er enormt svært at sige.

Faktum er: Jeg var ikke den top-tjekkede mor med styr på fremtiden, før den overhovedet nærmest var begyndt. Det betyder heldigvis ikke, at jeg ikke er en god mor! Og folkeskolen og jeg skal nok blive gode venner igen. Jeg håber, den – og de 1100+ elever i den lokale af slagsen, også vil vise sig fra sin venlige side overfor mine børn. En stor bøn går hermed ud til alle politikere – lokalt som nationalt – om ikke finder på at forringe eksistensgrundlaget for folkeskolen yderligere. Privatskole eller ej, vil jeg gerne, at folkeskolen lever og styrkes til glæde for blomsten af Danmarks ungdom. Dine, mine og alle andre børn. Kære politiker… Tænk på, hvem der engang skal bestemme, når du bliver gammel og har brug for hjælp.

 

Reklamer