Alting har en ende. En regnorm, den har to. All good things must come to an end. Der er floskler nok, men faktum er, at afslutninger oftest er noget lort. I hvert fald dem, man ikke en enige om. Dem, man ikke ønsker.

I fredags sluttede 1 år på deltid. Allerede????, skriger min krop og mit sind. Jeg var jo kun lige kommet i gang! Jeg kunne fortsætte herfra og til ungerne ikke længere har behov for mig. Ligegyldigt, at indtægten og pensionen er mindre. Ligegyldigt, om feministerne råber op om, at det er kvinden, der betaler prisen for mandens karriere og samfundets krav og derfor vælger deltiden.

Jeg har elsket hvert minut af det. Hvert minut! Og jeg ville ønske, jeg kunne fortsætte, til der ikke var så meget som ét minut tilbage af min resterende barselsorlov. For det er netop det, som er det sørgelige i det: Jeg har barsel nok tilbage til at fortsætte 4 år endnu med samme løsning. Problemet er “bare”, at min chef ikke er villig til at fortsætte modellen. Af hensyn til arbejdet. Og det er ham, der skal godkende fortsættelse. Barslen er min. Men det kræver arbejdspladsens accept. Det stemmer ikke helt, vel?

Udsigten til en 37 timers arbejdsuge igen, mindre tid med børnene og mere stress og pres på familielivet er ikke just lys og tillokkende. Jeg savner deltiden, allerede inden den er gledet ud af mine hænder for alvor og en ny – fuld – arbejdsuge starter. Jeg tror på, at den har gjort godt. For ungerne. For forholdet. For mig. Hånden på hjertet, har børnene ikke været hjemme hver eneste fredag. Nogle gange har jeg trukket stikket og slået mor fra. For fredag har budt på lige dele udflugter eller timer i sofaen med ungerne, som den har budt på indkøb, rengøring, lægebesøg og frisøraftaler. For at frigive tid i weekenden. Til at være sammen. Men hvem var det så lige, der stod for det, vi ellers var fælles om? Altså husholdningen???

Rengøring eller ej – det gar været godt. Helt igennem godt. Men fra i morgen er det slut. Slut prut finale. Og det er sgu trist. Lige meget, hvor meget jeg har lyst til at råbe grimme ting og sparke lidt til noget i frustration, så er det et faktum. Øv med øv på! Mandag er i forvejen ikke fed, men i morgen er den endnu længere nede på rangstien. Jeg har forsøgt at drukne tanken om mandag i en blanding af virkelig seværdige film, kaffe, godt selskab, solskin, en aftengåtur alene med manden og børnenes smil. Jeg gad godt gøre det hele om. Drypvis barsel, deltid, weekend. Om og om igen. Indtil sidste sekund.

Monday. You. Bastard!

Reklamer