“Jeg vil bare ha’ min lillebror!”. Den sætning kan man ret ofte høre her i huset. Hvad enten ældstepigen ikke vil sove, slår sin tå eller føler, at mor er mega nederen, når hverdagens konflikter melder sig.

“Søster!!!”, udbryder den lille begejstret og løber hen og krammer hende, når han ser hende i børnehaven.

Kærligheden imellem de to er slående og helt igennem fantastisk. To små lyshårede trolde, der krammer, smiler sammen eller går hånd i hånd. Mit hjerte kan næsten ikke bære det! Du kan godt høre fuglene synge, ikke? Lutter idyl.

Kærligheden mellem dem er stærk, men lige så meget som kærligheden blomstre, kan den også være lige så svær at dele, når det gælder om at deles om mors og fars kærlighed til dem begge.

Som enebarn er jeg 110% søskendeforholds-imbecil, og igen og igen kæmper mit system virkelig med at forstå, hvordan et kram til den ene, for den anden kan føles som om det selv samme kram går fra ham eller hende. Nok især hende. Jeg kæmper virkelig med ikke at føle mig en smule såret eller irriteret over, at hun ikke synes, jeg giver hende nok opmærksomhed – underforstået ikke så meget opmærksomhed, som hendes bror får – for jeg synes virkelig, jeg deler rundhåndet og ligeligt ud til dem. Der er kram og kys ad libitum og kærlighedserklæringerne er vi bestemt heller ikke nærige med hjemme. Mor og far er faktisk altid tilgængelige, hvad enten man skal juble, græde, trøstes eller cheeres.

Hvis du spørger mig, synes jeg, hun og jeg gør mange ting sammen. Pigeture, tyggegummi-ture (a.k.a. til den lokale Brugs efter bobletyggegummi), cykelture m.m. Men måske hun slet ikke ser det om opmærksomhed, men derimod bliver mindet om behovet for opmærksomhed, når lillebror får det. Hvis du spørger hende, synes hun aldrig, vi gør noget sammen. Faktum er, at jeg er en del alene hjemme med dem begge to, og jeg kan sagtens forstå, hvis hun ikke synes, det er optimalt, at tegneprojektet, godnathistorien eller fortællingen om dagen bliver afbrudt af et 2,5-årigt, trodsigt tågehovede, som tester både dømmekraften, tyngdekraften og sammenhængskraften i tremands-konstellationen. Det ER ufedt “lige at vente et øjeblik”, når man er 5 år. “Lige om lidt” føles som en evighed, hvad enten det gælder nedtællingen til juleaften eller det øjeblik, det kræver, at skifte lillebrors lorteble.

For det meste enes de rigtig fint, og jeg er stolt af, at de viser hinanden så meget kærlighed. At de vil hinanden så meget, som de vil. På det punkt, ville jeg virkelig gerne have haft en bror eller en søster selv. Men så er der også situationerne, hvor søskendeforholdet sætter ind for fuld skrue. Det er kun det samme stykke legetøj, der du’r. Den, som har iPaden skal lige tilte den præcis så meget, så den anden ikke kan se. Der skulderskubbes og laves glidende tacklinger, når lillebror gerne vil have et kram, og søster gør sig umage for at vise, at hun også hurtighedsmæssigt er ham overlegen. Sidder de i sofaen i et ubevogtet øjeblik, kan en fod skubbe drillende og dermed udløse den egenskab, hvor lillebror er sin søster overlegen: I at slå eller råbe.

Jeg kan blive ved… Spark under spisebordet, hvem der kommer først ind i bilen, hvem der får en my mere fredagsslik, ja, bare et enkelt ord, som bevidst provokerer den andens grænse til det punkt, hvor slag eller skrigeri er så højt, at naboerne for enden af vejen også kan få glæde af det. Her kortslutter enebarnet. Hvad pokker skal det nytte? Enebarnet kan slet ikke få ligningen til at gå op. Computer says nooooo (for dem, der har set Little Brittain).

Har jeg overskuddet, prøver jeg at skille dem ad og spørge, hvad der sker? Hvorfor det sker? Og ikke mindst, hvad vi kan gøre ved det. Har jeg ikke overskuddet, ender jeg med at at skælde kollektivt ud, selv om jeg godt ved, at det ikke hjælper noget som helst. Frustrationen er total, når det sker for 20. gang på 2 timer og for 20. dag i streg. Nogle gange informerer jeg dem om, at hvis de fortsætter trods opfordringer til at lade hinanden være i 10 minutter, vil jeg ikke trøste dem, når det kammer over. Det sidste har jeg dog lidt svært ved at forestille mig at udføre i praksis.

Fra pålidelige kilder har jeg hørt, at det er sådan, søskende gør. (#butwhy!!!). Forhåbentlig går vores snakke ind. Dem om at være gode ved hinanden og at respektere, når andre siger nej eller viser, at noget ikke er sjovt.Dem om at lade være med at slå og råbe, og dem om at huske, om det man gør, er noget, man også vil have, at andre gør mod én. Forhåbentlig bliver de pisse-hamrende tætte i deres voksne liv, fordi de i den grad kender hinandens grænser. Forhåbentlig bliver de ikke lige så selvudslettende, som deres mor var i folkeskolen. Forhåbentlig kan de sige fra, når andre bryder deres grænser, fordi de har lært en hel del om dem fra barns ben af. Forhåbentlig er alle deres konflikter et eller andet værd i sidste ende – altså andet end at slide på deres gamle mors nerver.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at de elsker hinanden. Og måske er det derfor? Den man elsker, tugter man, eller noget. Vi må edderma’me have a whole lotta looooove i vores hus.

Reklamer